Godmorgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Erhvervsministeren vil skride ind over for »dræbende opkøb«

  • Kapitalgigant investerer mere i miner og metaller for at gå grønt

  • Tidligere ansatte i Danske Bank risikerer mange års fængsel for hvidvaskskandale

  • Rockwool-topchef på Ukraines sorte liste: »Det gør selvfølgelig indtryk«

Men vi begynder med at se på danskernes ønske om mere fritid.

God læselyst, og følg med dagens igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Næsten halvdelen af danske lønmodtagere vil trodse Mette Frederiksens opråb

»Glem det,« lød statsministerens retorik om danske lønmodtagere, der ønsker at arbejde mindre.

Men dem er der mange af.

Det viser en ny undersøgelse fra centrum-venstre-tænketanken Cevea, bragt i Politiken.

43 procent af de adspurgte 18-61-årige, som arbejder mindst 30 timer om ugen, ønsker at arbejde mindre inden for de næste fem år, på trods af at det vil medføre en lavere løn.

»Tænkningen om det gode liv med mere fritid er en trend, der bliver stærkere, både i Danmark og resten af den vestlige verden,« siger økonomiprofessor på Aarhus Universitet, Nina Smith.

Også tidligere overvismand Torben M. Andersen finder undersøgelsens resultat markant.

»Det er en virkelig stor andel, som her svarer, at de vil ned i arbejdstid,« konstaterer han og vurderer, at en mulig forklaring er den høje velstand, hvor folk føler at have råd til at ofre noget løn på mere fritid.

47 procent af de adspurgte ønsker at arbejde som nu, mens ti procent ikke ved, hvad de helst vil.

Det skriver andre medier om

1. Erhvervsministeren vil skride ind over for »dræbende opkøb«

»Undersøgelser peger på, at konkurrencen i Danmark efter alt at dømme er blevet forringet de senere år,« siger erhvervsminister Morten Bødskov (S), der ønsker hårdere bødestraffe til virksomheder, der skader konkurrencen i Danmark. Et af områderne gælder opkøb af mindre innovative virksomheder, der har til formål at bremse konkurrencen, skriver Finans. Ministeren mener også, at det skal koste betydeligt større bøder at skade konkurrencen

2. Kapitalgigant investerer mere i miner og metaller for at gå grønt

Kapitalfonden Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter, øger nu sine investeringer i klimatung minedrift og metaller, som ellers er berygtede for høj CO2-belastning, for at fremme omstillingen til grøn energi. »Vi kan ikke bygge bæredygtige løsninger som vindturbiner, solceller eller elbiler, hvis vi ikke har metallerne og materialerne til at producere dem,« siger Olivia Markham, direktør i Blackrock, til Børsen. Hun henviser til, at Det Internationael Energiagentur (IEA) vurderer omstillingen til grøn energi til at koste 360-450 milliarder dollar i kritiske råstoffer som kobber, litium og kobolt inden 2050, og at en øget investering i stål og minedrift vil hjælpe virksomhederne med at skære ned på udledningen af klimagasser.

3. Rockwool-topchef på Ukraines sorte liste: »Det gør selvfølgelig indtryk«

Den danske isoleringsgigant Rockwool er som den første skandinaviske virksomhed endt på Ukraines sorte liste over internationale krigssponsorer, fordi Rockwool lader fire fabrikker køre videre i Rusland og dermed i 2022 har betalt 112 millioner kroner i selskabsskat til Rusland. »Det gør selvfølgelig indtryk,« siger Rockwools topchef, Jens Birgersson, i et skriftligt svar til Børsen. Han forsøger nu at kontakte de ukrainske myndigheder. Udviklingen presser ifølge omdømmeekspert Julie Uldam, lektor på CBS, klart Rockwool. »Det gør ondt. 'Krigssponsor' er der ikke nogen, der gerne vil kaldes,« siger hun til avisen. I alt 46 virksomheder står på listen fra Ukraines korruptionsmyndighed.

Det skriver vi om

1. Nu går historisk retsopgør i gang: Tidligere ansatte i Danske Bank risikerer mange års fængsel for hvidvaskskandale

En af de største sager om økonomisk kriminalitet nogensinde er skudt i gang ved en estisk domstol. På anklagebænken er seks tidligere ansatte i Danske Bank, der ifølge anklagemyndigheden var arkitekterne bag bankens hvidvasksag – én af verdens største. Selv afviser de pure. Læs historien her.

2. Hun er selv kommet til tops blandt advokater: »Man kan ikke både have et topjob og stå med nybagte boller i børnehaven hver dag«

Ledende partner i et af landets største advokathuse, Christina Bruun Geertsen, mener, at ubevidst forskelsbehandling og fordømmelse kan spænde ben for de kvinder, der gerne vil nå til tops. Hos Kromann Reumert uddanner de advokaterne i bias. Læs historien her.

Det bør du også læse

Det er nu, du skal tjekke forskudsopgørelsen – især hvis du er boligejer

De nye boligskatter og ændrede renter kan få væsentlig betydning for dit budget, så husk at bruge ekstra tid på forskudsopgørelsen i år. Læs historien her. | Læs også: Forskudsopgørelsen kommer med ny detalje for boligejerne

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: +0,16 procent

  • S&P 500: -0,08 procent

  • Nasdaq: -0,22 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 7.05:

  • Japan Nikkei: +0,48 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,06 procent

  • Kina CSI: +0,16 procent

Tak, fordi du læste med!