Business-overblik: Danske milliardkoncerner har store penge i klemme i kollapset bank

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Ansatte står uden for den tvangslukkede Silicon Valley Bank, som de amerikanske myndigheder nu forsøger at redde kundernes penge i. Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix

God morgen og velkommen til ugens første, hurtige Business-overblik. Vi har fra i dag ændret formen en smule, så du endnu hurtigere bliver ordentligt opdateret og faktisk bliver klædt endnu bedre på til dagen.

I dag runder vi blandt andet:

  • En milliardregning lurer hos Skat på grund af de nye, digitale ejendomsvurderinger.

  • Carlsberg har deltaget på en kinesisk jobmesse, der kobles til tvangsarbejde.

  • Hemmelige dokumenter afslører massiv krise i Coop.

Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed om to danske milliardkoncerner, der har store penge i klemme i en bank, der kollapsede i weekenden.

Det vigtigste, du skal vide i dag

Danske milliardkoncerner har penge i klemme i kollapset bank

To børsnoterede, danske milliardkoncerner har millioner af kroner i klemme i det største bankkollaps i USA siden finanskrisen. Det skriver Finans.

Biotekselskabet Zealand Pharma har næsten 163 millioner kroner stående i Silicon Valley Bank (SVB), svarende til 15 procent af den danske koncerns samlede kapital, og hvoraf kun op til 1,75 millioner kroner af indlånet er forsikret.

It-selskabet Trifork, som blandt andet har arbejdet med udviklingen af appen til MobilePay og NemID, har 26 millioner kroner stående i bankens britiske afdeling. Heraf er knap 24 millioner kroner uforsikret.

Fredag beordrede de amerikanske finansmyndigheder Silicon Valley Bank i Californien lukket, fordi moderselskabet manglede kapital. Den amerikanske regering har bebudet tiltag mandag, som skal sikre mod større, økonomiske konsekvenser.

Det skriver andre medier om

1. Milliardregning lurer oven i 180 millioner kroner brugt i Skat på digitale ejendomsvurderinger

Skattevæsenet har indtil nu brugt 180 millioner kroner på manuelle kontroller i det nye, digitale ejendomsvurderingssystem. Efter 591.000 manuelle kontroller er kun en tredjedel af 2020-vurderingerne gennemgået. De skal bruges til at regne ud, hvor meget boligejerne har betalt for meget i skat, når man senere når til 2022-vurderingerne. Eksperter frygter en endelig regning i milliardklassen. Det skriver Børsen.

2. Carlsberg på kinesisk jobmesse koblet til tvangsarbejde

Carlsberg forbindes med tvangsarbejde i den omstridte Xinjiang-provins efter at have deltaget i en jobmesse. Kinesiske lokalaviser skriver, at Carlsberg i 2018 deltog i jobmessen, hvor der ifølge eksperter er risiko for tvangsarbejde. Carlsberg selv afviser. Du kan læse hele historien på TV 2.

Det skriver vi om

1. Hemmelige dokumenter afslører Coop-krise af hidtil ukendt størrelse

Det skabte ramaskrig, da Coop i starten af året valgte at lukke Irma som led i en omfattende ny strategi. Selv betegner topchef Kræn Østergaard Nielsen planen som »et offensivt træk«. Men Berlingske er kommet i besiddelse af hemmelige dokumenter, der viser, at bagtæppet var en krise i Coop af hidtil ukendt størrelse – og at den endnu ikke er drevet over. Læs artiklen i Berlingske her.

2. Amerikansk jobfest fortsætter – til skade for danske boligejere

Amerikansk økonomi bliver ved med at skabe flere job end forventet og cementerer dermed billedet af en økonomi, der er kommet sig over de svaghedstegn, der var synlige ved årsskiftet. Selvom de finansielle markeder tog imod jobrapporten med et lettelsens suk, er der nok lagt i kakkelovnen til en større renteforhøjelse senere på måneden. Sådan skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie, i denne analyse.

Det bør du også læse

Det kostede lange nætter at få økonomien til at hænge sammen for 22-årige Hannah

Berlingske har i denne weekend skudt et særligt tema om den nye økonomiske virkelighed i gang. Som en del af serien »Berlingske byder krisen velkommen« kan du blandt andet læse om, hvordan eksplosive energipriser og høj inflation i særlig grad presser de unge på en ny måde. I denne artikel fortæller 22-årige Hannah Asmann, hvordan hun har haft svært at få økonomien til at hænge sammen. Læs eller genlæs artiklen fra søndag her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones: -1,07 procent

  • S&P 500: -1,45 procent

  • Nasdaq: -1,76 procent

Asien – indeks mandag kl. 07.00:

  • Japan Nikkei: -1,42 procent

  • Hongkong Hang Seng: +1,93 procent

  • Kina CSI: +0,79 procent

Tak, fordi du læste med!