En hotline og et dialogforum er helt til grin, statsminister – sådan viser du økonomisk lederskab

Regeringen mangler at vise økonomisk lederskab i kampen mod coronakrisen. Alle kan indse, at statsministeren skal reagere fornuftigt og afmålt. Men netop derfor skal der være en plan, der er tydelig for danskerne og erhvervslivet. Der er ingen undskyldning for ikke at tydeliggøre de fire forsvarslinjer i den økonomiske kamp mod coronasmitten.

Statsminister Mette Frederiksen, rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding orienterer om situationen vedrørende covid-19 og nye tiltag for at inddæmme smitte i Danmark på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet fredag. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde det rigtige, da hun fredag afholdt pressemøde om coronavirussen i statsministeriets spejlsal. Coronasmitten er en krise af en størrelse, som kræver politisk og økonomisk lederskab, uanset hvor belejligt det kan være for en regering at få flyttet fokus fra dårlige sager til andre dagsordener.

Statsministeren sender et afbalanceret og nuanceret signal om, hvordan hun ønsker at håndtere coronasmitten, ved at erstatte ministre med fire topembedsmænd på sit første pressemøde om coronavirus.