En »hemmelig bank i Lyngby« gemmer på løsninger på verdens klimaproblemer

Mulighederne for at løse klimaudfordringerne med hjælp fra industriel biotek er langtfra udnyttet, mener Novozymes forskningschef, Claus Crone Fuglsang. Vi har været med en tur dér, hvor udviklingen af klimaløsninger begynder – i et nyt forskningscenter til en mia. kr. med en bank med 30.000 mikroorganismer.

Mikako Sasa, science manager i Novozymes, er klar til at sænke tårne med nogle af de omkring 30.000 mikroorganismer, som udgør »guldet« i Novozymes, ned i mere end 180 grader koldt nitrogen. Niels Ahlmann Olesen

Mikako Sasa, science manager hos Novozymes, kigger ned i fryseren og venter på, at nitrogendampene skal forsvinde, så hun kan få øje på æskerne med de små rør med stammer af mikroorganismer.

Hun er i gang med at flytte de sidste kasser med i alt 30.000 bitte små cryorør med svampe- og bakteriestammer fra fire gamle frysere over i to topmoderne stålfrysere. Her ligger de nedfrosset i nitrogen ved mere end 180 graders kulde, indtil Novozymes-forskere har brug for dem til at udvikle de miljø- og klimavenlige bioteknologiske løsninger, som ifølge Novozymes egne beregninger sparede verden for en CO2-udledning på 88 mio. ton sidste år.