Godmorgen!

Julen står for døren, og vi varmer op denne mandag morgen med et overblik over de vigtigste erhvervshistorier lige nu.

2020 kan blive rekordår for frivillige pensionsopsparinger

Selv om 2020 har været et uroligt år, skyder danskerne ekstra penge ind på pensionsopsparingen. Det skriver Finans.

Det ser ud til at blive et rekordår for frivillig opsparing til pension herhjemme. Pensionsselskaber, som tilsammen har mere end 2,4 mio. opsparere i Danmark, melder således om stigende indbetalinger.

Det sker trods højere arbejdsløshed og voldsomme kursudsving i et år med coronakrise.

Det fortæller blandt andre kundedirektør Ole Tønnesen fra Sampension:

»Vi har haft en meget stærk vækst i år, hvor de samlede indbetalinger med udgangen af oktober ligger 13 procent over samme periode sidste år. Så den finansielle uro har ikke ført til, at kunderne har holdt igen med at indbetale til deres pension. Vi har allerede rundet de 1,8 mia. kr. i frivillige indbetalinger, som vi nåede i december sidste år.«

PFA, Velliv, PensionDanmark og Danica melder om lignende tendenser, mens PKA ikke forventer en stigning i antal indbetalinger hos sine kunder.

Erhvervslivet i opråb til politikerne: Begræns dog antallet af biler

Skal vi sigte efter 750.000, 1.000.000 eller et helt tredje antal grønne biler på de danske veje i 2030?

Spørgsmålet har i månedsvis vakt så stor debat på Christiansborg, at en hurtig politisk aftale på område er trukket i langdrag. Det skriver vi på Berlingske.

Med et tilsyneladende ensidigt fokus på det ene eller det andet antal grønne biler lader der til at være gået overbudspolitik i at være mest grøn, mens politikerne har glemt alt om, at målet reelt må være at have så få biler på de danske veje i 2030 som overhovedet muligt.

Sådan lyder opråbet fra landets største delebilstjenester, Dansk Erhverv samt en fremtidsforsker. Alle undrer de sig over, at der ingen reel debat er om at modarbejde eksempelvis Energistyrelsens dystre fremskrivning for klimaet – den forudser, at den danske bilpark vil vokse med 600.000 biler til i alt 3,3 mio. biler frem mod 2030.

For selv om langt de fleste efterhånden er enige om, at elbiler fra vugge til grav efterlader et markant mindre aftryk på klimaet end benzin- og dieselbiler, er de elektriske alternativer langtfra en gratis omgang i klimaregnskabet.

»Einstein sagde engang, at vi kan ikke løse problemerne med den samme tankegang, vi skabte dem med, og sådan er det jo på det her område. Det er paradoksalt, at man først nedsætter en elbilkommission, der kommer med så traditionelt et bud, og at man nu sidder og forhandler politisk om det ene eller andet antal elbiler. Det er jo ikke et mål i sig selv. Målet må være at komme af med så mange benzin- og dieselbiler som muligt,« siger Thomas Heltborg Juul, adm. direktør for delebilstjenesten GreenMobility.

GreenMobility råder i dag over knap 1.000 elektriske delebiler på tværs af København, Aarhus, Malmø, Göteborg, Gent og Antwerpen. GreenMobility bakkes op af konkurrenten Share Now.

Vi går amok i dagligvarer

Efter en årrække med nærmest stilstand i den danske dagligvarehandel har flere af de største dagligvarekoncerner kurs mod rekord i 2020, skriver Børsen.

Både Coop og rivalen Salling Group forventer nu at lande den højeste omsætning og indtjening nogensinde i koncernens historie. Også i Dagrofa, Lidl og Aldi melder man om stigende omsætning.

Ifølge en prognose fra analysehuset Retail Institute Scandinavia vil salget af dagligvarer for første gang i årevis vokse markant, og konsulenthuset estimerer, at den samlede omsætning vil stige med ca. fire-fem procent til mindst 120 mia. kr.

»Den vækst, der har været i dagligvarebranchen i år, er helt unik, og jeg mindes ikke at have set så høje vækstrater før,« siger Dorte Wimmer, detailhandelsekspert hos Retail Institute Scandinavia, til Børsen.

Detailhandel med julelys i øjnene

Det er ikke kun i supermarkederne, at vi giver den gas.

Trods coronakrisen forventer Dansk Erhverv, at julehandlen i år vil vokse med 300 mio. kr. til 8,9 mia. kr., skriver Berlingske.

Forventningen baserer sig blandt andet på, at udbetalingen af de tre ugers indefrosne feriepenge har skubbet danskernes indlån op over 1.000 mia. kr. Samtidig er mulighederne for at bruge penge på rejser og oplevelser fortsat begrænsede, og det er derfor heller ikke alle brancher, der har udsigt til at gå en god julehandel i møde.

»I mange familier har man aftalt et budget for, hvor meget man giver hinanden gaver for. Det budget vil mange sikkert holde fast i, men man kan godt forestille sig, at den del af gaverne, som er fra »mig til mig«, får et stort boost i år på grund af de udbetalte feriepenge. Samtidig har mange danskere indset, at de ikke kommer på deres årlige skiferie. Det frigiver også nogle midler, som kan bruges på noget andet,« siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Erhvervsorganisationen spår desuden, at 31 procent af den samlede julehandel vil komme til at foregå på nettet.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, ser på en mørk mandag morgen efter positive skridt i Kina og aktiemarkedet:

  • Kinesiske nøgletal for PMI (Service og fremstillingssektoren) kommer ud bedre end ventet. Vil investorerne tolke det, som om 2020 slutter af på en så positiv måde, at vi igen kan se frem til en meget fornuftig vækst i 2021?

  • Hvor stor en effekt kan der være i Teslas indlemmelse i S&P 500 om blot tre uger? Skyldes de seneste ugers markante stigning helt eller overvejende, at globale investorer nu positionerer sig til den nye indekssammensætning inklusive Tesla?

  • De konjunkturfølsomme selskaber har haft et meget solidt aktiecomeback de seneste tre uger, efter at Pfizer/BioNtech/Moderna har meldt om positive vaccinefremskridt. En betydelig del af stigningen skyldes formentlig, at investorerne nu ikke længere ser nedad, men måske ind i et positivt 2021-vækstscenarie. Fortsætter fokus på de konjunkturfølsomme selskaber som eksempelvis FLSmidth?

Det sker på markederne

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones: +0,13 pct.

  • S&P 500: +0,24 pct.

  • Nasdaq: +0,92 pct.

Asien – indeks mandag kl. 06.40:

  • Japan Nikkei: -0,78 pct.

  • Hongkong Hang Seng: +1,08 pct.

  • Kina CSI: +0,49 pct.