Business-update: Norsk skakgeni scorer op mod en milliard kroner på børsen
Berlingskes businessredaktion guider dig til torsdagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Berlingskes businessredaktion guider dig til torsdagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

God eftermiddag og velkommen til torsdagens businessupdate, som giver dig et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu.
Vi skal rundt om børsen i Oslo, en kraftig stigende ungdomsledighed i England her i coronakrisen, men vi begynder med nye danske investeringer i USA.
Novo Nordisk Fondens pengetank er en af landets største med en formue på omkring 400 mia. kr. Nu vil fonden skrue op for investeringer i modne selskaber i USA. Det skriver Børsen.
Fonden vil inden for en årrække have en lige så stor andel af investeringer i USA som i Europa.
»Vi venter, at der vil ske en acceleration af det, vi kigger på i USA, og det kommer til at gå relativt stærkt i forhold til at accelerere aktiviteten, fordi vi allerede er godt i gang,« siger Christoffer Søderberg, der er chef for Principal Investment (PI), som omfatter Novo Holdings portefølje af modne selskaber.
Han understreger, at det ikke er sådan, at der er afsat et bestemt milliardbeløb til investeringer i USA og et bestemt beløb til investeringer i Europa. Det er de bedste »deals«, der skal vinde.
Torsdag har været en god dag for den norske stormester i skak Magnus Carlsen. Skakappen »Magnus Play« er torsdag gået på børsen i Oslo, og det har været ganske givtigt. Det skriver Finans.
Det 29-årige skakgeni er medejer af teknologiselskabet Play Magnus Group, og to timer efter åbningen af Oslo Børs blev selskabets aktie handlet til en værdi omkring 22 norske kroner. Det svarer til en samlet værdi for hele selskabet på omkring 1,1 mia. norske kr. eller omkring 750 mio. kr.
Finans henviser til det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv.
Coronakrisen slår hårdt på det britiske arbejdsmarked. Ledigheden blandt unge briter er tredoblet her i krisen og er oppe på det højeste niveau siden 1980erne. Flere frygter, at en hel generation kan gå tabt. Det skriver The Guardian.
Den uafhængige britiske tænketank The Resolution Foundation fremhæver, at det er de unge samt de ældre tæt på pensionsalderen, der er de mest udsatte her i anden runde af coronakrisen på grund af nye nedlukninger i den britiske økonomi.
Tænketanken skriver, at ledigheden blandt de økonomisk aktive mellem 18 og 29 år kan komme op på 17 pct. ved udgangen af i år Det vil i givet fald være det højeste niveau siden 1984.
1. Trump lover gratis coronakur til alle amerikanere
Efter at have erkendt, at det ikke er muligt at få en vaccine på gaden inden præsidentvalget, lover Donald Trump nu i stedet det amerikanske folk en gratis kur mod coronavirus. Præsidenten har selv modtaget en helt bestemt medicinsk cocktail under sin coronasygdom og vil have den praksis ud på alle landets hospitaler hurtigst muligt. Læs historien her.
2. I disse københavnske bydele er lejlighederne steget mest i pris
Priserne på ejerlejligheder har pil op i hele København. I tre bydele skal man nu i gennemsnit betale over 50.000 kroner pr. kvadratmeter, og flere steder har ejerne tjent over 270.000 kroner på et år. Andre steder er priserne blevet fordoblet de seneste ti år. Læs historien her.
3. Millionerne strømmer ind i omdiskuteret Warnøe-fond
Nordic Eye har rejst 250 mio. kr. i en såkaldt anneksfond rettet mod to specifikke virksomheder, smykkevirksomheden Bellabeat og Blue Ocean Robotics. Derudover satser fonden med Peter Warnøe i toppen på at rejse en Fond 2 på 150 mio. euro i Luxembourg. Læs historien her.
4. Danske Bank skærer op mod 1.600 stillinger
Danske Bank vil nedlægge op mod 1.600 stillinger i løbet af de næste seks til 12 måneder. Besparelserne skal ske på tværs af forretningsenheder og markeder, oplyser storbanken i en pressemeddelelse. Storbanken forventer, at en del af de nedlagte stillinger kan nås gennem blandt andet frivillig fratrædelse og naturlig afgang. Læs historien her.
5. Skats manøvre over for ØK gik ikke
Skat forsøgte at ændre ØKs skattefri udbytte fra Venezuela til en anden slags indtægt, som ville give skatteindtægter. Men Skats manøvre blev underkendt i Landsskatteretten. Ifølge formanden for skatteudvalget i FSR, Klaus Okholm, går Skat i flere sager længere, end OECDs retningslinjer lægger op til, og det stiller virksomhederne i en vanskelig situation. Læs historien her.