Godeftermiddag og velkommen til endnu en Business-Update, som giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du kan gå velinformeret og opdateret ud og nyde din fyraften.

Dagens og ugens største historie er fortsat forløbet omkring aflivningen af landets mink og de fortsatte forhandlinger om kompensation til minkavlerne. Berlingske følger sagen tæt.

Men først runder vi dog en anden historie om dine daglige indkøb og hvilken kæde, der står til at gå af med sejren i kampen om dit husholdningsbudget i fremtiden.

Finans skriver i eftermiddagens tophistorie, at selv om coronakrisen har løftet det digitale salg af fødevarer, så vurderes det alligevel i en ny analyse, at antallet af fysiske dagligvarebutikker om ti år vil være på mindst samme niveau som nu.

Det er Retail Institute Scandinavia, der står bag prognosen, som spår en lille fremgang i 2030, der især stammer fra discountkæderne.

De fem kæder med lavprissupermarkeder vil samlet få en markedsandel på 47 procent mod 43 procent nu, og målt på markedsandele ligger Salling Group med Netto, Føtex og Bilka i toppen med 34,5 procent.

Blandt de enkelte kæder udnævner prognosen dog Rema 1000 Danmark, der ejes af den norske Reitan-gruppe, som fremtidens vinder, i kraft af at Rema 1000 i 2030 målt på markedsandele vil overhale den nuværende, største discountkæde, som er Netto under Salling Group.

Politisk slagsmål om milliardregning

Ellers er nyhedsbilledet som nævnt kraftigt præget af mink.

På Berlingske skriver vi, at Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, er »rystet« over regeringen efter nattens forhandlinger om kompensation til landets minkavlere.

Det oplyser han til Berlingske, efter at forhandlingerne i Erhvervsministeriet sluttede sent natten til torsdag.

»Regeringen ville have, at vi skulle genoptage forhandlingerne klokken tre i nat. Det er ren obstruktion. Den måde kan jeg jo ikke sidde og forhandle på,« siger Hans Kristian Skibby.

Han giver et eksempel:

»Da vi fik det sidste oplæg fra regeringen – klokken var godt 1.15 – er mødet allerede genoptaget. Det vil sige, at vi ikke får mulighed for at læse oplægget, inden mødet genoptages,« forklarer Hans Kristian Skibby, som desuden henviser til det enorme beløb, der angiveligt forhandles om.

Børsen omtaler også, at rammen for erstatninger er oppe på 12 til 14 mia. kroner og dermed langt over de fem mia. kroner, som regeringen selv nævner i det lovforslag om aflivning af mink, der blev fremsat tirsdag.

Forhandlingerne om, hvordan minkavlere skal kompenseres for aflivningen af deres dyr og i realiteten også deres erhverv – i hvert fald for en periode – har trukket ud til de sene nattetimer de seneste dage. Det er især spørgsmålet om, hvordan man helt konkret skal regne ud, hvad minkavlerne bør få udbetalt, der skiller partierne, oplyser flere forhandlere.

»Der er jo ingen af partierne, der ikke vil give erstatning, men der er nogle måder at beregne på, som vi skal være enige om,« siger Mona Juul, erhvervsordfører for de Konservative, til Børsen.

Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Slut med ubegrænset fotoplads hos Google

Over en milliard brugere af internetgiganten Googles fototjeneste, Google Fotos, skal indstille sig på at skulle til lommerne, hvis de vil have plads til alle billeder og film.

Fra juni 2021 begynder Google at begrænse, hvor mange billeder i høj kvalitet brugerne kan gemme. Der har indtil nu ikke været nogen grænser.

Læs historien her

2. Indefrosne feriepenge vælter ud

Danskerne har flittigt benyttet sig af muligheden for at få udbetalt en del af deres indefrosne feriepenge. I alt er der på nuværende tidspunkt bestilt udbetaling af feriepenge for 48,4 milliarder kroner. Det oplyser ATP, som er ansvarlig for udbetalingen.

Læs historien her

3. Første bærbare med Apples egen »hjerne« er klar

Apple er klar med de første tre Mac-computere, heriblandt en MacBook Air, der bliver de første med en helt ny computerchip, som Apple selv har designet, og som vil knytte computere og iPhones tættere sammen teknologisk.

Læs historien her

4. Nye beregninger: Regeringen bruger milliarder i ny storstilet plan, men gevinsterne er små

Regeringen vil sætte ind med hjælp til den danske økonomi, fordi vi lige nu står i den værste situation, siden coronakrisen ramte. Derfor vil regeringen bruge to mia. kroner på en krise- og vækstplan, men nye beregninger viser, at effekterne af den storstilede plan er meget små.

Læs historien her

5. Norwegian kæmper til det sidste for at overleve: »Det er klart, at det bliver en utrolig svær opgave«

Coronakrisen har gjort Norwegian til en skygge af sig selv. De 10.000 ansatte, der var i selskabet i februar, er i dag afskediget eller sendt hjem. Nu arbejder der blot 600 i det flyselskab, som engang var tæt på at blive Nordens største flyselskab.

De sidste medarbejdere er måske også snart fortid i det lidende selskab. For mandag sagde den norske regering nej til at komme med flere penge til selskabet, og håbet om, at Norwegian overlever, har aldrig været så begrænset.

Læs historien her