Danske aktier springer frem – Vestas i stort comeback, efter at præsidentvalget tipper

Med balancen tippet til Joe Biden som USAs næste præsident gør Vestas-aktien comeback efter onsdagens fald. Der er stort set grønt over hele linjen i det danske eliteindeks.

Den danske vindmøllegigant Vestas har over 30 procent af sin forretning i USA, hvor en sejr til Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, efter alt at dømme vil være lig med mere skub på vindmøller og grøn omstilling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Buettner/Ritzau Scanpix

Usikkerhed er normalt gift for økonomien og markederne. Men selv om der torsdag morgen fortsat er spænding om resultatet af det amerikanske præsidentvalg, springer de danske aktier frem.

Det danske eliteindeks C25 stiger omtrent to procent ved fondsbørsens åbning efter en stigning på næsten tre procent onsdag.

I modsætning til i onsdag morgen, hvor Donald Trump stod til at få fire år mere i Det Hvide Hus, er balancen nu tippet kraftigt over mod Demokraternes kandidat, Joe Biden, der lader til at være snublende tæt på at nå de afgørende 270 valgmænd, som vil sikre ham sejren.

Helt i front af det danske eliteindeks ligger gårsdagens taber, verdens største vindmølleproducent Vestas, samt Genmab. Vestas stiger ved handlens start knap 6,5 procent, mens Genmab-aktien er oppe med knap seks procent.

Den danske vindgigant er blandt de danske selskaber, der umiddelbart har mest på spil og vil kunne profitere mest af en progressiv grøn indsats med Joe Biden ved roret.

For mens Joe Biden har sagt, at han vil gennemføre en klimaplan af hidtil uset størrelse, skubbe på for masser af vindmøller, udfase fossile brændstoffer og lade USA genindtræde i internationale klimaaftaler, afskyr Donald Trump vindmøller og vil fortsætte med massiv støtte til USAs produktion af fossile brændstoffer.

Genmab udsendte efter fondsbørsens lukning onsdag regnskab for årets tredje kvartal. Det viste flotte takter, hvilket sender aktien i vejret.

Også ISS, Lundbeck, Ambu og Bavarian Nordic er oppe med mere end tre procent umiddelbart efter åbningen af dagens handel.

Og der er da også stort set stigninger over hele linjen med undtagelse høreapparatproducenten Demant og Jyske Bank, der begge falder svagt med ca. 0,3 procent.