Det var med store drømme og ambitioner, at Danmarks kendteste kok og gastronomiske iværksætter Claus Meyer i 2015 flyttede til New York sammen med sin familie og kastede sig over at etablere Great Northern Food Hall og en gourmetrestaurant på et af Nordamerikas mest befærdede steder, The Vanderbilt Hall på Grand Central Terminal.
I 2018 drog Claus Meyer skuffet hjem, efter at projektet aldrig var blevet en økonomisk succes, og overlod driften til sin amerikanske partner. Tværtimod endte det med at være præget af uenighed med den amerikanske samarbejdspartner, bøvl med håndværkere og logistik og røde tal på bundlinjen.