Den jyske købmandsmafia slår til igen

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Ingen tvivl om, at 2018 vil blive et år, som vil gå over i historiebøgerne som et skandalernes år i dansk erhvervsliv. Trukket ned af finansen, hvor vægtige støttepiller i samfundet svigtede, og der blev renset ud på direktørgangen og i formandskontoret som sjældent set.

Men midt i al denne elendighed er det dog værd at huske på, at dansk erhvervsliv økonomisk set faktisk har det rigtigt godt. Der tjenes penge som aldrig før, omsætningen holdes nogenlunde på vækstsporet, beskæftigelsen er høj, og trods trusler om handelskrig, Brexit og konfrontationer er der generel optimisme at spore om fremtiden. Danske virksomheder står superklar i startblokken.

Tag nu tre af de store jyske virksomheder, som netop er kommet med regnskab. De to storkøbmænd Lars Larsen og Anders Holch Povlsen samt den alsiske producent at hæve-sænke løsninger Bent Jensen. Sammenlagt med flere end 40.000 ansatte verden over, men samtidig også en stor arbejdsgiver på dansk grund.

2017/18-regnskabet fra Jysk Group viser en omsætningsfremgang til nu 27 mia. kroner, et solidt driftsoverskud på lige knap tre mia. kroner samt en Lars Larsen-classic udmelding om, at Jysk er sat i verden for at investere i fremtiden. Målet er fortsat at nå 5.000 butikker – i dag er der knap 2.700 butikker og 23.000 ansatte.

Holch Povlsens Bestseller-koncern bider størrelsesmæssigt købmand Larsen i haserne med en omsætning på knap 25 mia. kroner og en før-skat profit på 2,9 mia. kroner. Stort set med samme antal butikker og med 17.000 ansatte. Begge koncerner har i øvrigt en række sideaktiviteter til hovedforretningerne.

Bent Jensens Linak på Nordals er i modsætning til de to detailhandelskoncerner en mere traditionel industriproducent. Nemlig af hæve-sænke løsninger, blandt andet til kontorborde. Omsætningen i det netop offentliggjorte 2017/2018-regnskab viser fremgang på både top- og bundlinje. De 2.200 medarbejdere omsætter samlet for 3,8 mia. kroner.

Fællesoverskriften for disse tre virksomheder er, at der er tale om vækstvirksomheder med et overordentligt stærkt familieengagement. Soliditeten og pengestrømmene i virksomhederne er solide, og det gør, at væksten i vid udstrækning er selvfinansieret. Ejerfamilierne skal ikke spørge nogen, og – en ikke ubetydelig fordel  – de er ikke påvirkede af lunerne på børsmarkedet. De behøver ikke at gå i panik, fordi et marked eller et produkt fejler.

Det skal med, at omverdenen så heller ikke har så stor mulighed for selv at følge med i den økonomiske udvikling i disse virksomheder. Transparens i ejerforhold, økonomi, samfundsansvar, og hvad mange andre virksomheder ellers bliver målt på, er ikke så voldsom, at det gør noget. Det afhænger af, hvad Lars Larsen, Anders Holch Povlsen og Bent Jensen selv beslutter at ville oplyse.

Tager man tre af de andre jyske ikonvirksomheder med, Danfoss, Grundfos og Lego, så kan man ikke lade være med at beundre disse virksomheders evne til at skabe vækst og arbejdspladser. Nuvel, både Danfoss og Lego har været nede og vende, men er kommet tilbage på sporet ved egen kraft.

I det store billede er der således en stærk bund under dansk erhvervsliv, i hvert fald økonomisk set. Det er betryggende, at det store forkromede opgør om etik og samfundsansvar kommer på et tidspunkt, hvor økonomien generelt set i erhvervslivet er stærk.

Jeg er så naiv at tro, at langt de fleste virksomheder og deres topledelser har orden i penalhuset samt en etik og et samfundsansvar, som de kan være bekendt. Det er vigtigt at få med i debatten.

»I det store billede er der således en stærk bund under dansk erhvervsliv, i hvert fald økonomisk set. Det er betryggende«


Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator