Godmorgen og velkommen til ugens første, hurtige Business-overblik på en mandag, hvor alle partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten klokken 10.30 fremlægger næste års finanslov.
I dag runder vi blandt andet:
Dansk fodboldikons vinfirma præsenterer nyt overskud
Aktiesalg skal teste, hvordan investorer reagerer på kaos i OpenAI
Malenes 82-årige morfar er gået til kamp mod gældsrod i Skat. »Jeg tænkte, at det skal være løgn«
Eksperter: Kryptoejere bør få nye skatteberegninger
Men vi begynder et sted, hvor man svømmer i penge.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Milliarder i overskud: Nykredits ejer kan give mere i rabat til kunderne
Nykredit og Forenet Kredit bør give flere penge tilbage til kunderne, så de får et billigere boliglån. Sådan lyder budskabet fra Forbrugerrådet Tænk. Det skriver Finans.
Forbrugerrådet Tænk kommer med sin opfordring, fordi indtjeningen i finanssektoren har tilført Nykredits kontrollerende ejer, Forenet Kredit, så mange penge, at den har flere milliarder i overskudskapital. Og det er altså penge, som potentielt kunne blive sendt tilbage til kunderne, lyder det nu fra Forbrugerrådet Tænk.
Ifølge Finans vil pengekassen blive øget med mere end fem milliarder, når Nykredit skal betale udbytte af resultatet fra 2023 til foråret.
»Nu må tiden være inde til at prioritere og favorisere boligejerne,« mener Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
Hvis man spørger en bankekspert, er der også noget at komme efter. Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, siger til mediet, at Nykredit og Forenet Kredit har penge til at gøre det billigere for kunderne at have et realkreditlån i Totalkredit, som er ejet af Nykredit:
»Nykredit kan jo bare beslutte at øge mængden af kundekroner (som er en rabat på gebyret på realkreditlån, red.), og Forenet Kredit har råd til at finansiere det.«
Det skriver andre medier om
1. Dansk fodboldikons vinfirma præsenterer nyt overskud
Det går godt for Michael Laudrup. Han har nemlig præsenteret et overskud i sit vinfirma ved navn Laudrup Vinimport for tredje år i træk. Det fremgår af regnskabet, at firmaet har overskud på næsten 1,8 millioner kroner før skat. Det skriver Finans. Dog er overskuddet faldet med lidt mere end 200.000 kroner, hvis man sammenligner med sidste års regnskab. Ifølge ledelsen skyldes det »væsentlige omkostninger til omlægning af firmaets selskabsstruktur«.
2. Aktiesalg skal teste, hvordan investorer reagerer på kaos i OpenAI
Et kommende salg af medarbejderaktier skal teste, hvor meget den seneste uges kaos har kostet på værdien af virksomheden OpenAI, der står bag ChatGPT. Det skriver Financial Times. Forleden blev topchef og grundlægger Sam Altman nemlig fyret for så at blive genansat få dage efter. Salget af medarbejderaktier, som var planlagt før afskedigelsen af Sam Altman i sidste uge, og som forventes at værdiansætte virksomheden til 86 milliarder dollar, vil angiveligt fortsætte som planlagt. Sådan lyder det fra to investorer med direkte kendskab til processen ifølge Financial Times.
3. Eksperter: Kryptoejere bør få nye skatteberegninger
Folk, der har spekuleret i kryptovalutaer og har fået upræcise skatteregninger på større bekøb, end de nogensinde har tjent, bør få sagerne genoptaget og skatteopgørelserne regnet om. Det siger flere skatteeksperter til Børsen, efter at Skattestyrelsen har gjort sine opgørelsesmetoder mere retvisende men uden at have korrigeret tidligere fejl. »De investorer, som har fået deres opgørelser regnet med den gamle metode, bør få genoptaget deres sag og få deres opgørelser regnet om efter den nye regnemetode,« siger Henning Boye Hansen, skatteekspert og chefkonsulent ved BDO. Berlingske har i weekenden beskrevet, hvordan man kommer godt i gang med kryptojunglen, og hvad man bør vide.
Det skriver vi om
1. Malenes 82-årige morfar er gået til kamp mod gældsrod i Skat. »Jeg tænkte, at det skal være løgn«
Malene Olsens morfar er gået i brechen for sit barnebarn. Hun har gæld, hun ikke må betale, og de gamle renter på gælden vil skatteministeren og et flertal ikke sløjfe. Det er for bøvlet – og for dyrt for statskassen, siger skatteministeren. Læs historien her.
2. SAS koster danskerne milliarder – men nu sender staten en stor regning retur
Den danske stat kommer til at tabe milliarder, når SAS forlader den store konkursproces i USA. Men Danmark får nu en sjat penge tilbage for at hjælpe det skandinaviske flyselskab gennem den svære krise. Læs historien her.
Det bør du også læse
Aldrig har de offentligt ansatte været mere syge
Sygefraværet slår hårdt i det offentlige. Dårligere arbejdsmiljø og ringere arbejdsglæde er nogle af årsagerne, mener Dansk Industri. Region Hovedstaden påpeger, at der er sket en ændring i kulturen blandt de offentligt ansatte. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: +0,33 procent
S&P 500: +0,06 procent
Nasdaq: -0,11 procent
Asien – indeks mandag kl. 7.00:
Japan Nikkei: -0,54 procent
Hongkong Hang Seng: -0,62 procent
Kina CSI Shanghai: -0,36 procent
Tak, fordi du læste med!