Coronavirussen trækker dybere og dybere økonomiske tab efter sig, og situationen udvikler sig time og time. Her er mandagens vigtigste nyheder set med virksomhedernes øjne:
Historisk nedsmeltning på finansmarkedet
Aktierne er mandag hårdt ramt af følgerne af coronavirussen. Dybe fald oven på de forrige ugers fald har sendt aktiekurserne langt ned over hele verden.
Regeringen vil hjælpe
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger efter et møde med dansk erhvervsliv mandag eftermiddag, at hendes regering nu vil følge tre spor, som skal hjælpe dansk erhvervsliv.
For det første er der nogle brancher, der bliver hårdere ramt end andre. De oplagte eksempler er rejsebranchen, luftfart og turisme, der rammes af den voldsomme opbremsning forårsaget af coronavirussen. Næste spor er at adressere likviditet hos de virksomheder, der mærker dykket i omsætningen – og her kan man for eksempel justere på betaling af moms og skat. For det tredje kan kompensation for aflyste arrangementer være en mulighed.
Priskrig på olie
Mandag morgen hældte en priskrig mellem Saudi-Arabien og Rusland mere benzin på de brændende finansmarkeder. Olieprisen dykkede over 20 pct. mandag formiddag fra et i forvejen lavt niveau på grund af den faldende aktivitet under coronaudbruddet.
»Det kraftige fald i olieprisen kan ende med at skabe »en negativ spiral« for verdensøkonomien,« vurderer chefstrateg i PFA Tine Choi Danielsen.
Aktiekurserne fulgte med olien ned, og først på eftermiddagen suspenderede børsen i New York midlertidigt og automatisk aktiehandlen efter et brat fald på over syv pct.
SAS forlænger aflysninger
Blandt de konkrete nyheder fra virksomhederne forlænger SAS sin aflysning af fly til Italien med en måned. Der er tale om afgange til Milano, Bologna, Torino og Venedig, som nu er aflyst frem til 3. april. Det hidtidige stop gjaldt til 4. marts. Alle passagerer vil blive orienteret, lover SAS.
SAS har i forvejen flyvestop til Kina og Hongkong frem til 30. april og har derudover begrænset antallet af afgange på strækninger i Europa og Skandinavien i marts og april.
USAs præsident Donald Trump glæder sig i øvrigt over egne rejserestriktioner:
Her er Berlingskes bud på analyser og guides, der giver dig et overblik i nyhedsstrømmen affødt af coronavirussen:
Coronavirussen kan ændre vores arbejdsliv – også om mange år, skriver Ulrik Bie, økonomisk redaktør
Guide: Sådan er du stillet, hvis du bliver sendt hjem i viruskarantæne.
Fem punkter, hvor coronavirussen kan ramme din privatøkonomi, skriver journalist Povl Dengsøe.
En hotline og et dialogforum er helt til grin, statsminister – sådan viser du økonomisk lederskab, skriver Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen.