Business-overblik: Danskerne er europamestre i at spare på udgifterne

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Danskerne sætter europarekord i at spare på budgettet og dermed indrette sig efter de trange tider. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til ugens sidste Business-overblik, før du kan gå på weekend.

I dag skal vi runde de røde tal på aktiemarkedet, Kollerups pristjek og Mette Frederiksens store eksportdrømme i USA, samt at danskerne har sat europarekord i at spare på budgettet. Og så kan det godt være, at der er lang tid til juleaften, men vi skal også et smut forbi tendensen inden for firmajulegaver.

God læselyst!

Stort eksportfremstød i USA

I næste uge går det løs – dér rejser statsminister Mette Frederiksen og flere end 50 danske virksomheder og erhvervsorganisationer i samlet trop til USA for at sælge klimaløsninger. Det skriver Finans.

Det er det største eksportinitiativ i nyere tid ført an af den dansk statsminister, og Mette Frederiksen forklarer, at det er det »helt rigtige tidspunkt at tage til USA«, fordi Joe Bidens klimapakke nu er kommet i hus.

»USA står foran en meget ambitiøs grøn omstilling, og det, der er så særligt for Danmark, er, at vi har svarene på stort set alle de spørgsmål, som amerikanerne stiller. Vi har de varer på hylderne, som gør, at amerikanerne kan komme i mål,« siger Mette Frederiksen til Finans.

En af de topchefer, der rejser med til USA, er Ørsteds Maps Nipper. Han har tidligere estimeret, at Danmark kan femdoble eksporten af klimateknologi til USA frem mod 2030.

Store julegaver i vente

Energikrise og høj inflation preller af på de danske virksomheder. I hvert fald når det kommer til årets julegaveindkøb til de ansatte.

Til trods for de mange stigende udgifter og usikkerhed om verdensøkonomien har virksomhederne igen skruet op for julegavebudgettet for at holde på de eftertragtede medarbejdere i et stadigt strammere arbejdsmarked. Det skriver Børsen. Avisen har snakket med Nordens største aktør på markedet for firmajulegaver, Gavefabrikken, der fortæller, at julegaveforbruget er steget mellem fem og otte procent i forhold til sidste år. Det sker endda efter 2020 og 2021, hvor budgettet slog rekorder.

»Det er vanskeligt for virksomhederne at hyre den nødvendige arbejdskraft, og derfor er det vigtigt at holde på medarbejderne. Samtidig er det et kraftigt signal om påskønnelse for relativt små penge i en tid med stor uforudsigelighed. Det er i hvert fald den forklaring, vi får fra kunderne,« siger Nikolai Kiim, administrerende direktør i Gavefabrikken.

Han fortæller dog også, at de foregående år er gaverne blevet 10-15 procent dyrere, så væksten i år ligger lige omkring det halve.

Danskerne er europamestre i at spare

Danskerne har sat europarekord i at spare på budgettet.

Det viser nye tal fra EUs statistiske kontor, Eurostat. Frem til 30. juni 2022 lå danskernes samlede daglige indkøb 3,8 procent lavere end måneden før. Det var den største tilbagegang i EU, skriver Finans.

Over et helt år har danskerne brugt 9,5 procent mindre, hvilket også var det største fald. For hele EU er der sparet 2,8 procent.

»Danskerne har reageret hurtigt. Faktisk er vi dem i Europa, der sparer allermest på indkøb målt i mængder. Men der skal mere til. Det er nødvendigt, at vi alle skruer ned for forbruget,« siger forbrugerøkonom Ida Marie Moesby fra Nordea.

Ifølge Coops pressechef, Jens Juul Nielsen, køber danskerne mindre og billigere på samme tid, hvorfor der bliver solgt færre mærkevarer og flere af Coops egne produkter.

Rød dag på aktiemarkedet

Torsdag blev til endnu en rød dag på aktiemarkedet, hvor det danske C25-eliteindeks lukkede med et fald på 1,9 procent. Det vil sige, at indekset er dykket næsten fem procent i denne uge og er tilbage i den laveste kurs siden starten af juli.

Blandt torsdagens dårligste aktier i Danmark var Mærsk med et fald på fire procent og Chr. Hansen Holding med et dyk på 3,7 procent.

Hele finansmarkedet blev vendt på hovedet i tirsdags, da det amerikanske inflationstal viste, at forbrugerpriserne ikke køler af lige så hurtigt som håbet. Det har pustet liv i forventningen om endnu højere renter i USA, hvilket bliver set som dårligt for aktier.

»Investorerne er overbeviste om, at den amerikanske centralbank vil stramme pengepolitikken med 0,75 procentpoint på onsdag, hvilket kan føre til en afmatning i økonomien og få virksomhedernes indtjening til at falde,« siger Fawad Razaqzada, markedsanalytiker hos Forex.com.

»Fremadrettet handler det om, hvornår rentestigningerne er fuldt indregnet. Indtil det sker, er det usandsynligt, at aktiemarkedet kommer til at skinne særlig meget,« tilføjer han.

Tjek på Kollerups pristjek

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil have det »frem i lyset«, hvis virksomheder udnytter inflationen til at hæve priserne unødigt og dermed rammer de hårdtprøvede forbrugere. Men der findes bare ingen dokumentation for, at det foregår, viser dokumenter, som vi her på Berlingske har fået fat i gennem en aktindsigt.

Men ni dage efter at Kollerup lancerede det »omfattende pristjek« i et festtelt på Mors i det nordvestlige Jylland, skrev hans eget ministerium, at myndighederne ikke vurderer, at virksomheder udnytter inflationen til at hæve priserne.

»Der foreligger ikke aktuelt dokumentation for, at priserne skulle være forhøjet uforklarligt.« Og »der er heller ikke på nuværende tidspunkt konstateret brud på konkurrenceregler i forbindelse med den aktuelle prisudvikling«.

Ingen af de formuleringer nåede dog med videre i pressemeddelelsen om pristjekket eller til Simon Kollerups talepapir til pressemødet, hvor han fik kritik af erhvervsorganisationer for at »mistænkeliggøre« danske virksomheder.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Her er de tre ting, som investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet holder øje med fredag:

  1. Ugen startede godt, men ser ud til at slutte rigtig skidt. Samlet set bliver det en uge, som aktieinvestorerne hurtigst muligt vil forsøge at glemme med betydelige kursfald tirsdag, torsdag og måske flere fredag. Bliver der gjort rent bord, så vi kan starte på en ny og bedre måde næste uge?
  2. A.P. Møller – Mærsk bliver ved med at falde, og samlet er aktien sejlet 34 procent baglæns. Det er fortsat risikoen for en meget hård normalisering af fragtrater for 2023/2024, der gør investorerne nervøse. Fortsætter udsalget i dag, efter at aktien satte et nyt og desværre kedeligt 2022-lavpunkt i går?
  3. Det er gået endnu være for Rockwool end for Maersk. Aktiekursen er faldet tæt på 55 procent i år på en næsten endeløs række af udfordringer, hvoraf Rusland og de høje energipriser er dem, som vejer tungest kortsigtet. Langsigtet bliver kravene til isolering ikke mindre, snarere tværtimod, men på kort sigt er der ingen fokus på det.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones: -0,56 procent
  • S&P 500: -1,13 procent
  • Nasdaq: -1,43 procent

Asien – indeks fredag kl. 06.35:

  • Japan Nikkei: -1,10 procent
  • Hongkong Hang Seng: -0,42 procent
  • Kina CSI: -0,96 procent

Tak, fordi du læste med!