Business-update: Lars Tvede i voldsom nedtur: Fortryder investeringer

Stor satsning på kunstig intelligens, cannabisfarvel, Lars Tvedes store nedtur og sidst uskønt, gammeldags fusk. Velkommen til dagens Business-update.

Rigmand og iværksætter Lars Tvedes fond Atlas Global Macro har mildest talt haft en udfordrende start. Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix (arkiv)

Godeftermiddag og velkommen til fredagens update fra Berlingske Business.

Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

I dag kan du blandt andet læse om den danske forsvarsgigant Terma, der satser stort på kunstig intelligens. Vi begynder dog med nyheden om den danske cannabisgigant, Aurora Nordic, som lukker og slukker.

Dansk cannabisgigant lukker

Cannabisindustrien i Danmark er ramt af et stort tilbageslag.

Så stort, at Danmarks største producent af medicinsk cannabis stopper produktionen, skriver Finans.

Virksomheden hedder Aurora Nordic og blev etableret af tomatgartneren Mads Pedersen fra Fyn tilbage i 2018. Til at starte med delte han ejerskabet med den canadiske cannabisproducent Aurora Inc. Men han lod sig købe ud af selskabet for et par år siden.

Aurora Nordic er det største af de mange cannabisselskaber, der i 2018 etablerede sig i Danmark for at producere medicinsk cannabis under en særlig dansk forsøgsordning. Ordningen tiltrak milliardinvesteringer fra selskaber, der håbede at kunne bruge Danmark som springbræt for eksport til resten af Europa.

Medarbejderne er orienteret om beslutningen, selvom den endnu ikke er meldt officielt ud fra det canadiske moderselskab.

Tvede i voldsom nedtur

Lars Tvedes fond Atlas Global Macro har mildest talt haft en udfordrende start.

De seneste to år er fonden faldet med hele 42 procent, skriver Euroinvestor på fondens toårs fødselsdag.

Alligevel tror den kendte iværksætter, investor og forfatter stadig på sit projekt.

»Jeg tror på Atlasprojektet, selvom starten har været uventet hård,« skriver Lars Tvede til mediet.

Da Tvedes hedgefond blev etableret, havde omtrent 1.100 investorer givet tilsagn om interesse i fonden, der var drevet af iværksætterens personlige investeringsstrategi.

En strategi, der har outperformet markedet med bemærkelsesværdige 4,5 procent de seneste 22 år, han tidligere har fortalt.

Men de seneste års tumult – både på markederne, i medierne og blandt investorerne – er »frustrerende« for Lars Tvede, som kalder starten for »uventet hård« og fortryder nogle af de investeringer, der har givet tab.

Dansk forsvarsgigant satser stort på kunstig intelligens

Alle snakker om kunstig intelligens – eller ai (artificial intelligence), som det hedder på engelsk.

Mulighederne, frygten og alt det, vi endnu ikke ved om den fremadstormende teknologi.

Nu investerer Danmarks forsvarsindustris største spiller, Terma, kraftigt i teknologien for at håndtere de enorme mængder data, som satellitter, droner og fly kan opsamle.

Det skriver Børsen.

»Vi har de senere år sat rigtig mange penge i digitalisering, ai og cybersikkerhed. Det er med i alt, hvad vi laver i dag,« siger administrerende direktør Jes Munk Hansen til mediet. han vil dog ikke afsløre, hvor mange penge der er investeret.

Kunstig intelligens skal i endnu højere grad end i dag bruges i de overvågningssystemer, som sælges til mange landes myndigheder, der i takt med øget geopolitisk uro er blevet mere nervøse.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, at du bør læse.

A: Energiprofessor i clinch med vindmølleindustri

Politikerne bør udbrede modellen med statsligt medejerskab af store havvindprojekter til også at omfatte de omdiskuterede åbendørprojekter. Det mener landets førende ekspert i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen. Og det får energibranchen helt op i det røde felt.

Læs historien her.

B: Uskønt og gammeldags fusk koster ansatte i energiselskab jobbet

Tillid er et nøgleord for den administrerende direktør for Ewii A/S, Lars Bonderup Bjørn. Den har en række medarbejdere brudt systematisk, og derfor er de nu fortid i selskabet.

Læs historien her.

C: Erhvervsorganisationer til minister: Stop egenudviklingen af nyt it-system

Tre af de store erhvervsorganisationer er bekymrede for, at staten risikerer at bruge 170 millioner kroner på at få et forældet, selvudviklet udbudssystem, der skulle lette mindre virksomheders adgang til at byde på offentlige opgaver. Statens egen vagthund har også hævet pegefingeren.

Læs historien her.

Tak, fordi du læste med!