Godmorgen!
Her er tirsdagens Business-overblik med overflyvningen over de største nyheder. Vi skal blandt andet forbi statsminister Mette Frederiksens (S) planer om at producere vacciner i Danmark, hvor et af de store spørgsmål er, om det overhovedet er rentabelt.
Og så skal vi se på regeringens kommende kulegravning af Danmarks store finansielle supermarkeder, efter at et kontroversielt notat så dagens lys i Danske Bank.
Lundbeck-direktør øjner kæmpe gennembrud for hjernesygdomme
Efter en svær periode med en næsten tom pipeline, flere lægemiddelflop og en skamskudt aktiekurs kan Lundbeck-toppen nu se lys for enden af tunnelen på kerneområdet, hjernesygdomme (CNS), der befinder sig midt i noget, som kan skabe en helt ny æra for det danske medicinalselskab.
»Vi er i en unik periode inden for CNS. Der bliver investeret, som der aldrig er blevet før, og alene det forgangne år blev der investeret 11,5 milliarder dollar i nye CNS-selskaber og partnerskaber. Det er nærmest det dobbelte af året før,« siger Keld Flintholm Jørgensen, koncerndirektør med ansvar for strategi og forretningsudvikling til Finans.
Den innovation vil ifølge Lundbeck-direktøren på et eller andet tidspunkt komme medicinalselskabet til gode. Ikke mindst fordi de mange investerede milliarder ryger ind i alt fra nye biotekselskaber til nye teknologier.
Grønne danske virksomheder fik klø på eksportmarkederne i 2020
En ny opgørelse viser, at eksporten af klimaløsninger faldt markant mere end den øvrige danske vareeksport, da coronavirussen ramte verden i 2020, skriver Finans.
Grønne danske virksomheder fik en uventet mavepuster med virussen og Brexit. Eksporten af energiteknologi og energiservice faldt med 16 milliarder kroner, hvilket er forholdsmæssigt langt mere end den øvrige danske vareeksport.
Klimaløsninger er ellers i årevis blevet udråbt som guldgrube for Danmark, fordi danske virksomheder er verdensførende på vindenergi og andre teknologier til den grønne omstilling.
Efter gældsskandale: Regeringen vil kulegrave finanskoncerner, og SF vil splitte dem ad
Et kontroversielt samarbejde mellem Danske Bank og bankens mæglerkæde, Home, har rusket op i debatten om, hvorvidt det overhovedet er i kundernes interesse med de store finanssupermarkeder med alskens varer på hylderne.
Regeringen vil nu have udarbejdet en analyse af forholdene i de store finanskoncerner, som har samlet bank, realkredit og ejendomsmægler under samme tag, samtidig med at der ofte er tætte bånd til udvalgte forsikringsselskaber.
Kulegravningen er lanceret af erhvervsminister Simon Kollerup (S) og skal finde sted i løbet af 2021. Den skal blandt andet afdække, hvad de finansielle supermarkeder betyder for konkurrence og forbrugernes rettigheder. SF varsler på forhånd, at partiet er parat til at splitte koncernerne ad, skriver Berlingske.
Mette Frederiksen vil have produktion af coronavacciner i Danmark fra 2022
Danmark skal kunne producere vacciner på dansk jord fra 2022, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
Men ifølge Jakob Kjellberg, som er professor i sundhedsøkonomi på VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, vil der være vacciner nok til alle inden længe. Det siger han til Børsen.
»Lige om lidt, før vi når at opsætte en produktion med boostervacciner her i landet, er der rigelig kapacitet ude på markedet. Før vi når at komme i gang, kan alt det her købes på markedet til relativt små penge,« siger han.
Ifølge ham er det kun økonomisk rentabelt at have en vaccineproduktion i Danmark, hvis det er muligt at producere store mængder af vaccine til et stort marked.
Mette Frederiksen (S) har for første gang varslet en konkret proces, der skal sikre dansk vaccineproduktion.
»På baggrund af den dialog, vi har haft med life science-sektoren over den seneste tid, er det vores vurdering, at der er basis for at etablere produktion i Danmark på kommercielle vilkår,« siger Mette Frederiksen og fortsætter: »Det er dog ikke vores tanke, at den danske stat skal opføre en vaccineproduktion.«
I stedet vil regeringen nu igangsætte en såkaldt markedshøring, der om et par uger skal munde ud i et decideret udbud. Det skal få private aktører til at byde ind på produktionen af vacciner på dansk grund.
Tre forhold, investorerne skal holde øje med:
Seniorstrateg i Nordea, Andreas Østerheden, kommer her med sine bud på, hvad investorerne bør være opmærksomme på i dag:
Investorerne skal en tur rundt i hele verden i dag. Vi begynder i Japan, hvor den japanske centralbank, Bank of Japan, i de tidlige morgentimer har holdt sit rentemøde. Det var ikke forventet, at centralbanken ville ændre sin pengepolitiske linje, selvom den signalerede villighed til at gøre yderligere, hvis der bliver behov for det. Det sker, netop som Japans økonomi balancerer mellem at blive løftet af stigende økonomisk aktivitet globalt og trukket ned af stigende smittetryk, hvor man netop har indført nye restriktioner for at begrænse smitten. Forvent, at centralbankerne i den udviklede del af verden står klar med alle nødvendige skyts til at bekæmpe pandemien. Det gælder også den amerikanske centralbank ved dens møde i morgen.
Dagens store tilløbsstykke bliver regnskaberne, som blandt andet tæller flere giganter indenfor it-sektoren. Bilproducenten Tesla aflagde i går sit regnskab, som generelt slog forventningerne. I dag er det så Microsoft og Alphabet som skal stå skoleret for investorerne. Det er selskaber, der har haft gavn af pandemien og det skift, vi har oplevet i forbrugsmønstre. Visa, UPS samt General Electric og UBS aflægger også regnskab, og så starter de danske regnskabsaflæggelser for alvor med Novozymes og DSV Panalpina.
På vores egne breddegrader i Europa får vi forbrugertillidstal for april i Italien, som bliver interessant at følge, ligesom vi fra USA får tal for forbrugertilliden og tal for fremstillingssektoren fra Richmond Fed.
Det sker på markederne
USA lukkekurser mandag
Dow Jones: -0,18 procent
S&P 500: +0,18 procent
Nasdaq: +0,87 procent
Indeks tirsdag kl. 06.30
Japan Nikkei: -0,15 procent
Hongkong Hang Seng: -0,15 procent
Kina CSI: -0,54 procent