God morgen og velkommen til ugens sidste, hurtige Business-overblik med udsigt til en solrig og varm weekend.

I dag runder vi blandt andet:

  • Børselitens topchefer tjener stadig mere i forhold til de ansatte

  • Grøn omstilling af skibsbranchen vil koste 40.000 milliarder kroner

  • Pensionsfinte skal lukke milliardhul fra energiø

  • Gældsinddrivelse sejler i storbanker

Vi begynder med dagens vigtigste nyhed om problemerne på vækstbørsen i Danmark.

Det vigtigste, du skal vide i dag

Danske børsfiaskoer på stribe giver investorer kæmpe tab

Der er kø ved udgangen på vækstbørsen Nasdaq First North. Blødende aktiekurser og et marked drænet for risikovillig kapital får stribevis af selskaber til at forlade børsen eller sætte retning mod et exit.

Alene siden nytår har fire selskaber således sat kurs mod afnotering på børsen. Derudover har flere selskaber luftet muligheden for at gøre det samme. Det skriver Børsen.

Det sætter investorerne, der købte aktier ved børsdebut, i en slem kattepine. Hvis heldet er med dem, bliver de tilbudt at sælge aktier til spotpris. Hvis ikke, bliver de låst i aktier, der ikke længere kan handles på børsen.

Det skriver andre medier om

1. Børselitens topchefer tjener stadig mere end de ansatte

Lønforskellen mellem toppen og midten af de ansatte vokser og vokser hos de fleste af de 25 mest handlede, børsnoterede virksomheder i Danmark. Hos for eksempel Ørsted tjente topchef Mads Nipper sidste år 23 millioner kroner – 25 gange mere end medianlønnen for alle ansatte – hvor forgængeren, Henrik Poulsen, i 2020 tjente 21 gange mere. Det skriver Finans.

2. Grøn omstilling af skibsbranchen vil koste 40.000 milliarder kroner

Regningen for den grønne omstilling af skibsfarten vil blive på kæmpebeløbet 40.000 milliarder kroner, anslår storbanken UBS. Størstedelen af regningen sendes videre til forbrugerne, der dog kan slippe med prisstigninger på forbrugsvarer på under en procent, skriver Finans.

3. Pensionsfinte skal lukke milliardhul fra energiø

Regningen for at etablere energiøen ved Bornholm med vindmølleparker tilkoblet et større landanlæg har ændret sig, så der nu skal findes et større, tocifret milliardbeløb i statskassen. Her vil man ifølge Børsen udnytte en pensionsfinte, hvor man fremrykker skatteindtægter ved at åbne for større indbetalinger på en aldersopsparing og dermed hente 53,5 milliarder kroner ekstra til staten.

Det skriver vi om

1. Gældsinddrivelse sejler i storbanker

Storbanker som Nordea, Jyske Bank og Nykredit har opkrævet gæld fra deres svageste kunder i strid med reglerne. Dermed var Danske Banks gældskaos ikke en enlig svale. Den pensionerede revisor Henning Jesper Frederiksen har måttet opgive at finde hoved og hale i sin egen gæld hos bankerne. Læs artiklen her.

2. Vestager vil have styr på kunstig intelligens

Kunstig intelligens risikerer at løbe fra os, hvis ikke der gribes ind nu, lyder det fra EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager. EU skal meget gerne være klar med verdens første og mest omfattende lovstyring af den nye teknologi inden nytår. Læs artiklen her.

3. »Østergaards salon« om Jesper Berg

For ti år siden ville tiltalen for vold mod en p-vagt ikke have kostet Finanstilsynets chef Jesper Berg jobbet, lyder vurderingen fra Dansk Erhvervs topchef, Brian Mikkelsen, der er gæst i »Østergaards salon«. Lyt til podcasten her og  læs den tilknyttede artikel her.

Det bør du også læse

Seksuel chikane vidt udbredt på arbejdspladser

Tro ikke, at du arbejder i en branche, hvor der ikke findes ganske udbredt seksuel chikane af medarbejderne. En statslig rapport viser, at mere end hver femte på tværs af brancher i løbet af et år oplever seksuel chikane. I restaurationsbranchen forekommer det chokerende ofte. Læs artiklen her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones: -0,66 procent

  • S&P 500: -0,17 procent

  • Nasdaq: +0,18 procent

Asien – indeks fredag kl. 06.50:

  • Japan Nikkei: +0,87 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,13 procent

  • Kina CSI: -0,40 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!