Business-update: Priser på brugte biler stikker af: »Det er en ekstrem situation lige nu«

Berlingskes businessredaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Mens coronakrisen har bremset salget af nye biler, er det gået stik modsat for salget af brugte biler. Henning Bagger/Ritzau Scanpix/Arkivfoto

Godeftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update, som samler de vigtigste erhvervsnyheder fra denne fredag.

I dag er der kommet nye tal for antallet af konkurser og for efterspørgslen på brugte biler.

Vi lægger ud med en ny møgsag for Danmarks største bank.

Danske Bank sagsøgt af soldaterfamilier

Familier til dræbte og sårede amerikanske soldater i Afghanistan har sagsøgt Danske Bank og to andre storbanker. Det skriver Bloomberg.

Danske Bank, Deutsche Bank og Standard Chartered anklages for angiveligt »bevidst at have muliggjort overførslen af millioner« til terrorister i Afghanistan.

»Terroristerne benyttede sig af de sagsøgtes laundromats (hvidvaskmaskiner, red.) til at hvidvaske penge og veksle dem til amerikanske dollar,« skriver sagsøgerne i søgsmålet, der blev afleveret torsdag ved en føderal domstol i New York.

»De sagsøgte vidste, at de hjalp terroristerne, men gjorde det alligevel,« tilføjes det.

Sagsøgerne har ikke sat beløb på deres krav, men ifølge Bloomberg betyder omfanget af tabene, at der kan blive tale om flere milliarder dollar.

Ingen af de tre banker har ønsket at kommentere historien. Læs mere om sagen i Berlingske her.

Fortsat få konkurser – coronaregning skaber bekymring

Fredag er der blevet offentliggjort konkurstal fra Danmarks Statistik, som ved første øjekast er opmuntrende læsning. Tallene viser, at der var færre end 150 konkurser i juli, hvilket er det laveste antal konkurser siden marts 2020.

Tallene afspejler dog slet ikke den krise, Danmark har været igennem. Det mener Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), ifølge Ritzau.

»Kompensation og låneordninger har uden tvivl holdt mange konkurser for døren, men der ligger en stor regning og venter forude,« siger Allan Sørensen.

Ifølge Skatteministeriet har virksomhederne lånt 28,9 milliarder kroner i særlige statslige rentefri lån for udskudt skat og moms.

1. november skal momslån for 7,4 milliarder kroner betales tilbage. Tre måneder senere kommer endnu en momsregning, denne gang på 13,4 milliarder kroner.

Allan Sørensen spår, at mange virksomheder får svært ved at betale den udskudte skat og moms allerede om få måneder.

Priser på brugte biler stikker af

Vi ruller videre til markedet for brugte biler, som lige nu befinder sig i et højt gear, skriver Børsen.

Hos Bilbasen er udbuddet af brugte personbiler dykket med 28 procent siden april 2020, og flere forhandlere melder om stor efterspørgsel på brugte biler.

»Det er en ekstrem situation lige nu. Vi mener, at det kommer til at fortsætte 12 til 18 måneder endnu,« siger Benjamin Mahr, administrerende direktør i Ejner Hessel, der er storforhandler af nye og brugte personbiler fra Mercedes, Renault og Dacia, til Børsen.

Ifølge Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, er priserne på brugte biler i gennemsnit steget 12 procent det seneste år. Generelt er nyere biler i meget høj kurs, fortæller han til avisen, men der er dog store forskelle på prisen, afhængig af om det er en bil med forbrændingsmotor eller med elmotor.

Salget af spritnye biler er til gengæld faldet markant under coronakrisen. Her er bilproducenterne fortsat udfordret af lange leveringstider på nye biler, som skyldes et markant underudbud af mikrochip.

Fem skarpe bud fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Jobfesten fortsætter i USA – aktier falder

Amerikansk økonomi viser fornyet styrke med stærk jobskabelse i juli og et stort fald i ledigheden. Det betyder, at opsvinget er intakt trods deltavariantens hærgen. Dermed er der også lagt op til, at den amerikanske centralbank i efteråret begynder at rulle coronatiltag tilbage. Det kan udløse nye rystelser på de finansielle markeder.

Læs historien her.

2. Mærsk kaster milliarder efter to logistikselskaber

A.P. Møller – Mærsk har været på opkøb og indlemmer nu to logistikselskaber i koncernen, fremgår det af selskabets halvårsrapport, der viser stor fremgang i både omsætning og indtjening.

Læs historien her.

3. Fire steder er sommerhuse steget mere end en million kroner på fem år – omsættes dobbelt så hurtigt som i fjor

Sommerhusmarkedet er stadig brandvarmt trods mere kølige toner fra boligmarkedet generelt. Sommerhusene omsættes hurtigt, og nye beregninger viser markante prisstigninger i de seneste fem års optur.

Læs historien her.

4. Trods fremgang i passagertallene har SAS og Norwegian lang vej igen

Vaccinationer og lempelser i rejserestriktionerne skaber fremgang i passagertallene hos skandinaviske luftfartsselskaber. Tallene fra SAS og Norwegian går frem i juli, men ligger stadig langt fra niveauet før coronapandemien.

Læs historien her.

5. Her er kravet til din løn for at købe et hus – kommune for kommune

Hvilken indkomst skal en typisk familie have for at kunne købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i de forskellige kommuner i Danmark? Få svaret i ny analyse.

Læs historien her.