Jyske Bank-topchef Anders Dam tager altid telefonen, praler han – men det er ikke hele sandheden

Anders Dam, siden 1995 direktør i Jyske Bank, er en af Danmarks længstsiddende topchefer. Han har alle årene stået for en åben og direkte stil over for medierne – undtagen når Berlingske og TV 2 ringer med dårligt nyt.

Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, har en simpel pressestrategi, som han næsten altid lever op til. Thomas Lekfeldt (arkiv)

I 2022 blev Jyske Bank-direktør Anders Dam kåret som Danmarks næstbedste topchef til medierelationer af analysevirksomheden Aalunds.

I den forbindelse udtalte han til branchesitet Kforum, at hans pressestrategi er nøgtern. Han forsøger ikke at »bygge billeder op« om Jyske Bank, da han mener, de hurtigt kan krakelere, og pressen er umulig at styre.