God eftermiddag og velkommen til dagens Business-update, hvor vi runder dagens vigtigste erhvervshistorier.
Vi skal blandt andet runde Matas' storstilede fremtidsplaner og en ny streamingtjeneste, der er på vej til danskerne. Men vi begynder med det store spørgsmål: Hvad sker der med boligpriserne?
Prisfald på vej efter boligfest? Nykredit spår lavere priser på lejligheder fra 2023
Ny skattereform sænker priserne på lejligheder, men løfter huspriserne, og også sommerhusene bliver ramt. De står til at falde allerede næste år. Sådan lyder en prognose fra Nykredit, som Børsen skriver om.
Efter et årti med kraftigt stigende priser på lejligheder i København og de andre store byer kan festen ifølge Nykredit være forbi om et års tid.
I 2023 vil priserne på lejligheder i både København, Aarhus, Odense og Aalborg begynde at falde, ganske vist kun marginalt med under et procentpoint i starten, men faldet kan blive større de følgende år, vurderer Nykredit.
»Det er første gang, at vi har 2023 med i vores prognose, og der begynder at ske noget rigtig anderledes på boligmarkedet i 2023. Her forventer vi faktisk, at priserne på ejerlejligheder kommer til at falde på landsplan og i alle de fire største byer,« siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit.
Matas-topchef: Vi skal sælge for en milliard kroner mere til danske kvinder
Det børsnoterede detailselskab Matas skruer op for ambitionerne med en ny strategiplan for de kommende fem år. Selskabets topchef, Gregers Wedell-Wedellsborg, vil sælge for en milliard kroner mere til danske kvinder. Det skriver Finans.
På en kapitalmarkedsdag præsenterede topchefen en strategiplan, som skal gøre Matas meget større ved at sælge mange flere varer til danskerne. Det skal blandt andet ske ved at udrulle en ny, omfattende digital strategi.
Samtidig vil Matas også sætte fart på salg af de produkter, som Matas har rettighederne til, i udlandet.
Ny streamingtjeneste med 10.000 timers underholdning på vej til Danmark
En ny streamingtjeneste ved navn SkyShowtime bliver lanceret som en abonnementsbaseret tjeneste i Danmark næste år. Det skriver Finans.
Udover i Danmark lanceres tjenesten også i 20 andre europæiske lande og kan dermed potentielt nå ud til 90 millioner husstande.
»Vores nye streamingtjeneste, SkyShowtime, kombinerer det bedste fra USA og Europa i form af ikoniske brands og underholdning i verdensklasse til millioner af forbrugere i mere end 20 lande,« siger Dana Strong, der er Group Chief Executive i Sky, ifølge Finans.
Der vil komme både helt nyt – såkaldt premium – og originalt indhold fra leverandørerne.
Her er tre skarpe bud på historier fra Berlingske Business.
1) Slut med magnetstriben på dit kreditkort
Den første store betalingstjeneste har nu sat en udløbsdato på magnetstriben på kreditkort. Den vil snart blive sendt på velfortjent pension. Men der skulle en husmors snilde til at gøre den til en succes. Det skriver journalist Thomas Breinstrup.
2) Skatteekspert advarer: Pas på faldgrube ved omvendt forældrekøb
Hvis man kaster sig ud i et omvendt forældrekøb, hvor man eksempelvis køber sit barndomshjem og lejer det ud til sine forældre, er det vigtigt at have styr på skattereglerne. Ellers kan det blive en dyr fornøjelse, påpeger skatteekspert. Det skriver privatøkonomisk journalist Louise Kastberg.
3) Ølkongen i Skælskør har ikke længere en sporvogn i baghaven – dens forsvinden rummer en vigtig pointe i Harboe-farcen
Sådan lyder overskriften på en kommentar fra redaktør og souschef på Berlingske Business, Simon Bendtsen. Han tager udgangspunkt i, at der fredag er generalforsamling i det børsnoterede Harboes Bryggeri i Skælskør. Her vil bryggeriets manglende respekt for reglerne på børsen blive repeteret for omverdenen, forudser Simon Bendtsen.




