Coronavirus sender efterspørgslen på private jetfly mod nye højder

Flere private luftfartsselskaber oplever en massiv efterspørgsel efter rejser til og fra Kina som følge af coronavirus. Restriktioner og mangel på medarbejdere gør det dog svært at imødekomme den store efterspørgsel.

Herhjemme har flyselskabet SAS aflyst alle selskabets flyvninger til og fra Kina. SAS er det eneste flyselskab i Danmark, som har direkte ruter til Kina. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udbruddet af coronavirus har reelt lukket store dele af Kina. Nøglen er drejet for en stor del af produktionen, og det er på det nærmeste umuligt at komme ind og ud af landet som følge af de mange aflyste flyafgange. Og det er noget, der rammer det globale erhvervsliv hårdt.

Eksempelvis har giganter som Disney og Apple meldt ud, at de har økonomiske kvaler som følge af coronavirus. Senest har storbanken HSBC i dag meddelt, at den vil fyre 35.000 medarbejdere, og banken angiver coronavirus som en del af forklaringen.

Også herhjemme kan det mærkes. Især har aflyste SAS-afgange resulteret i et fald i turismen, hvilket blandt andet går ud over luksusbutikkerne i København.

Altså er verden i beredskab over for den truende virus, som sår usikkerhed og pengetab i store dele af verdensøkonomien.

De mange aflyste flyafgange og frygten for smitte betyder samtidig, at flere springer om bord på private fly, idet en stigende efterspørgsel efter at komme til og fra Kina har fået den velhavende del af befolkningen til at kontakte selskaber, som udbyder private jetfly.

Det skriver BBC, som har været i kontakt med flere private selskaber, der udlejer jetfly.

Vanskeligt at imødekomme efterspørgslen

Private jetfly er ikke en billig affære, men flere er villige til at smide mange penge efter en flyrejse, så længe de kan komme hjem til Kina eller slippe ud af det virusramte land.

Efterspørgslen er nu så stor, at det er svært for luftfartsselskaberne at imødekomme efterspørgslen efter private jetfly. De mangler både fly og mandskab – og det mandskab, de trods alt råder over, har typisk ikke lyst til at flyve til Kina.

BBC har talt med Dain Voyles, som er salgsansvarlig ved selskabet Paramount Business Jets i Australien, som kan bekræfte om en markant stigning i efterspørgslen efter private jetfly.

Paramount Business Jets mener, at mange selskaber ikke vil sende deres mandskab til Kina som følge af risikoen for smitte. Og når mandskabet vender hjem fra Kina, vil de ikke kunne arbejde i to uger på grund af smittefaren.

Hos Paramount Business Jets kan et mindre fly have to til fire passagerer – timeprisen er cirka 16.300 kroner. Et større fly til otte eller ti personer koster cirka 40.000 kroner i timen at leje.

Også hos selskabet MyJet Asia i Singapore melder om samme problemstilling. Selskabet har oplevet en forøget efterspørgsel efter 80 til 90 procent, men heller ikke de kan imødekomme efterspørgslen, siger topchef hos MyJet Asia Logan Ravishkansar.

Ifølge Logan Ravishkansar oplevede selskabet samme tendens under SARS-udbruddet tilbage i 2003:

»Vi oplevede også en stor efterspørgsel dengang, men det var meget nemmere at få fly ind og ud af landene. Denne gang har regeringerne indført mere kontrol.«