Danmarks ukronede barkonge er klar til at kickstarte nattelivet: »Vi er som 4.000 galopheste spærret inde i en boks«

Efter få ugers nedlukning besluttede Rekom internt at erstatte coronakrise med coronapotentiale. Og efter at have brygget på en række nye tiltag melder topchef og medejer Adam Falbert sig klar til igen at sætte gang i festen. Og det med større ambitioner end nogensinde.

På Vestergade i indre Københan står Rekom med Adam Falbert bag otte barer på 130 meter: Café Guldhornene, Heidi's Bier Bar, Musen & Elefanten, Tørst Bar, Tyrolia Bier Klub, The Australian Bar, La Boucherie og Stereo Bar. Mathias Svold

Da statsminister Mette Frederiksen torsdag 11. marts bebudede, at store dele af Danmark skulle lukke for at bremse coronavirussen, fulgte Adam Falbert det ikoniske pressemøde via mobil fra færgen mellem Puttgarden og Rødby.

Danmarks ukronede barkonge, der som medstifter, medejer og administrerende direktør af Rekom-koncernen står bag 125 barer og natklubber i Danmark, Norge og Finland, var på hjem fra en forhandling om en yderligere ekspansion til Tyskland, der pludselig trådte helt i baggrunden.