Danske aktier drager et lettelsens suk efter nedtrapning i Ukraine-konflikt

Aktiemarkedet stiger, og olieprisen falder tirsdag, efter at Rusland angiveligt har trukket tropper væk fra den ukrainske grænse. Men det ændrer dog ikke ved, at aktier stadig står over for en endnu større modvind – stigende renter.

Den tyske kansler, Olaf Scholz, er tirsdag i Moskva for at finde en diplomatisk løsning på konflikten mellem Rusland og Ukraine. Maxim Shemetov/AFP/Ritzau Scanpix

Mandag dykkede aktiemarkederne over hele Europa, men tirsdag er der igen grønne tal på alle de store børser.

Den nyfundne gode stemning skyldes, at Rusland har sendt flere signaler om en deeskalering af konflikten med Ukraine, blandt andet ved angiveligt at trække dele af sine tropper væk fra den ukrainske grænse og tilbage til deres permanente baser. Det har dulmet nervøsiteten hos investorerne, der har været bekymrede for, at en krig i Østeuropa blandt andet ville føre til langvarig uro, sanktioner og højere energipriser.

Det danske eliteindeks, C25, er tirsdag oppe 2,3 procent i en kurs på 1.731. Rockwool-aktien stiger mest i det danske indeks med et hop på seks procent efter at have blandt de hårdest ramte i mandagens aktienedtur. Rockwool har blandt fire fabrikker i Rusland og er derfor eksponeret over for en potentiel krig og eventuelle sanktioner.

Det tyske DAX-indeks stiger tirsdag 1,7 procent, mens det franske CAC 40 hopper 1,8 procent. Futures for de amerikanske børser peger også på pæne stigninger, når Wall Street åbner kl. 15.30 dansk tid.

Olieprisen på retur

Samtidig er olieprisen faldet en smule tilbage. Prisen for en tønde Brent råolie er tirsdag nede med tre procent til 94 dollar efter at være steget til det højeste niveau i over syv år mandag. Rusland er en af verdens største olieproducenter, og hvis landet rammes af sanktioner i forbindelse med et angreb på Ukraine, er der stor risiko for, at den russiske olieeksport bliver begrænset. Der er allerede stor efterspørgsel på olie, så lavere udbud vil presse det globale oliemarked og sende prisen op.

»Dette (deeskaleringen, red.) hjælper helt sikkert til at reducere spændingerne i regionen, men det betyder ikke nødvendigvis, at Rusland ikke vil invadere Ukraine,« siger Fawad Razaqzada, markedsanalytiker hos ThinkMarkets i London.

»Derudover er det heller ikke nødvendigvis enden på de problemer, som teknologiaktier og andre sektorer af markedet, der er følsomme over for rentestigninger, har haft. Faktisk er inflation og en stramning af pengepolitikken stadig en større trussel mod aktierne,« tilføjer han.

Renten på en tiårig amerikansk statsobligation er tirsdag tilbage over to procent, og dermed tæt på sit højeste niveau siden sommeren 2019.

Siden nytår har aktiemarkedet været under massivt pres på grund af udsigterne til stigende renter i kølvandet på høj inflation. Amerikansk inflation steg i januar til 7,5 procent, hvilket har fået finansmarkedet til at indregne en række rentestigninger i USA i år. Allerede i marts forventes den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at sætte renten op med 50 basispunkter og så derefter hæve den ved stort set alle rentemøder i resten af 2022.

Rekordlave renter og gigantiske opkøbsprogrammer har de seneste år hjulpet til at skyde i gang i en aktiefest, hvor de store indeks i slutningen af 2021 næsten dagligt slog rekorder. Nu forsøger investorerne at omstille sig til en virkelighed uden den ekstra centralbankstøtte. Det er gået særlig hårdt ud over de højt prissatte aktier, herunder det danske.