Business-Update: Præsidentvalget ryster markedet – særligt én type aktie stryger opad

Berlingskes businessredaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder inden for økonomi og virksomheder.

Siden præsidentvalget er flere amerikanske teknologiaktier steget markant. Facebook-aktien er siden tirsdag og frem til markedets åbning torsdag steget omkring 12 procent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til torsdagens Business-Update, hvor amerikanerne fortsat venter på en valgafgørelse, mens efterdønningerne fra gårsdagens beslutning om at aflive alle mink i Danmark stadig huserer herhjemme.

Vi runder både præsidentvalget og mink i denne omgang.

Præsidentvalget ryster markedet: Teknologiaktierne stryger opad

Vi starter på den anden side af Atlanten, hvor de amerikanske teknologiaktier stiger trods usikkerhed om præsidentvalgets afgørelse. Det skriver Financial Times.

Forud for valget havde meningsmålinger og eksperter spået, at valget ville ende med et såkaldt »blue sweep (blå bølge, red.)« til Demokraterne, hvor partiet ville sidde tungt på magten i både Kongressens to kamre og præsidentembedet.

Det har fået investorerne til at satse hårdt på »grønne aktier«, fordi Biden er fortaler for grøn omstilling, mens investorerne i højere grad har undveget teknologiaktier, fordi det lød, at Biden ville gøre indgreb overfor nogle af de store teknologigiganter.

Efterhånden som stemmerne er blevet optalt, er håbet om den blå bølge skrumpet. I både Repræsentanternes Hus og Senatet er der tæt løb mellem de to partier, og det betyder, at den fremtidige amerikanske politik må være kompromissøgende.

Det har fået det teknologitunge Nasdaq-indeks til at stige kraftigt. Indekset lukkede med en stigning på 3,85 procent onsdag.

Rigmandsbank har 212 millioner kroner i klemme hos minkavlere

Ringkjøbing Landbobank har lånt omkring 212 millioner kroner til minkavlere, skriver Børsen.

Onsdag kom det endelige dødsstød til minkbranchen, der i en årrække har været presset grundet overproduktion og faldende priser på skind.

Men minkbranchens endeligt bekymrer tilsyneladende ikke bankens direktør, John Fisker.

»Det kommer ikke til at betyde noget for bankens ve og vel. Det er jeg helt komfortabel med,« siger John Fisker til Børsen.

Topchefen henviser til, at minkavlerne kan indfri deres gæld i banken, fordi banken typisk har finansieret minkskindet, som minkavlerne står til at få penge for.

Minkavlerens andel i Ringkjøbing Landbobanks samlede udlån udgør 0,6 procent.

Anders Holch Povlsen scorer 750 millioner kroner i tysk handel

Ejeren af tøjgiganten Bestseller, Anders Holch Povlsen, har scoret en stor gevinst på at eje ti procent af aktierne tyske Flaschenpost.de. Det skriver Børsen.

Virksomheden, Flaschenpost.de, sælger drikkevarer online. Selskabet er netop købt af storkoncernen Dr. Oetker for et beløb, som ifølge tyske medier ligger på omkring en milliard euro eller 7,5 milliarder danske kroner.

Handlen står således til at sende 750 millioner kroner i retningen af Bestseller-ejerens holdingselskab kaldet Heartland.

Danske restaurantkæder under konkurs

De danske restaurantkæder Karma Sushi og Vaca er kommet under konkursbehandling. Det skriver Finans.

Driften i kædens 11 restauranter fortsætter som sædvanligt, indtil der er fundet en til at overtage konkursboets værdier.

Sushikæden, som er ejet af Morten Hansson, havde i 2018 et underskud på to millioner kroner, mens revisoren opdagede rod omkring moms og skat i 2019-regnskabet. Ifølge revisoren havde Karma Sushi simpelthen undladt at indbetale skat og at indberette moms rettidigt.

Karma Sushi har i dag restauranter i København, Aarhus, Aalborg, Frederikshavn og Viborg, mens der findes Vaca-restauranter, som laver mexicansk mad, i København, Aalborg, Aarhus og Hellerup.

Her er fem skarpe bud på nyheder fra journalisterne på Berlingske Business:

 

1. Minkvirus kan ramme »Made in Denmark« hårdt – i værste fald kan det koste milliarder

Coronavirussen har muteret i danske mink, og det kan få konsekvenser for kommende vacciner. Hvis rædselsscenariet holder stik, og Danmark bliver det nye Wuhan, vil det ikke kun få en negativ sundhedsmæssig betydning. Det kan i værste fald skade det danske brand de næste mange år, hvilket kan ende med at koste milliarder, mener en brandrådgiver.

Læs Sara Hodzics historie her

2. Danske aktier springer frem – Vestas i stort comeback, efter at præsidentvalget tipper

Med balancen tippet til Joe Biden som USAs næste præsident gør Vestas-aktien comeback efter onsdagens fald. Der er stort set grønt over hele linjen i det danske eliteindeks.

Læs Jonas Rimer Hansens historier her

3. VW vil være verdens største elbilproducent – og undgå at ende som Kodak

Den tyske bilgigant kæmper for at få opbakning fra fagforeninger og aktionærer til den store omstilling væk fra benzin- og dieselbiler. Forskere er uenige om miljøbelastningen ved produktion af elbilers batterier, men stadig flere danskere vil have en elbil.

Læs Thomas Breinstrups historie her

4. Pilen peger på en sejr til Joe Biden – men han får meget svært ved at regere

Resultatet af årets valg i USA er endnu en periode med en mudret parlamentarisk situation. Det ser ud til, at Joe Biden lige akkurat vinder, men uden et egentligt mandat fra vælgerne og med et republikansk flertal i Senatet, der står klar til at blokere for alt. Der kommer ingen store reformer på klima og sundhedsområdet, og Republikanerne vil med Biden som præsident pludselig blive meget bekymrede for statsgælden.

Læs Ulrik Bies analyse her

5. Telegigant: CO2-udslip skal i nul – også hos leverandører og kunder

Telias samlede CO2-udslip herhjemme er på 0,2 procent af hele Danmarks CO2-udslip, når leverandører og kunder regnes med. Det skal senest i 2030 være helt væk, og det kan i yderste konsekvens betyde udskiftning af leverandører.

Læs Thomas Breinstrups historie her