God morgen og velkommen til det første, hurtige Business-overblik i en kortere uge med Kristi himmelfartsdag på torsdag og en fredag, som for mange bliver en fridag og således en lang weekend.
I dag runder vi blandt andet:
Nye milliardindtægter til energikøbmænd som følge af den grønne omstilling
DI-topchef: Vi kan ikke bare skubbe Kina ud i kulden
Belgien handler stadig med russiske »bloddiamanter«
Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed, om WHOs advarsel om at betragte fedmemedicin som en magisk løsning.
Det vigtigste, du skal vide i dag
WHO ser kritisk på hypen over storsælgende, magisk fedmemedicin
Salget af Novo Nordisks fedmemedicin fortsætter i forrygende tempo, og fredag endte medicinalgiganten i den højeste børsværdi nogensinde.
Dog ser Verdenssundhedsorganisationen WHO ikke med kærlige øjne på den medvind,lægemidlet har fået. Det skriver Børsen.
WHO advarer mod at betragte medicin som den magiske løsning på verdens fedmeepidemi. Francesco Branca, chef for WHOs afdeling for ernæring og fødevaresikkerhed, mener, at retorikken om lægemidlet er helt forkert. Lige nu sælges lægemidlet som »en løsning« på overvægt. Ifølge WHO skal man også huske andre vigtige faktorer som motion og kost.
Men på trods af de blinkende advarselslamper rives fedmemedicinen, Wegovy, ned af hylderne i USA. Det har gjort aktierne i Novo Nordisk 2651 milliarder kroner værd – mere end ti gange værdien af A.P. Møller-Mærsks aktier.
Det skriver andre medier om
1. Nye milliardindtægter til energikøbmænd som følge af grøn omstilling
Nye milliardindtægter er på vej til energikøbmændene som følge af udbygningen af vind og sol i energisystemerne. De er nemlig ustabile energikilder, som medfører større prisudsving og dermed flere penge at tjene for branchen, der køber energi i geografiske zoner, hvor prisen er lav, og sælger den videre i zoner, hvor prisen er høj. Det siger centrale aktører samstemmende til Finans.
2. DI-topchef: Vi kan ikke bare skubbe Kina ud i kulden
Det er umuligt for USA og Europa at lave en afkobling af Kina, fordi »vi er fuldstændig integreret, og der er en fuldstændig gensidig afhængighed«, siger topchef i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen til Børsen. Det sker forud for regeringens fremlæggelse tirsdag af en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Der skal dog kæmpes for at få Kina til at åbne sit marked, understreger han.
3. Belgien handler fortsat med russiske »bloddiamanter«
I Belgien fortsætter handelen med russiske diamanter, som ikke står på EUs sanktionsliste. Rusland er verdens største eksportør af rå diamanter, og Antwerpen er verdens diamanthovedstad med 1.600 registrerede diamanthandlere og fire diamantbørser. Det russiske selskab Alrosa er blevet sortlistet i USA, Canada og Storbritannien, men står ikke på EUs sanktionsliste, skriver TV 2.
Det skriver vi om
1. Udlændinge stormer ind på danske arbejdspladser
Arbejdsmarkedet skriger på arbejdskraft, og råbet bliver hørt ud over landets grænser. I første kvartal strømmede det største antal udlændinge nogensinde ind i Danmark for at besætte nogle af de job, der ellers ikke ville være hænder til. Læs artiklen her.
2. Skat kvæler festen hos champagnedrenge
I en årrække har bagmændene bag en række berygtede webshops ført sig frem med champagne og dyre biler, men et frontal angreb fra Skat slukker festen, der nu er afløst af politianmeldelser, sigtelser, tiltaler, konkurskarantæner og personlige konkurser. Læs Jonas Rimer Hansens farverige skildring her.
Det bør du også læse
Kvinderne erobrer Parken med en fadøl i hånden
På ganske få år er FC København blevet en magnet for kvindelige fodboldtilskuere. Hvert fjerde sæsonkort bliver nu solgt til kvinder, der gerne giver den hele armen med slagsange og en fadøl i hånden. Læs artiklen her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: -0,03 procent
S&P 500: -0,16 procent
Nasdaq: -0,35 procent
Asien – indeks mandag kl. 06.35:
Japan Nikkei: +0,76 procent
Hongkong Hang Seng: +0,14 procent
Kina CSI: -0,94 procent
Tak, fordi du læste med!