Godmorgen til en ny uge og en rundflyvning over morgenens vigtigste erhvervsnyheder.
Vi skal høre om, hvordan banker tilsynelandende forsøger at fastholde bankkunder i dyre swap-lån. Vi skal også se på, hvordan coronakrisen har betydet, at virksomheder på stribe ikke kan betale deres husleje, hvilket har ført til et milliardstort hul i kassen hos landet ejendomsudlejere, samtidig med at krisen har fået udenlandske ansatte på stribe til at blive væk fra Danmark.
Men først skal vi høre, hvordan coronakrisen har skabt et A- og et B-hold i dansk erhvervsliv.
1. Coronakrisen har splittet danske erhvervskæmper i et A og et B-hold
Der er enormt stor forskel på, hvor hurtigt virksomhederne vil indhente det tabte oven på coronakrisen, skriver Berlingske. Mens nogle allerede nu er tilbage på niveauet før krisen, forventer andre, at det vil tage flere år at arbejde sig tilbage til udgangspunktet.
Det viser den seneste rundspørge i Berlingskes Toplederpanel, som i alt 167 topchefer blandt Danmarks 1.000 største virksomheder har svaret på.
36 procent af topcheferne svarer, at deres omsætning er tilbage på samme niveau som før krisen eller vil være det inden årets udgang, og lidt mere end hver tiende svarer, at omsætningen er steget under coronakrisen.
Den anden halvdel af topcheferne forventer, at det vil blive en sej og langstrakt kamp at komme ud af krisen. Således forventer 49 procent, at deres virksomheds omsætning først i 2021 eller senere vil være tilbage på samme niveau, som før coronakrisen ramte.
2. Antallet af udenlandske ansatte i Danmark falder dramatisk
Ifølge Børsen er antallet af udlændinge, der arbejder i Danmark, målt i fuldtidspersoner og sæsonkorrigeret, faldet med 15.263 personer i marts og april. Det viser en opgørelse, som Børsen har fået fra Ledernes Hovedorganisation, der på sin side har regnet på tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
»Den udenlandske arbejdskraft har nærmest været hele fundamentet for opsvinget i dansk økonomi. De har stået for en meget stor del af væksten i beskæftigelsen, og de har dermed også været en meget vigtig faktor for den økonomiske vækst, vi har set, og som vi alle nyder godt af,« siger Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, til Børsen.
I april 2020 var antallet af fuldtidsbeskæftigede udlændinge i Danmark på 215.989. For ti år siden – i april 2010 – var der 129.395 fuldtidsbeskæftigede udlændinge i Danmark.
3. Bankerne fastholder erhvervskunder i dyre swap-lån
I Børsen står professor på Matematisk Institut ved Københavns Universitet Rolf Poulsen til lyd for, at bankerne ikke spiller et fair spil, når det handler om at give virksomhederne en reel chance for at slippe ud af dyre swap-lån. Rolf Poulsen har ifølge avisen indgående kendskab til den finansielle sektor. Han har set nærmere på bankernes måde at håndtere de udskældte renteswaps, og er ikke i tvivl:
»Det tal, som banken siger, at kunden skal betale for at slippe ud af sin gæld, er urealistisk højt,« siger Rolf Poulsen til Børsen.
Børsen kunne for nylig fortælle, at hundredvis af virksomheder i en række forskellige brancher er fanget i en gældsfælde, fordi renteswaps tynger dem meget voldsomt økonomisk, men at de har meget svært ved at komme ud af aftalerne, som er indgået med en række banker, heriblandt Jyske Bank og Nykredit.
4. Coronakrisen giver milliardstort hul i ejendomsinvestorernes kasser
I begyndelsen af coronakrisen vakte det stor opsigt, da modekoncernen Bestseller meddelte, at den ikke kunne betale sine huslejer. Men det er ikke kun Bestseller, der har haft udfordringer med at finde penge til huslejen.
Nu kan Finans fortælle, at erhvervslivets problemer som følge af coronakrisen har skabt et milliardstort hul i ejendomsinvestorernes kasse. Lejerne har i stor stil været tvunget til at bede om udsættelse af huslejen, og det betyder, at ejerne af ejendomme mangler 7,6 mia. kr. i huslejeindtægter.
Det viser en analyse fra EjendomDanmark, der er brancheorganisation for ejendomsejere, -udlejere og -administratorer, som Finans bringer.
»Danmark bliver lukket ned, og man må konstatere, at der ikke er nogen omsætning i butikkerne. Det er det, vi ser her,« siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark, til Finans.
Han kalder det en voldsom stigning, at 55 procent af huslejen fra butikker ikke er betalt, mens 11 pct. af huslejen fra kontorlokaler er i restance. Samlet set mangler 29 pct. af huslejen fra marts til maj at blive betalt.
Tre ting, investorerne skal holde øje med
Seniorstrateg i Nordea Andreas Østerheden peger på tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:
Fredagen lukkede i minus for aktier i særligt USA, efter at investorerne igen rettede deres opmærksomhed på risikoen for en anden bølge af udbrud af covid-19. Mandag morgen har den kinesiske centralbank fastholdt sine lånerenter. Netop fordi centralbankerne rundt omkring i verden har spillet en stor rolle under coronakrisen, er det noget, investorerne retter deres opmærksomhed mod. Der kom ikke nogen ændring af disse renter i morges, hvilket heller ikke var forventet.
Ud på formiddagen får vi forbrugertillidstal for EU for juni. Sidste måned var tallet minus 18,8, så det bliver naturligvis interessant at se, hvordan forbrugerne ser på fremtiden, nu da flere europæiske lande åbner mere og mere.
I eftermiddag skal vi se mod USA, hvor vi får både tal for den nationale aktivitet fra Chicago Fed, ligesom vi får tal for hussalget i USA i maj. Begge tal er interessante, fordi det giver et praj om tempoet for genåbningen af den amerikanske økonomi.
Det sker på markederne
Indeks & udvikling i procent.
Aktier USA lukkekurser fredag
Dow Jones -0,80 pct.
S&P 500 -0,56 pct.
Nasdaq +0,03 pct.
Aktier Asien indeks mandag kl. 06:30
Japan Nikkei +0,31 pct.
Hongkong Hang Seng -0,28 pct.
Kina CSI +0,41 pct.