Business-update: Der er sparket gang i sommerhussalget, og i særligt en landsdel bliver husene revet væk
Berlingskes businessredaktion viser vejen til de vigtigste historier om økonomi og virksomheder.

Berlingskes businessredaktion viser vejen til de vigtigste historier om økonomi og virksomheder.

God eftermiddag og velkommen til tirsdagens businessupdate, hvor vi guider dig til nogle af dagens vigtigste erhvervsnyheder og analyser.
Vi skal blandt andet forbi Anders Holch Povlsen, der har fået et økonomisk comeback, men vi begynder på Østsjælland, hvor sommerhusene bliver revet væk.
Liggetiden på sommerhuse i denne landsdel er i år faldet med syv måneder, hvilket betyder, at det i snit kun tager 3,7 måneder at sælge et sommerhus. Det er dermed Østsjælland, som har oplevet det største fald, viser boligmarkedstal fra Finans Danmark.
Ifølge ejendomsmægler Michael Jørgensen fra Home er der to årsager til de kraftigt faldende salgstider. Nemlig en øget efterspørgsel og at færre har sat deres fritidshuse til salg end tidligere år.
»Langt hovedparten af køberne kommer fra Storkøbenhavn og prioriterer et fritidshus tæt på bopælen – man vil gerne kunne nå det inden for en time,« siger han til Finans.
Ejendomsmægleren er desuden begyndt at sælge sommerhuse i en højere millionklasse end tidligere. Nu kan husene gå for tre-fire millioner kroner, fortæller han og konstaterer, at det er en anelse usædvanligt.
De seneste måneder har banet vejen for et økonomisk comeback for Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen. Det skriver Finans.
Da coronakrisen var på sit højeste i marts svandt hans formue gevaldigt ind, og den danske rigmand røg ud af Bloombergs anerkendte liste over verdens rigeste, som tæller 500 personer.
På to uger blev der barberet 11 milliarder kroner af hans formue, men nu ser det ud til at lysne igen, og Anders Holch Povlens formue er blevet 16,2 milliarder kroner mere værd siden slutningen af marts. Dermed har han igen sikret sig en plads på Bloombergs liste og ligger nu nummer 374 over verdens rigeste.
Holch Povlsens papirformue har i øjeblikket en værdi af mere end 37 milliarder kroner, og særligt investeringerne i de børsnoterede modeselskaber Asos og Zalando har øget formuens værdi på det seneste.
Fortsat mange lønmodtagere er hjemsendt med lønkompensation, som er en del af statens hjælpepakker. Det skriver Børsen.
Sidste uge var antallet af personer på lønkompensation 67.223, og det tal er nu steget til 74.697, viser nye tal fra Erhvervsstyrelsen. Det stigende tal kan fortsætte opad, vurderer Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation.
»Dels har virksomhederne fortsat mulighed for at ansøge til ordningen, og dels kan sagsbehandlingen medføre, at der går lidt tid fra ansøgning til godkendelse,« siger han til Børsen.
Han påpeger desuden, at Dansk Industri tidligere har meldt ud, at deres tal viser, at 100.000 ansatte fortsat er på lønkompensation. Den største gruppe, der fortsat er på lønkompensation er ansatte inden for industrien.
Aftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter er, at lønkompensationen udløber i slutningen af august.
1. Power stormede ind på det danske marked og slugte alle konkurrenterne. Nu nærmer kæden sig en vild milepæl
Den norske elektronikkæde Power har de seneste fem år mere end fordoblet omsætningen, mens flere konkurrenter har måttet kapitulere. Siden Power i 2015 gjorde sit indtog på det danske marked med store varehuse med både elektronik og hårde hvidevarer, har markedet ændret sig markant.
Læs Mette Dalgaards historie her.
2. Japansk bilgigant lægger Europa på is de næste tre år
Bilgiganten Mitsubishi har oven på et dårligt regnskab valgt at droppe alle nye lanceringer af biler i Europa de kommende tre år. Salget af eksisterende modeller fortsætter. I stedet vælger Mitsubishi at satse på det asiatiske marked.
Læs Sebastian Perssons historie her.
3. Vi ved, hvad du har lavet denne sommer – Google har sladret
Under coronakrisen begyndte Google at offentliggøre data over befolkningernes bevægelser i mange af verdens lande. Vi kunne se, hvordan folk var mere hjemme og mindre på arbejdspladser.
4. Stort charterselskab laver vidtrækkende coronatiltag
Europas største rejsekoncern, TUI, indfører vidtrækkende tiltag for at tiltrække rejsegæster i en sommer, der er hårdt ramt af coronakrisen. Blandt andet vil koncernen dække ekstraudgifter til lægehjælp, test, karantæne på hotellet og eventuel tidligere eller senere hjemtransport.
Læs Sebastian Perssons historie her.
5. Berlingskes sommerserie »Gang i Danmark«
Du kan bruge eftermiddagen på at dykke ned i artikler fra Business-redaktionen, der denne sommer sætter gang i Danmark gennem inspirerende journalistik.