Filantropens paradoks: Efter verdens dyreste skilsmisse lovede hun at give det hele væk. Så blev hun endnu rigere

MacKenzie Scott er måske mest kendt som Jeff Bezos' ekshustru, der efter verdens dyreste skilsmisse blev en af klodens rigeste kvinder. Men nu er det hendes egne pengegaver, der vækker opsigt. Selvom hun har svoret at give det hele væk og er gået i gang i et rasende tempo, er hun samtidig blevet endnu rigere – et filantropisk paradoks, hun langt fra er ene om. Det vækker ekstra debat efter et coronaår, hvor verdens allerrigeste blev endnu rigere.

MacKenzie Scott var tidligere gift med Amazons grundlægger, Jeff Bezos, og med til at starte virksomheden op. Hun er nu verdens 22. rigeste person og opsat på at at give den formue, hun fik ved skilsmissen, væk. JORG CARSTENSEN/dpa/AFP/Ritzau Scanpix

Det var en mere end almindeligt afdæmpet affære, da en af verdens rigeste kvinder for nylig giftede sig igen knap to år efter, at klodens dyreste skilsmisse sendte hende op i toppen af rigmandslisterne.

MacKenzie Scott fik Amazon-aktier til en værdi af da 239 milliarder kroner, da hun i 2019 blev skilt fra netgigantens stifter, Jeff Bezos. Det gjorde hende til verdens da tredjerigeste kvinde.