Godmorgen og velkommen til fredagens Business-overblik.
Vi begynder dagen med historierne om aftagende lånelyst hos boligejere, nye ejendomsskatter til virksomheder i 39 af landets kommuner, og Dansk Industri der ønsker at styrke kreative erhverv.
Er du mere i humør til at lytte, så kan du høre Berlingskes nyhedsoverblik Morgenposten her:
Vi begynder med en positiv nyhed for stifterne af et dansk techselskab.
2020-regnskab afslører kæmpe formue hos Unity-stifterne
Software-selskabet Unity Technologies har været en stor succes for de to stiftere, David Helgason og Joachim Ante. Det skriver Finans.
Et regnskab fra et nyt holdingselskab viser, at makkerparret har en samlet formue på 27 milliarder kroner, hvilket placerer dem blandt de rigeste i Danmark.
Sidste år havde stifterne et overskud på omkring 23,8 milliarder kroner.
»Det har været fantastisk at være en del af denne virksomhed. Der er mange, der har arbejdet hårdt, og vi har også været heldige. Men det har været sindssygt at være med på denne rejse,« siger David Helgason.
Lånelysten er faldet markant hos boligejerne
Mens det seneste år har budt på stigende boligpriser holder de danske boligejere alligevel igen med at låne penge. Det skriver Dagbladet Børsen.
Tal fra Nationalbanken og Danmarks Statistik viser en stor forskel mellem den samlede værdi af de danske boliger og den samlede boliggæld. Og den forskel bliver stadigt større.
Michael Rasmussen, Nykredits topchef, har flere bud på, hvorfor boliggæld og -priser ikke stiger i samme tempo.
»Især ved den store konverteringsbølge i 2019 så vi, at boligejerne i stor stil valgte fast rente på deres gæld og at betale afdrag. Og når mange flere boligejerne betaler afdrag, så betyder det jo alt andet lige, at gælden bliver reduceret,« siger han.
Ny ejendomsskat rammer virksomhederne
Virksomheder i hele 39 af landets kommuner står til næste år at blive ramt af en ekstra skat. Det skriver Berlingske.
De nye ejendomsvurderinger lader vente på sig, så der er endnu ikke noget at beregne den nye skat ud fra.
Virksomhederne i de pågældende kommuner aner derfor ikke, hvad de bliver opkrævet fra 1. januar 2022. De ved kun, at der er vedtaget en generel stigning.
»Udfordringen er, at vi ikke kender dækningsafgiften. Tidligere blev den beregnet af bygningen, og nu overgår det til at være af grundværdien. Og mens det tidligere var en markedsværdi, går man over til en teknisk beregning, hvor man tager udgangspunkt i private boliger og justerer værdien til erhvervsejendomme. Så den store udfordring lige nu er: Hvad bliver modellen, hvad bliver vurderingen, og hvad bliver satsen, som kommunalbestyrelsen, der skal bestemme, fastsætter?« siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i Ejendom Danmark.
Dansk Industri vil styrke de kreative hjerner
En dansk virksomhed vil med et digitalt værktøj generere langtidsholdbare møbler til massevis af boliger. Dansk Industri styrker nu indsatsen for virksomheder, der har kreativitet, innovation, bæredygtighed og digitalisering i fokus, skriver Berlingske.
Når det handler om at sikre Danmarks konkurrencedygtighed og muligheder for at bære samfundet ind i fremtiden, er ovenstående nøgleord vigtige.
Ansvaret for at løfte den opgave høj grad på de såkaldte kreative erhverv, mener Lars Sandahl, administrerende direktør i erhvervsorganisationen Dansk Industri.
»Innovation er det, vi skal leve af i fremtiden. Vi lever af at være dygtige til at finde løsninger, og det er nødvendigt for, at samfundet også kan udvikle sig bæredygtigt. Det sker i spændingsfeltet mellem kreativitet, design og teknologi. Derfor opruster vi indsatsen for at styrke de kreative erhverv og løfte konkurrencekraften,« siger han.
Tre ting, som investorerne skal holde øje med
Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, giver her sine bud på tre ting, som investorerne bør holde øje med på markederne fredag:
Aktiemarkederne verden over oplevede fald i går, men amerikanske aktier holdt overordnet niveauet med S&P500 og Nasdaq i et lille plus. IT- og medicinalsektoren klarede sig generelt godt, sammenlignet med de andre sektorer. Det bekræfter den forsigtige stemning, der fortsat er på markederne i disse dage. Vi befinder os stadig i en konsolideringsfase, og det seneste år har vi faktisk oplevet forbavsende små tilbagefald i markedet sammenlignet med de kraftige stigninger der har været. I kølvandet på stigende smitte, samt et efterår der er på vej, og centralbanker, der signalerer langsomt at trække deres støtte tilbage, så er vi som investorer endnu mere afhængige af, at virksomhederne leverer. Og det har den forgangne regnskabssæson bekræftet i den grad. Der er meget få regnskabsaflæggelser tilbage efterhånden, men i dag kan man følge Deere & Co’s regnskab. Lyt her efter eventuelle udmeldinger om deres mulighed for at levere på de fyldte ordrebøger, da der fortsat er mangel på delkomponenter og på arbejdskraft.
De seneste par dage er der kommet nyt om hjælp til den nødlidende statsejede kapitalforvalter Huarong Asset Management, der har fået en tiltrængt kapitalindsprøjtning fra flere store investorer. Selvom dette i en vis grad var forventet, så betyder det, at den kinesiske regeringer fortsat har fokus på ikke at udløse en systemisk gældskrise. Man vil stadig sende et signal om, at de store statsejede selskaber ikke er statsgaranterede, og dermed reducere generel risikotagning og de økonomiske risici på sigt, men stadig undgå en direkte krise. Hjælpen er derfor heller ikke et signal om, at regeringen er færdig med at eksekvere på sine mål om at reducere de økonomiske risici. Det er fortsat værd at holde øje med nyheder fra Kina i dagens løb, hvor Beijing ventes at godkende ny lovgivning, der blandt andet gør det muligt at beslaglægge aktiver fra virksomheder i Hong Kong, der nægter at føre Beijings linje, når det kommer til for eksempel at gengælde internationale sanktioner fra for eksempel USA.
Sidst men ikke mindst kan man slutte en rimelig hektisk uge af med at se mod de tyske data, vi får fra blandt andet detailsalget. Senere på dagen modererer den amerikanske centralbanks Robert Kaplan en Q&A omhandlende den økonomiske udvikling og implikationerne for pengepolitikken.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA (lukkekurser torsdag):
Dow Jones: -0,19 procent
Nasdaq: +0,11 procent
Standard & Poor’s 500: +0,13 procent
Asien (aflæst kl. 06.35):
Japan Nikkei: -0,76 procent
Hongkong Hang Seng: -2,28 procent
Kinas Shanghai Composite: -1,66 procent