Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste, hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Tilbudskamp til jul: Du kan gøre en god handel de kommende uger
Boligejere spekulerer i faldende renter i 2024
Nervekrig mellem Rusland og Carlsberg efter anholdelser: »De har taget gidsler for at få deres vilje«
Tidligere Cepos-chef er blevet iværksætter
Men vi begynder med endnu en facet af den efterhånden lange saga om de nye ejendomsvurderinger.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Uholdbart med ekstra skatteregning til tusindvis af boligejere, siger eksperter
Tusindvis af boligejere risikerer at få en ekstraregning, fordi deres bolig ikke er blevet vurderet korrekt af myndighederne.
Det møder kritik fra eksperter, der blandt andet kalder situationen for et retssikkerhedsmæssigt problem.
Det skriver Finans.
Boligejere kan risikere at blive ramt af en ekstraregning, fordi de nye, foreløbige ejendomsvurderinger er fyldt med fejl. Nogle boligejere kommer til at betale for lidt i skat, fordi deres vurdering er for lav. Den skat, som de ikke får betalt på grund af den for lave vurdering, skal de efterbetale i 2025, når de endelige vurderinger lander.
Ud over den ekstraregning, de risikerer at skulle betale senere, vil de også blive opkrævet renter af den skat, de ikke har betalt.
»Her danner foreløbige vurderinger, som er et udkast, grundlag for rentetilskrivninger. Men rentebetalinger skal stå på skuldrene af en egentlig og formel afgørelse. Så det er et problem i forhold til juraen. Meget tyder på, at det ikke er holdbart rent juridisk,« siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret på Københavns Universitet.
Det skriver andre medier om
1. Tilbudskamp til jul: Du kan gøre en god handel de kommende uger
Julehandlen vil blive præget af udsalg og tilbudskamp, fordi virksomheder har fyldte varelagre og dermed bliver nødt til at sænke priserne. Sådan lyder meldingen fra flere virksomheder og en cheføkonom. Det skriver Børsen. Peder Stedal, som er administrerende direktør i Elgiganten, fortæller til avisen, at der er ingen tvivl om, at forbrugerne får mulighed for at gøre en god handel, når flere virksomheder har for mange varer.
2. Boligejere spekulerer i faldende renter i 2024
Flere og flere boligejere spekulerer i, at renten vil falde i løbet af det næste år. Syv ud af de ti med flekslån, som skal have ny rente fra 1. januar, har nemlig valgt det korte F1-lån, som udgør 50 milliarder af de 75 milliarder kroner, der får ny rente ved den auktion, som begynder på mandag. Det skriver Finans. F1-renten ventes at blive højere end renten på F3- og F5-lån – ifølge Realkredit Danmark på 4-4,3 procent mod 3,5 og 3,8 procent til F3- og F5-lån. Ifølge realkreditinstitutterne vælger boliglånerne alligevel F1, fordi de tror, at renterne vil falde i 2024, hvorved det vil være en god forretning kun at være bundet et år.
3. Tidligere Cepos-chef er blevet iværksætter
I september sagde økonom Martin Ågerup farvel til stillingen som direktør i den liberale tænketank Cepos. Nu har økonomen fundet sig en ny beskæftigelse. Han bliver således medstifter og administrerende direktør i opstartsvirksomheden Popoulos Analytics. Det skriver han på LinkedIn. Virksomheden tilbyder analytiske værktøjer, som er baseret på kunstig intelligens, der kan bearbejde kompleks information. Det fremgår af selskabets hjemmeside ifølge Børsen.
Det skriver vi om
1. Nervekrig mellem Rusland og Carlsberg efter anholdelser: »De har taget gidsler for at få deres vilje«
Det ligner nærmest mafiametoder, som to tidligere højtstående Carlsberg-ansatte har været udsat for i Rusland. De er blevet anholdt, og det kan være en del af et spil, der skal få Carlsberg til endeligt at afhænde den russiske forretning. Læs historien her. Læs også: Her er Carlsbergs russiske mareridt – fra start til slut
2. Lokal opbakning reddede boghandlen i Fredensborg
Butiksdøden hersker i København og Nordsjælland, og det betyder mange tomme lokaler. I den 110 år gamle boghandel overvandt man døden på en helt særlig måde. Læs historien her.
Det bør du også læse
Regering klar med plan for digitalt ryk – erhvervslivet efterlyser mere tryk
Regeringen fremlægger ny plan med 25 indsatsområder for, hvordan Danmark de næste fire år skal udvikle sig digitalt. Erhvervslivet bifalder, men efterlyser mere tryk på det digitale ryk. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
Dow Jones: -0,13 procent
S&P 500: +0,12 procent
Nasdaq: +0,07 procent
Asien – indeks fredag kl. 7.00:
Japan Nikkei: +0,31 procent
Hongkong Hang Seng: -2,29 procent
Kina CSI: -0,34 procent
Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!