Business-Overblik: Dansk hotelkonge traf milliard-heldigt valg inden coronakrisen

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og kontrollerer aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Niels Fennet ramte plet, da han umiddelbart før coronakrisen sikrende sin store hotelkoncern Cabinn over en milliard i ny kapital. Malte Kristiansen

Godmorgen og velkommen til tirsdagens nyhedsoverblik fra Berlingske Business.

Vi skal i dag forbi Nykredit, der er er klar med gratis lån, Mærsk, som står foran en reorganisering, og så ruller den nye gældsskandale videre i Danske Bank. Men vi begynder med en dansk hotelkonge, der traf en ualmindeligt god beslutning, inden coronakrisen brød ud.

Danske hotelkonge lånte over en milliard, lige inden coronasmitten kom

Hotelkongen Niels Fennet, der ejer lavpriskæden Cabinn, tog sidste år et lån på 1,3 mia. kr. og står nu med en særdeles velpolstret hotelkæde midt i krisen. Det skete, umiddelbart inden hotelmarkedet faldt sammen på grund af coronakrisen, skriver Børsen.

»Nogle gange kan blinde høns også finde korn, så man kan være heldig. Der er to ting her i livet, som man skal have, og det er held og flid. Det er de to ting, som efter min mening skaber succes her i livet,« siger 76-årige Niels Fennet.

Lavpriskæden Cabinn råder over 11 hoteller med 4.300 værelser fordelt over hele Danmark. Og krisen er tydelig for en virksomhed i en branche, der lige nu er midt i en historisk krise, hvor efterspørgslen er styrtdykket.

Omsætningen hos Cabinn er faldet med 80 procent siden årsskiftet, når man sammenligner med samme periode sidste år. Niels Fennet venter nu et negativt resultat i 2020, og det vil være første gang siden 1997, at kæden ikke giver overskud.

Nykredit vil udbyde gratis lån i kampen for et bedre klima

Nykredit tager nu en hidtil uset metode i brug for at sætte skub i den grønne omstilling blandt sine kunder, skriver Finans. Nykredit er klar med gratis lån og gratis leasing til udvalgte kunder. I første omgang er der afsat 500 mio. kr. til formålet, som Nykredit vil låne ud til nul procent i rente og nul kr. i gebyrer.

»Vi har alle et medansvar for den grønne omstilling, og vi er nødt til at gå nye veje, hvis vi skal nå i mål med en CO2-reduktion på 70 procent i 2030. Vi føler, at vi som foreningsejet bank naturligvis skal bidrage til den grønne omstilling,« siger Tonny Thierry Andersen, koncerndirektør i Nykredit, til Finans.

I første omgang er lånene målrettet Nykredit Banks erhvervskunder inden for landbrugssektoren, men Tonny Thierry Andersen afviser ikke, at Nykredit senere vil præsentere andre tiltag inden for udlån til boliger og erhvervsejendomme, ligesom han er klar til at øge puljen på de 500 mio. kr., hvis efterspørgslen skulle fordre det.

Minister er rystet efter bankafsløringer

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) taler om et klokkeklart brud på reglerne og vil bede Danske Bank om at udrede forløbet om fejlagtige opkrævninger af gæld, skriver Berlingske.

Reaktionen kommer, efter at TV 2 og Berlingske har afdækket, hvordan Danske Bank i årevis har inddrevet penge, som banken ikke havde krav på. Senest er det kommet frem, at Danske Banks inkassoafdeling har kendt til problemerne i mere end ti år, og at der findes notater fra 2006, 2008 og 2009, som advarer mod fejl i gældsinddrivelsen. Mindst seks vice- og underdirektører blev orienteret tilbage i 00erne.

»Alle skal kunne have tillid til deres bank. Jeg er rystet over, at det her kan ske, og at det går ud over så mange danskere,« skriver erhvervsminister Simon Kollerup til Berlingske i en e-mail.

»Noget tyder endda på, at det også er gået ud over de mest udsatte borgere. Det er kunder, der i forvejen står i en svær situation. Jeg vil gerne understrege, at det er bankens og ikke kundernes ansvar at holde styr på det,« hedder det videre.

TV 2 og Berlingske har beskrevet, hvordan omfattende fejl i bankens data og IT-systemer har betydet, at Danske Bank eksempelvis har opkrævet forældet gæld, samme gæld fra flere personer og gæld fra de forkerte personer. Danske Bank anslår, at op mod 15.000 bankkunder bør kompenseres. I alt er Danske Bank i gang med at undersøge 100.000 gældssager for mulige fejl.

Danske Bank undskylder og oplyser, at banken arbejder så hurtigt, den kan.

Mærsk på vej med omfattende reorganisering

A.P. Møller - Mærsk har i ugevis forberedt en omfattende reorganisering, som kan få konsekvenser for flere af de kendte selskaber allerede denne uge. Pilen peger på Damco og Safmarine, skriver branchemediet Shippingwatch.

Damco, logistikdelen i A.P. Møller - Mærsk, er tidligere blevet lagt ind under containerrederiet Maersk Line i forbindelse med koncernens overordnede strategi om at udvikle den danske virksomhed til en moderne transport- og logistikvirksomhed.

Safmarine er et containerrederi, som A.P. Møller - Mærsk overtog i 1999, men som siden 1999 har bevaret et separat brand.

Tre forhold, investorerne bør holde øje med:

Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, holder øje med disse punkter i dag:

Aktier lukkede en smule lavere i går efter at have oplevet kraftige stigninger i august. Særligt amerikanske aktier har været løftet af stærk appetit på IT-aktier, som også har haft en solid måned. Ferien for investorerne er ovre nu, og fokus på efteråret begynder at indfinde sig. Her vil mange politiske risici fortsat være i fokus, herunder de største områder som det amerikanske valg og friktionerne mellem USA og Kina.

Vi forventer dog ikke, at disse risikofaktorer vil blive afgørende for markederne de kommende måneder, men at markederne snarere har fokus på en fortsat bedring i omsætningen og indtjeningen blandt selskaberne. Underliggende vil de politiske områder fortsat give investorerne stof til eftertanke som i går, hvor både Microsoft, Oracle og Walmart faldt, efter en forøget risiko for, at Kina vil begrænse eksporten af teknologi, og dermed også for, at man ikke vil være i stand til at købe videotjenesten TikTok.

Denne uge er generelt travl på nøgletalsfronten, og i dag er ingen undtagelse. Der kommer i løbet af dagen en række tal for erhvervstilliden rundt omkring i verden. Det er de endelige tal for august, og tallene for den kinesiske fremstillingssektor overraskede her til morgen positivt. Vores forventning er, at økonomien langsomt kommer på fode igen, og at forbedringen i den økonomiske aktivitet fortsætter ind i 2021. Det er denne forbedring, der er vigtig for investorerne, og positive overraskelser på nøgletalsfronten i denne uge vil kunne løfte aktiehumøret.

Udover nøgletal er de vigtige centralbanker rundt omkring i verden også på banen. Dagen i dag byder på en tale fra Lael Brainard, som taler om den amerikanske centralbanks, Feds, pengepolitiske analyse af værktøjskassen og målsætningen, som også var i fokus under sidste uges tale fra Fed-chef Jerome Powell. Centralbanken er ansvarlig for meget af den stabilisering, vi har set i markederne, men ikke desto mindre skal vi nok ikke forvente meget mere medvind til markederne fra den front, medmindre der kommer negative overraskelser, og centralbankerne er nødt til at træde til igen.

Markederne i dag

USA lukkekurser mandag

Dow Jones -0,789 pct.

S&P 500 -0,22 pct.

Nasdaq +0,68 pct.

Asien - Indeks kl. 06.40

Japan Nikkei -0,05 pct.

Hongkong Hang Seng -0,02 pct.

Kina CSI +0,04 pct.