God eftermiddag og velkommen til endnu en business-update, som giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du efter fyraften kan gå velinformeret og opdateret ud og nyde solen.
En tur i DR-iværksætterprogrammet »Løvens Hule« har flere gange sat turbo på unge virksomheder.
Nu har to tvillingebrødre fra Aarhus på få år skabt en webshop, der indbringer dem millioner. Brødrene medvirkede sidste år i »Løvens Hule«, hvor serieinvestoren Jesper Buch og Coolshop-stifteren Jacob Risgaard investerede 1,2 millioner i selskabet. Siden da er væksten accelereret, og nu har virksomheden med navnet Ditur.dk udgivet et regnskab for 2019, der viser, at overskuddet er mere end tredoblet.
Årets resultat lyder således på cirka tre mio. kroner, mens det året forinden endte på lige under en mio. kroner. På samme tid er bruttofortjenesten fordoblet fra 2,5 mio. kroner til 5,2 mio. kroner.
Nationalbanken advarer sommerhuskøbere
Festen på sommerhusmarkedet kan stoppe lige så brat, som den kom i gang. Det skriver Børsen.
En potentiel vaccine mod coronavirus kan sende priserne ned, mener Nationalbanken, som i en ny prognose tager temperaturen på boligmarkedet herhjemme.
»Hvis husholdningernes forbrug af ferierejser vender hurtigt tilbage – eksempelvis hvis der hurtigt udvikles en vaccine – vil der kunne forekomme en hurtig stigning i antallet af sommerhuse til salg med kraftige prisfald til følge,« skriver Nationalbanken.
Norwegian polstrer sig yderligere
Det trængte luftfartsselskab Norwegian konverterer nu endnu mere gæld til aktier. Det skriver Dagens Næringsliv i Norge.
I alt bliver 417 millioner kroner ud af 1,7 milliarder kroner gæld, der forfaldt 31. marts i år, konverteret til 98.035.584 nye aktier, oplyser selskabet.
Norwegian oplyser videre, at der er indgået en aftale med selskabets udlejere om at konvertere 16,6 millioner dollar i leasinggæld til 40.164.731 nye aktier.
Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:
»Skal du bruge sponsor til juleafslutning?«
Sponsor til juleafslutning, morgenmad og julefrokost med fri bar og overnatning på hotel. Offentligt ansatte Banedanmark-medarbejdere har gennem årene plejet tæt omgang med private virksomheder, som samlet har vundet opgaver for millioner hos statens jernbanestyrelse. Der kan være tale om korruption, vurderer eksperter. Banedanmark kalder det samlede billede for »helt uacceptabelt«, ligesom en direktør erkender, at forholdene kan »ligne smørelse«.
Sådan klarer boligmarkedet krisen
Mens de økonomiske vismænd i april spåede et prisfald på mellem 8,2 og 11,1 procent i 2020, er det første gang, at Nationalbanken melder sig på banen med en prognose. Her ser man en smule mere pessimistisk på prisudviklingen end hos Det Økonomiske Råd, som i den nye prognose har opjusteret til et prisfald på 1,8 procent i 2020. Helt præcis spår Nationalbanken et prisfald på 2,3 procent i 2020. Allerede fra næste år skifter Nationalbankens prispil dog retning fra ned til op.
Erstatning på en tiendedel af sagsomkostningerne
Statens foretrukne advokat, Kammeradvokaten, har ført og tabt en sag på vegne af Skatteministeriet, hvorefter Kammeradvokaten, hvis formelle navn er Advokatkontoret Poul Schmidt, udskrev en samlet regning til Skatteministeriet på 817.037 kroner.
Civica kunne glæde sig over sejren, men boligselskabet måtte nøjes med 80.000 kroner til at betale sin advokat. 80.000 kroner var det beløb, som Højesteret tilkendte Civica i sagsomkostninger.
Formanden for Folketingets retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V), mener, at sagen illustrerer et »vanvittigt misforhold«.
Næste år får økonomien comeback
Det vil at tage tid at få genoprettet den danske økonomi efter coronakrisen. Sådan lyder det fra Danmarks Nationalbank. I en ny prognose for den danske økonomi spår Nationalbanken, at vores samlede produktion i form af BNP vil falde med 4,1 procent i år. Næste år vil vi så få et pænt comeback, idet der kommer en delvis genopretning af den danske økonomi med en vækst på over fire procent, vurderer banken.
Ti gode måder at bruge feriepengene på
Danskerne står over for den behagelige opgave at brænde nogle penge af. Mens nogle måder at bruge pengene på gavner landets skrantende økonomi bedst, luner andre måske mest hos dig selv. Og så er der dem, der gør begge dele. Se ti bud på at bruge feriepengene.