Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • To danske varemærker er blandt verdens mest værdifulde

  • Pengene fosser ud af danske investeringsfonde

  • Verden er ikke den samme efter Novos fedmemedicin – nu tager de det næste store skridt ind i fremtiden

  • Boeing får kontrolhjælp fra Ryanair

Men vi begynder med en meget omtalt personalesag.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Tidligere topdirektør til modangreb i sexslavesag

Den tidligere topdirektør i den danske it-succes Tradeshift tager nu til genmæle efter beskyldninger om sexovergreb.

Christian Lanng, som er en af medstifterne af Tradeshift, der i dag har hovedsæde i San Francisco, bekræfter i skriftlige svar over for Finans, at han allerede i maj 2022 indgik forlig med den tidligere kvindelige medarbejder bag det søgsmål, som har ramt ham om at holde hende som sexslave. Hun havde været ansat som hans personlige assistent.

»Forliget var designet til at beskytte vores privatliv. Jane Doe afpressede mig ved at true med at gå offentligt ud med detaljer om vores tidligere forhold på et tidspunkt, hvor Tradeshift voksede hurtigt,« skriver han.

De to havde indgået en aftale med overskriften »Slavekontrakt«, fremgår det af stævningen mod Christian Lanng for voldtægt, overgreb og seksuelt misbrug. Men Christian Lanng kalder den »en rollespilsrekvisit«, som kun er »brugt privat et par gange«.

Christian Lanng forlod Tradeshift i september 2023. Han kalder søgsmålet og omtalen af det for »en hån mod alindelig sund fornuft« og henviser til, at pressemeddelelsen fra Tradeshift om fyringen af ham og om de seksuelle anklager siden er slettet fra firmaets netsted.

Tradeshift bekræfter dog over for Finans, »at Christian Lanng blev afskediget for flere tilfælde af grove forseelser, der ikke kun handler om de beskyldninger, som Jane Doe har rejst«.

Det skriver andre medier om

1. To danske varemærker er blandt verdens mest værdifulde

Lego og - for første gang - Novo Nordisk hører til blandt verdens 500 mest værdifulde varemærker. Det viser det britiske konsulenthus Brand Finances årlige analyse af verdens 5.000 største selskaber. Lego er nummer 281 (mod nummer 301 for et år siden) med en værdi på næsten 8.000 millioner dollar, mens Novo Nordisk er rykket fra plads nummer 775 til 470 med en værdi på lige over 5.000 millioner dollars, skriver Finans.

2. Pengene fosser ud af danske investeringsfonde

For andet år i træk fosser pengene ud af danske investeringsfonde, hvis formue er blevet 60 milliarder kroner mindre, viser tal fra Finans Danmark ifølge Børsen. Investeringsforeningernes formue faldt i 2023 med fire procent og ligger nu på 1.782,5 milliarder kroner. Det er det laveste niveau i flere år. Blandt årsagerne er højere renter og markedsuro.

3. Boeing får kontrolhjælp fra Ryanair

Flygiganten Boeing har bedt luftfartsselskabet Ryanair om at sende flere ingeniører, der kan bistå med at overvåge kvalitetskontrollen af de fly, som har fået flyveforbud, efter at et dørpanel rev sig løs og forsvandt kort efter afgang 5. januar over Portland i USA. Det skriver BBC. Ryanair bruger ikke de ramte 737 Max 9-fly men har Max 8 og Max 10. Ryanair er en af Boeings største kunder til Max-flyene.

Det skriver vi om

1. Verden er ikke den samme efter Novos fedmemedicin – nu tager de det næste store skridt ind i fremtiden

Med to kursrekorder siden nytår ser Novo Nordisks eventyr ud til at fortsætte ind i 2024. Den danske medicinalkoncern er – sammen med konkurrenten Eli Lilly – godt i gang med at forandre den måde, vi tænker på behandling af kroniske sygdomme og sundhed. For verden er ikke den samme efter Wegovy – og står det til Novo Nordisk, bliver det vildere endnu. Læs historien her.

2. Freddy Hejgaard har en million på spil i langstrakt sag: »Det er så udmattende, at man ikke drømmer om det«

Næsten 50.000 sager om coronakompensation mangler fortsat at blive afgjort, og et massivt milliardbeløb er på spil. Freddy Hejgaard havde helt undladt at søge hjælpepakker, hvis han havde vidst, hvordan det ville ende for ham. Læs historien her.

Det bør du også læse

Dyre sommerhuse får smæk af nye boligskatter

Samlet set falder boligskatterne på sommerhuse i år. Men der er store forskelle, og i nogle kommuner er skatten steget på både dyre og billige huse. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: -0,62 procent

  • S&P 500: -0,37 procent

  • Nasdaq: -0,19 procent

Asien – indeks onsdag kl. 7.20:

  • Japan Nikkei: -0,40 procent

  • Hongkong Hang Seng: -3,44 procent

  • Kina CSI Shanghai: -0,99 procent

Tak, fordi du læste med!

Venlig hilsen
Thomas Breinstrup, Business-journalist