Godeftermiddag og velkommen til tirsdagens Business-update her på Berlingske, hvor vi har været nyhedsbilledet rundt for at give dig et hurtigt overblik over og opdatering på de vigtigste historier i erhvervslivet.
Genbrug af mobiler blevet big business
Når danskere, italienere, finner og andre europæere fisker mobilen op af lommen, skal det langt oftere være en brugt og istandsat iPhone, de finder frem.
Det skal en ny kapitalindsprøjtning på lige over 800 millioner kroner til finske Swappie sørge for, skriver Børsen. Selskabet køber, reparerer og sælger brugte iPhones i 15 lande – og tredoblede i 2020 sin toplinje til cirka 722 millioner kroner.
Hovedinvestoren bag den nye og hidtil største pengeindsprøjtning til selskabet er kapitalfonden Verdane, der har specialiseret sig i bæredygtige teknologivirksomheder.
I det felt har Swappie »vist potentialet til at blive europæisk markedsleder inden for istandsatte smartphones«, udtaler Janne Holmia, partner hos Verdane, i en pressemeddelelse.
Læs historien her.
Tvillinger fra tv har skabt millionforretning
Onlinevirksomheden Ditur, der er kendt fra DR-programmet »Løvens Hule«, har for alvor sat sig på det skandinaviske marked. Det skriver Finans.
På få år er selskabet vokset fra at være et hobbyprojekt i tvillingerne Kasper og Mikkel Dissings drengeværelse til nu at sælge ure i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. En ekspansion, der har resulteret i, at brødrenes forretning netop har rundet 200 millioner kroner i omsætning og hevet endnu et tocifret millionoverskud hjem.
»Vi er meget tilfredse med væksten både i og uden for Danmark. Det er fedt, at vi har kunnet finde så stor vækst uden for landets grænser. Det forventer vi at blive ved med fremadrettet. Faktisk forventer vi ikke at vokse betydeligt i Danmark næste år. Væksten skal komme fra andre markeder, og drømmen er at blive Skandinavens største urforhandler,« siger Kasper Dissing.
Ditur tjente sidste år 24,8 millioner kroner før skat mod 20,1 millioner kroner året forinden.
Læs historien her.
Elon Musk donerede milliarder til velgørenhed
På ti dage i november donerede Tesla-stifteren Elon Musk over 37 milliarder kroner i form af Tesla-aktier til velgørenhed. Det skriver Bloomberg.
Donationen kom, efter at Musk havde været i et længerevarende opgør i offentligheden med demokratiske politikere som Bernie Sanders og Elizabeth Warren om ulighed og en særlig skat for de rigeste. CNN skrev så en nyhed, hvor FN var citeret for, at Musk for to procent af sin formue kunne stoppe hungersnød i verden.
Elon Musk skrev i oktober på Twitter, at han ville donere aktier for seks milliarder dollar, hvis FN kunne beskrive, hvordan de kunne gøre en ende på hungersnøden.
Donationen blev givet mellem 19. november og 29. november.
Elon Musk er med en anslået formue på 227 milliarder dollar, eller knap 1.500 milliarder kroner, verdens rigeste menneske foran Amazon-stifteren Jeff Bezoz.
Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:
1. Danske aktier drager et lettelsens suk
Aktiemarkedet stiger, og olieprisen falder tirsdag, efter at Rusland angiveligt har trukket tropper væk fra den ukrainske grænse. Men det ændrer dog ikke ved, at aktier stadig står over for en endnu større modvind – stigende renter. Læs historien fra Berlingskes egen aktiehaj, Sara Sjølin, her.
2. Nyt familieoverhoved på Esplanaden – femte generation tager magten i Mærsk
Danmarks førende erhvervsdynasti rykker rundt på magten og gennemfører et generationsskifte, når Robert Mærsk Uggla til marts træder op som bestyrelsesformand i A.P. Møller – Mærsk. Ud går både den nuværende formand, Jim Hagemann Snabe, og det nuværende familieoverhoved, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla. Læs nyheden her.
3. Fagforeningsboss er »rystet og irriteret«
Det giver milliarder af kroner til statskassen, når flere danskere kommer i job, viser nye beregninger fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH. Formanden, Lizette Risgaard, mener, at arbejdsgiverne skal se på den gevinst i stedet for hele tiden at tale om mere udenlandsk arbejdskraft. Fra arbejdsgiversiden kommer en lidt anden melding. Læs interviewet lavet af Frederik M. Juel her.
4. Det halvfulde glas er blevet lidt tomt. Putin har angrebet din privatøkonomi
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har vækket NATO i sit krigsspil om Ukraine. Hans handlinger de seneste måneder har allerede forvoldt stor skade på europæisk økonomi, og mere venter forude. Både statskassen og husholdningerne kommer til at betale en pris for de russiske ambitioner. Læs analysen fra Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie, her.
5. Hver fjerde vil bruge en time om dagen i metaverset i 2026
Facebook er allerede gået fuldt ind med milliardinvesteringer i det, som selskabet betragter som fremtidens måde at bruge internettet på. Selvom de fleste lige nu ikke kan forklare, hvad det er, vil masser af mennesker stige på om få år, spår analysefirma. Læs Thomas Breinstrups historie her.




