Falske titler, tvangsopløsning og offentlig polemik: Sahra-Josephine Hjorth mødte op til konference midt i mediestorm. Berlingske mødte hende

Det omdiskuterede selskab CanopyLAB blev for nylig sendt til tvangsopløsning ved Skifteretten for manglende regnskab. Onsdag troppede stifteren Sahra-Josephine Hjorth op på en stort anlagt techkonference i København. Hun var ikke meget for at tale med pressen.

Sahra-Josephine Hjorth er co-founder og ceo for CanopyLAB. Arkivfoto: Søren Bidstrup Søren Bidstrup

Det seneste halve år har iværksætteren Sahra-Josephine Hjorth befundet sig i en regulær mediestorm med afsløringer af falske akademiske titler, opblæste forretningsforhold og senest kampen for at undgå tvangsopløsning af hendes hypede selskab CanopyLAB.

Men selvom afsløringerne har pillet en del af glansen af den feterede iværksætterstjerne, så er hun stadig ambassadør for Obama Foundations program for fremtidens europæiske ledere, hun sidder stadig i bestyrelsen i Dansk Industri Digital, og hun har stadig adgang til de største scener.