God morgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik i det nye format, som vi havde premiere på i går.

I dag runder vi blandt andet:

  • Carlsbergs formand, Henrik Poulsen, måtte på generalforsamlingen mandag svare på hård kritik af bryggeriets ageren i Rusland.

  • Den vigtige kornaftale, der sikrer eksport af ukrainsk korn, udløber snart. Hvad vil russerne nu?

  • Sjældne jordarter er essentielle i den grønne omstilling og kan bringe Grønland og Sverige på den grønne gren.

Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed om eftervirkningerne af de amerikanske aktiekrak, hvor chokbølgerne kører verden rundt.

Det vigtigste, du skal vide i dag

Nedtur for banker ruller videre til Asien

Fredagens krak i californiske Silicon Valley Bank fortsætter med at sende efterskælv rundt om kloden, hvor bankaktier får store stryg. I nat ramte det bankerne i Japan, hvor storbankerne MUFG, Mizuho og SMFG er faldet med omkring 8 procent, og faldet er endda blevet begrænset af den japanske nationalbank, der for første gang siden december sidste år har støttet markedet. Det japanske bankindeks var nede med 7,6 procent, det største fald i mere end tre år.

De japanske fald kommer efter mandagens kursmassakre på mellemstore banker i USA, hvor First Republic Bank faldt med uhørte 61,8 procent, Western Alliance Bancorp med 47,1 procent og Key Corp med 27,3 procent, samlet trak det KBW Nasdaq Bank-indekset ned med 11,7 procent.

De danske banker fik kærligheden at føle mandag, hvor en længere optur fik en brat ende. Danske Bank fik skåret knap 7 procent af markedsværdien, mens Jyske Bank måtte ned med næsten 6 procent.

Det skriver andre medier om

1. Carlsberg-formand til aktionærer: Ude af Rusland inden årets udgang

Et år efter den første tilkendegivelse om sagen er den russiske forretning fortsat til salg, og bryggerigiganten har fået tiltagende hård kritik for sin håndtering af situationen. På Carlsbergs generalforsamling i går forsikrede formand, Henrik Poulsen, dog aktionærerne om, at Carlsberg er på vej ud af Rusland, og at man forventer at have gennemført salgsprocessen i løbet af andet halvår i år, skriver Børsen.

2. Europa presser Kina tilbage på kritiske råstoffer

Tirsdag kommer EU-Kommissionen med et udspil – en retsakt – der delvist skal forhindre Kinas monopollignende rolle på markedet for udvinding og forarbejdning af sjældne jordarter, der blandt andet er helt centrale for den grønne omstilling. Det kan vise sig at blive en indbringende forretning for blandt andre Grønland, skriver Børsen.

3. Rusland vil genforhandle ekstremt vigtig kornaftale

I juli indgik FN med hjælp fra Tyrkiet en aftale med Rusland, der betød, at Ukraine fik lov til at eksportere en lang række fødevarer via Sortehavet. Ukraine er globalt set en nøgleeksportør i den henseende. Og nu truer russerne med at stille nye krav, når aftalen står til at udløbe sidst på ugen. Lander aftalen ikke, kan det udløse store prisstigninger på fødevarer og føre til en decideret sultkrise flere steder i verden, skriver Finans.

Det skriver vi om

1. Endnu et offer for højere renter. Men et bankkollaps i USA er ikke så ringe endda

Bankaktierne bløder med en frygt for, at der ligesom før finanskrisen igen er noget, som vi ikke har set, selvom det har blinket lige foran os. Silicon Valley Bank har fået alle op på dupperne. Også de myndigheder, der var blevet lidt rustne i krisehåndtering. Nu ruller løsningerne ud, men de skaber nye problemer og sætter igen fokus på centralbankernes tvivlsomme rolle i det finansielle system.

Læs Berlingske økonomiredaktør Ulrik Harald Bie analyse her

2. Tommy Ahlers fortryder knap så grønne investeringer

Topiværksætteren Tommy Ahlers har særligt blik på grønne investeringer, der kan trække klima og forbrug i den bæredygtig retning, men der har sneget sig et par smuttere ind, som den tidligere minister nu fortryder. Læs Kalle Kehlets artikel her

Det bør du også læse

Krisen giver søvnløse nætter hos de unge

Berlingske har skudt et særligt tema om den nye økonomiske virkelighed i gang. Som en del af serien »Berlingske byder krisen velkommen« kan du blandt andet læse om, hvordan eksplosive energipriser og høj inflation i særlig grad presser de unge på en ny måde. En dugfrisk undersøgelse viser, at hver femte ung i alderen 18 til 35 år har svært ved at sove af bar bekymring for deres økonomi. Læs artiklen her

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: -0,28 procent

  • S&P 500: -0,15 procent

  • Nasdaq: +0,45 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 06.20:

  • Japan Nikkei: -2,23 procent

  • Hongkong Hang Seng: -1,79 procent

  • Kina CSI: -0,96 procent

Tak, fordi du læste med!