Business-overblik: Lurer du på en ferie i oktober? Flybilletterne har aldrig været billigere

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Der er rekordbillige flybilletter i uge 40. Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik.

Som altid klæder vi dig på med dagens erhvervshistorier. I dag skal det blandt andet handle om a-kassernes statistik over sanktioner, priserne på flybilletter og den amerikanske finansminister.

God læselyst.

Tre år uden viden om sanktioner

Det er a-kassernes opgave at sanktionere jobparate dagpengemodtagere, som siger nej til job. Men ikke én a-kasse har reelt overblik over, hvor ofte det sker, da den helt centrale måling har været lukket i tre år. Det skriver Berlingske.

»A-kasserne bliver jo målt på både sanktioner, rådighedssamtaler og enhedsomkostninger. Så det er da et kæmpe problem, og det undrer mig meget, hvis man ikke har haft de tal,« siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen fra Aalborg Universitet.

Spørgsmålet om a-kassernes sanktioner er påtrængende relevant i den aktuelle debat om ledige og den mangel på arbejdskraft, danske virksomheder i øjeblikket oplever.

USA risikerer at løbe tør for kontanter til oktober

Den ellers afdæmpede amerikanske finansminister, Janet Yellen, har været ude med en opsigtsvækkende udmelding.

I et brev til kongressen advarer hun om, at USA risikerer at løbe tør for kontanter til oktober og dermed ende i betalingsstandsning, hvis ikke kongressen øger landets gældsgrænse. Det skriver Financial Times.

»Hvis regeringens betalinger bliver forsinkede, vil det så tvivl om, hvorvidt vi kan håndtere vores finansielle forpligtelser. Det vil påføre ugenoprettelig skade på den amerikanske økonomi og de globale finansielle markeder,« skriver Janet Yellen i brevet til kongressen ifølge Financial Times.

Det har normalt været kutyme, at kongressen har øget USAs gældsgrænse, når der har været behov for det. Men på det seneste har republikanerne protesteret mod at hæve grænsen, så længe det er demokraterne, der styrer Det Hvide Hus.

Ekstremt lave priser på flybilletter

Hvis man lurer på en lille ferie et sted i Europa i starten af oktober, så er det værd at bide mærke i priserne på flybilletter. De har nemlig aldrig nogensinde været lavere i uge 40. Det skriver Finans, som har fået lavet en opgørelse fra Travelmarket på baggrund af tal fra Dansk Flyprisindex.

»Det er utroligt, at flybilletterne kan blive ved med at falde i pris, men det fortsætter bare. Det tyder på, at vi står i en situation med meget kapacitet og en mindre efterspørgsel, og det presser priserne. Flyselskaberne konkurrerer på livet løs,« siger Ole Stouby, administrerende direktør i Travelmarket.

I opgørelsen indgår fly fra København, Billund, Aalborg, Aarhus og Hamburg til Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Stockholm og Wien. I uge 40 gælder det eksempelvis, at gennemsnitsprisen for flybilletter tur/retur fra København er 348 kroner, hvilket er et fald på 28 procent sammenlignet med uge 40 i 2019.

Trods store regelændringer i 2015 vil EU igen ændre hvidvaskreglerne

De nuværende hvidvaskregler fungerer ikke på et nationalt plan. Det er meldingen fra EUs finanskommissær Mairead McGuiness, der ifølge Børsen nu varsler en mere europæisk tilgang til hvidvaskreglerne.

»Vi har brug for en mere europæisk tilgang. Den nationale tilgang fungerer ikke, for kriminelle respekterer ikke landegrænser. Derfor har vi brug for en europæisk forordning og ikke direktiver, og vi har brug for bedre europæisk koordinering,« siger kommissæren.

I en udmelding 20 juli præsenterede hun en plan for, hvordan man fra europæisk side bedre kan bekæmpe hvidvask. I kommissionens udspil vil man blandt andet indføre en fælles europæisk hvidvaskmyndighed samt indføre en hvidvaskforordning, der skal gælde alle europæiske lande.

Ifølge EU-kommisionens tidsplan skal det fælles hvidvasktilsyn etableres i 2024, mens resten af forslagene derefter skal implementeres i de 27 medlemslande.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Nordnets investeringsøkonom Per Hansen kommer her med sine bud på, hvad investorerne bør være opmærksom på i dag:

1. ECBs rentemøde har været ventet med spænding de seneste dage. Vil ECB allerede i dag i mere konkrete vendinger tale om neddrosling af de ekstra pengepolitiske stimulanser, og hvordan tolker investorerne det i givet fald med hensyn til markedsrenterne?

2. Der var en større aktienedtur for blandt andet Vestas i går, da investorerne blev mindet om, at den grønne omstilling ikke kun er en aktiemæssig home run. Vestas faldt mere end fire procent, efter at aktien i øvrigt er steget markant siden et halvårsregnskab, som indeholdt den ventede nedjustering. Var onsdagens nedtur blot en enlig svale?

3. I Asien er der en lettere negativ aktieundertone med de største kursfald i Japan. Hvor meget af den nervøsitet kommer de danske investorer til at mærke?

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones: -0,20 procent

  • S&P 500: -0,13 procent

  • Nasdaq: -0,57 procent

Asien – indeks torsdag kl. 06.45:

  • Japan Nikkei: -0,78 procent

  • Hongkong Hang Seng: -1,60 procent

  • Kina CSI: +0,09 procent