Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik.

Vi begynder med et lovindgreb, som har betydning for andelshavere:

Slut med offentlige vurderinger af andelsboligforeninger: Sådan stiller det andelshaverne

Mulighederne er blevet indskrænket for landets andelshavere, når de fremover skal have vurderet værdien af deres boliger.

Et lovindgreb, der blev vedtaget i Folketinget i slutningen af februar, betyder, at der fremadrettet ikke vil blive udarbejdet offentlige ejendomsvurderinger af andelsboligforeningers ejendomme. Det skriver Berlingske.

»Vi ved, at cirka 35 procent af landets andelsboligforeninger bruger den offentlige vurdering fra 2012, når de skal prissætte maksimalprisen for andelsboligerne. De foreninger har gennem årene haft en forventning om, at der ville komme en ny offentlig vurdering, som de på et tidspunkt ville kunne tage i brug. Nu er der så kommet en melding om, at det kommer der ikke,« siger direktør Jan Hansen fra Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF).

Mens det altså er slut med at få udarbejdet offentlige vurderinger af andelsboligforeninger, har foreningerne nu to værdiansættelsesmetoder at vælge imellem, når andelskronen og dermed andelenes værdi skal fastsættes. Læs mere om dem her.

Edderfugle truer havvindmøller på livet i 11. time: »En bananstat værdigt, hvis de ikke får byggetilladelse«

Den danske energiudvikler European Energy har i næsten ti år arbejdet på at udvikle landets første støttefrie havvindmøllepark i Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland.

I 11. time tyder det på, at projektet ved navn Omø Syd – der om få år skulle levere grøn strøm til 350.000 danske husstande – må skrottes. Det skriver Berlingske.

Smålandsfarvandet er af regeringen ved at blive udpeget til fuglebeskyttelsesområde for at skabe bedre vilkår for især edderfugle, og troen på, at der bliver fundet en løsning, som tager højde for både fugleliv og klimakrise, er hastigt ved at ebbe ud.

»Vi har bedt om at få en dialog med flere ministerier, men indtil videre har der været ret tavst. Der er en høringsfrist 7. maj, som vi arbejder intenst på, men hvis tavsheden fra Christiansborg fortsætter, vinder udpegningen af fuglebeskyttelsesområdet over havplanen. Og så må vi droppe projektet,« siger selskabets administrerende direktør, Knud Erik Andersen.

Eksperter: Nye dokumenter er en bombe under Nemlig.coms chaufførfinte

Tirsdag kunne Fagbladet 3F fortælle, at det er onlinesupermarkedet Nemlig.com, som skal have styr på forhold som chaufførernes arbejdsmiljø og sikkerhed, selvom chaufførerne er ansat af underleverandører. Det har Arbejdstilsynet afgjort efter en sag om en arbejdsulykke.

I dagens Politiken kalder en ekspert Arbejdstilsynets afgørelse for »en bombe« under leveringsmodellen hos Nemlig.com:

»Selskabet bliver nødt til at gentænke leveringsopgaven,« siger Karen-Margrethe Schebye, der er partner i advokatfirmaet SJ Law og er en af landets ledende eksperter i arbejds- og ansættelsesret, til avisen.

Advokaten bliver bakket op af professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet Bent Greve, som mener, at sagen vil få konsekvenser for, hvordan andre myndigheder fortolker.

Nemlig.com har flere gange fremhævet, at selskabet ikke har ansvaret for chaufførerne, fordi de er ansat af underleverandører. I et svar til Politiken skriver Nemlig.com, at selskabet er uenig i Arbejdstilsynets afgørelse. Nemlig.com har dog ifølge avisen ikke klaget over afgørelsen, hvorfor den stadig skulle være juridisk bindende.

Tre forhold, som investorer bør holde øje med

Her er, hvad investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i dag holder øje med:

  • Netflix skuffede investorerne ved kun at forudse en million nye abonnenter i indeværende kvartal, og aktien blev i forbindelse med kvartalsregnskabet sendt ned med ni procent. Er Netflix’ storhedstid for alvor overstået, når verden genåbner, og konkurrencen fra andre streamingtjenester intensiveres?

  • Grøn omstilling bliver fortsat sendt aktiebaglæns. I går faldt Ørsted og Vestas yderligere to til tre procent. Har den gode stemning og udvikling forladt den grønne fremtid, eller er den egentlige årsag til nedturen, at aktierne steg for meget i forhold til de økonomiske realiteter i 2020?

  • Danske Bank-aktien er de seneste to dage faldet med i alt ti procent. De første to procent kom i forbindelse med direktørskiftet. De sidste otte procent fulgte i går, da det blev bekendtgjort, at der kommer et amerikansk søgsmål i Danmark. Gårsdagens kurs virker alt i alt meget markant og vidner om ekstrem kortsigtede og nervøse investorer. Var gårsdagens nedtur en overreaktion?

Det sker på markederne

USA – aktier, lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: -0,75 procent

  • S&P 500: -0,68 procent

  • Nasdaq: -0,92 procent

Asien – aktier, indeks kl. 06.20:

  • Japan Nikkei: -1,96 procent

  • Hongkong Hang Seng: -1,63 procent

  • Kina CSI: +0,15 procent