God morgen og velkommen til ugens første hurtige Business-overblik oven på en solrig pinse.
I dag runder vi blandt andet:
Seniorpension slår Arne af banen
Grøn ejerafgift på elbiler rammer skævt
Tysk nedtur vil trække op over dansk grænse
P-vagter er blevet jaget vildt.
Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed, om en begyndende frygt for en ny it-boble.
Det vigtigste, du skal vide i dag
Skræmmende tegn på ny it-aktieboble
En ny it-aktieboble frygtes på vej, efter at aktierne i en stribe af de førende producenter af computer- og mobilchips er skudt i vejret, båret af den enorme interesse for kunstig intelligens.
»Festen er vild, men ikke overraskende. Vi så det samme i forbindelse med it-boblen i starten af 2000erne og techboblen, som bristede i 2021. Nu står vi med en tredje teknologiboble,« fastslår Frank Hvid Petersen, selvstændig investeringsrådgiver og økonomisk kommentator og tidligere mangeårig investeringschef i Nordea, over for Finans.
Aktiekurserne i chipproducenter som Nvidia, TSMC, ASML, AMD og Broadcom er strøget til vejrs. Nvidias markedsværdi steg således på en enkelt dag i sidste uge med 1.276 milliarder kroner.
Chefstrateg Josephine Cetti fra Nordea mener, at vækstpotentialet inden for kunstig intelligens er kolossalt, hvorfor euforien sagtens kan fortsætte længe endnu. Hun opfordrer dog investorerne til at være påpasselige med at købe aktier i selskaber med »vanvittige værdiansættelser«.
Det skriver andre medier om
1. Seniorpension slår Arne af banen
Den særlige seniorpension bliver mere og mere populær for danskere, der ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen. I 2027 vil der være flere på seniorpension end på Arne-pension og efterløn tilsammen, skriver Børsen.
2. Grøn ejerafgift på elbiler rammer skævt
Stop de planlagte afgifter på elbiler og sæt i stedet den årlige grønne ejerafgift i vejret, lyder opfordringen fra bilimportørerne. Elbilejere betaler i dag alle 740 kroner årligt, men der tages ikke hensyn til, at en stor og en lille elbil langt fra er lige energiøkonomiske, skriver Finans.
3. Tysk nedtur vil trække op over dansk grænse
Det er dårligt nyt for dansk økonomi, at Tyskland er inde i en økonomisk nedtur. Recession syd for grænsen varsler en kommende nedtur for dansk eksport, skriver Børsen.
Det skriver vi om
1. P-vagter er blevet jaget vildt
Når P-vagter lægger en hilsen under vinduesviskeren, kan det være starten på en voldsom konfrontation. Stadig flere bilister bliver så ophidsede, at det ender i råb, skældsord og i sjældnere tilfælde fysiske konfrontationer. Læs artiklen her.
2. Økonomi er bomstærk – men et vigtigt element mangler
Den danske økonomi buldrer frem, og der er flere milliarder end forventet til at give danskerne bedre velfærd de kommende år. Sådan lyder dommen fra finansminister Nicolai Wammen (S). Men der er et problem. Der mangler simpelthen arbejdskraft, og det kan blive en udfordring helt frem til 2040, lyder det i en analyse fra Dansk Industri (DI). Læs historien her.
Det bør du også læse
Flylederne har før haft held med storkonflikt – nu har de måske ramt muren
Tre gange er det lykkedes flylederne at få højere løn efter konflikter med deres arbejdsgiver, Naviair – den statslige flyvetjeneste. Nu ønsker de en lønstigning på 40 procent og kortere arbejdsuge. Tiltag, der måske ville kunne gennemføres førhen. Men nu er der tegn på, at kravet om igen at få bedre arbejdsforhold har ramt en mur. Tiden er en anden, og den nuværende strid i lufthavnen ser ud til at blive endnu sværere at løse. Læs mere om konflikten her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: +1,00 procent
S&P 500: +1,30 procent
Nasdaq: +2,19 procent
Asien – indeks tirsdag kl. 06.45:
Japan Nikkei: -0,08 procent
Hongkong Hang Seng: +0,18 procent
Kina CSI: -0,98 procent
Tak, fordi du læste med!