Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen, og glædelig 1. april.
Her er ingen aprilsnar, men derimod dugfriske erhvervsnyheder til at begynde dagen på.
Som så ofte i disse dage handler det om coronakrisen og dennes indvirkning på erhvervslivet, her præcis tre uger efter at Danmark lukkede ned.
God læselyst!
Den danske modebranche er sendt til tælling
Børsen skriver, at den danske modebranche er under hårdt pres. Der er pres på likviditeten, fuldstændig stille i butikkerne, og hver tredje virksomhed risikerer at bukke under, lyder det.
»Det er en krise big time. I år bliver det ren overlevelse for branchen. Det kommer til at gøre ondt. Rigtigt ondt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget tøj de store som Bestseller og DK Company kommer til at brænde inde med,« siger Morten Gade Steinmetz, der er modebrancheekspert hos Deloitte, til Børsen.
Flere fortæller samme historie. Blandt andet vurderer adm. direktør i brancheorganisation Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen, at de danske mode- og tekstilvirksomheder står til at miste 15-20 mia. kr. i omsætning – svarende til mellem en tredje- eller fjerdedel af den samlede volumen. Han sammenligner situationen for branchen som at køre en bil direkte ind i en betonmur.
Ni forslag til genåbningen af Danmark
Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, og økonomiske redaktør, Ulrik Bie, kommer med ni forslag til, hvordan regeringen skal åbne Danmark igen.
»Kravene til en exitstrategi er tårnhøje. Svære spørgsmål som psykologi og tillid hos danskerne og i virksomhederne er en hjørnesten i en vellykket strategi, og alene derfor er der brug for klare og veldefinerede målepunkter.
Når omkring en tredjedel af danskerne er bange eller meget bange for at blive smittede med coronavirus, er det et økonomisk problem. Det giver med andre ord ingen mening at lave en økonomisk exitstrategi uden en sundhedsfaglig exitstrategi, for en normalisering af samfundslivet og økonomien kræver en håndtering af danskernes frygt.
Lykkes det imidlertid at lave en succesfuld dobbeltstrategi, så er der håb om – på mellemlangt sigt – at få økonomien tilbage på skinner og at begrænse de økonomiske skader på samfundsøkonomien,« skriver de.