Godmorgen og velkommen til en ny uge og et nyt businessoverblik.
Vi starter denne mandag ud med at kigge på den økologiske eksport, der nu er i kraftig fremgang. Vi flyver også et smut forbi en hårdt presset flybranche og fyringsrunder, der slår rekord. Samtidig frygter landets private biografer at blive udkonkurreret af statens skattekroner, når en ny rooftop-bio snart bliver et kulturtilbud i indre København. Men selv om det er mandag, starter vi med at kigge på Københavns natteliv, der stadig venter på at kunne åbne i nattetimerne.
Landets ukronede barkonge vil »kickstarte« nattelivet
Vi begynder i den hårdt pressede forlystelsesverden, hvor kongen af nattelivet, barkoncernen Rekom, må indrette sig på nattelivet efter coronabølgen, skriver Berlingske.
Rekom med en stribe barer i ind- og udland er bygget op af Adam Falbert, der forbereder sig på en ændret hverdag, også når det igen bliver muligt at holde åbent på den mørke side af midnat.
Udover rengøring og rigeligt med håndsprit bliver det værtshuse uden mulighed for beerpong, hvor gæster risikerer at skulle dele glas og flaske, ligesom der vil blive langt mere bordservering for at minimere sammenstimlen ved bardisken.
Økologisk eksport runder fem milliarder kroner
Udenlandske forbrugere sætter med stor fornøjelse tænderne i økologiske danske fødevarer. Økoeksporten er i kraftig fremgang, skriver dagbladet Børsen.
I en ny prognose forudser Landbrug & Fødevarer, at økoeksporten i 2025 vil runde fem mia. kr., et spring på 70 procent i forhold til de 2,9 mia. kr., der blev eksporteret for i 2018. Det er mejerivarer og svinekød, der trækker den grønne fødevareeksport, men også æg og grøntsager er der god appetit på uden for landets grænser.
Økologiske fødevarer fra Danmark har et godt ry i udlandet, men krav til økologisk produktion lægger en dæmper på, hvor hurtigt der kan skrues op for produktionen. For eksempel tager det to år for en konventionel landmand at lægge kød- og mælkeproduktion om, ligesom der er mangel på økologisk foder.
Fyringsrunder slår rekord under krisen
Fyringsrunder slår rekord i danske virksomheder her til juni. Især i fly- og rejsebranchen kan forklaringen findes.
Det viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som Finans har kigget på.
Juni bød på 4.913 varslede afskedigelser, hvilket er en stigning på 29 procent i forhold til marts, hvor coronakrisen for alvor blev sat i gang.
Især rejsebranchen er ramt, viser tallene. Næsten halvdelen af de varslede fyringer – 2.406 – har fundet sted i Tårnby Kommune. Det er her primært brancherne handel og transport.
»Det er et meget højt niveau og det højeste under corona. Det indikerer, at ledigheden nok ikke stopper med at stige, når så mange varsles afskediget,« siger Louise Agerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank til Finans.
65 virksomheder står bag de varslede fyringer i juni.
Private biografer vil have skrottet ny rooftop-bio i København
Organisationen Dansk Biografer og Dansk Erhverv vil nu have det kommende offentlige byggeprojekt af en ny rooftopbiograf midt i København stoppet.
Bekymringen for de private biografer går på, at dette projekt, med skattekroner i ryggen, vil stjæle kunder fra en branche, der i forvejen er presset.
Det kan du læse i dagens Berlingske.
»Der har været coronanedlukning, og nu er der så en genåbning. En del biografer er udfordret på driften, og derfor er det klart, at vi ikke har behov for øget konkurrence fra en offentlig biograf som denne,« siger Lars Werge, der er direktør for Danske Biografer.
Men kritikken giver ikke mening, mener Jakob Buhl Vestergaard, der er vicedirektør for Det Danske Filminstitut.
»Kritikken er helt ude af proportioner. Så er konkurrencen lige så meget hos andre kulturtilbud som i Cinemateket. Det er jo ikke den samme målgruppe,« siger Jakob Buhl Vestergaard.
Han oplyser samtidig, at rooftop-biografen forventes at stå klar i foråret 2021.


