Godmorgen og velkommen til torsdagens Business-overblik.

Som altid har vi været tidligt oppe for at finde dagens vigtigste historier fra erhvervslivet.

I dag skal vi blandt andet forbi:

  • De finansielle markeder har højere forventninger til rentenedsættelser end den amerikanske centralbank.

  • Priserne på elbiler kan eksplodere som konsekvens af nye EU-sanktioner. 

  • Danmark halter efter nabolande, når det kommer til ligestilling på ledelsesposter. 

Men først skal blikket vendes mod, at topchefen i AP Pension, Bo Normann Rasmussen, grundlæggende vil lave om på det danske pensionssystem. 

God læselyst!

Dagens hovedhistorie 

Pensionsboss vil slippe pensionerne fri

Det danske pensionssystem skal renoveres. 

Sådan lyder budskabet fra AP Pensions administrerende direktør, Bo Normann Rasmussen. 

Det skriver Børsen. 

»Vi har et godt pensionssystem i Danmark, som er meget veludviklet, og nu kunne man godt tage det næste skridt op af udviklingskurven, hvor man gør det mere fleksibelt for den enkelte, så man bedre kan tilrettelægge det til ens eget livsforløb,« siger Bo Normann Rasmussen.

Sammen med flere garvede finansfolk mener pensionsbossen, at i stedet for kun at tænke på pensionsopsparingen som en opsparing til de år, man ikke længere er i arbejde, bør man i højere grad sætte pensionerne fri til de tider, hvor det økonomiske behov er størst. 

Eksempelvis foreslår Bo Normann Rasmussen at se på muligheden for at standse indbetalingerne i en periode, hvis man har brug for penge til at etablere sig eller betale af på for eksempel et studielån. På samme måde skal man ifølge direktøren kunne tage et års løn ud, hvis man vil have orlov til at tage en ny uddannelse eller passe en syg forælder. 

Læs hele historien hos Børsen her. 

Det skriver andre medier om

1. Investorer har større forventninger om rentenedsættelser end den amerikanske centralbank 

I 2024 er håbet om rentenedsættelser vokset på de finansielle markeder. Faktisk er de vokset så meget, at de nu overstiger forventningerne hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed). Det skriver Finans. Tal fra CME FedWatch Tool viser nemlig, at investorerne i obligationsmarkedet ser størst sandsynlighed for, at Fed leverer to rentenedsættelser i år, hvilket er mere end centralbanken selv forventer. Onsdag meddelte USAs centralbank på et møde, at renten vil være uændret på 5,5 procent. Centralbanken venter selv, at de blot vil nedsætte den én gang i 2024. 

2. Sanktioner fra EU kan sende elbilpriserne på himmelflugt

Onsdag løftede EU sløret for, at de vil hæve importtolden på kinesiske elbiler op mod knap 50 procent for at forhindre unfair konkurrence for billige, statsstøttede elbiler fra Kina. Men branchefolk og Danske Bank advarer nu om, at tiltaget vil sende priserne på elbiler til vejrs og dermed dæmpe tempoet på den grønne omstilling. Det skriver Finans. »Flere mennesker skal køre i elbil, og det her kan bremse den udvikling. Der er behov for billige elbiler, og tolden kan gøre det dyrere for forbrugeren og forsinke den grønne udvikling,« siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk.

3. Danmark er et godt stykke under nabolande, når det kommer til ligestilling i erhvervslivet

Danmark snegler sig opad på global ligestillingsliste, men vi er stadig bagefter vores nordiske naboer. Det skriver Finans. Det viser rapporten Global Gender Gap-rapport, som bliver udgivet årligt af World Economic Forum. Her listes 146 lande, som bliver målt på, hvordan ligestillingen ser ud på flere parametre blandet andet inden for økonomi. Her fremgår det, at Danmark ligger nummer 15 på en liste, der ser på andelen af kvinder i ledelse. 

Det skriver vi om

1. »Skatten fra helvede« gav Niels Buus en tocifret milliongæld. Selvom den nu afskaffes, skal han blive ved med at betale

I otte år har iværksætter og tidligere direktør Niels Buus levet med en millionstor skatteregning for penge, som han aldrig har tjent. Det samme gør flere andre. Nu vil regeringen gribe ind – men ikke i sager, der allerede eksisterer.

Læs hele historien her.

2. Ny melding fra USA skaber nervøsitet i finansmarkeder

Den amerikanske centralbank holdt som forventet renten uændret på 5,5 procent på onsdagens møde. Men alligevel kom der nye meldinger. For renten skal slet ikke sættes ned på samme måde som tidligere forventet.

Læs hele historien her.

3. Flere af topadvokatens sager er afsluttet påfaldende hurtigt. Nu skal Kammeradvokaten granske hans gamle sager

Gældsstyrelsen har foreløbig bedt om, at 25 af den tidligere topadvokat Nicolai Dyhrs konkursboer genåbnes. Men styrelsen graver videre i op til tre år gamle sager.

Læs hele historien her.

Det skal du også læse

Hun og hendes far blev billedet på Danmarks mest omtalte miljøkatastrofe. Nu bryder Nordic Waste-ejer tavsheden efter et halvt år i pressely

For første gang stiller Nordic Waste-ejer nu op til interview om en af de mest omtalte miljøkatastrofer i nyere danmarkshistorie. Hun fortæller om en »drømmeinvestering«, der gik helt, helt galt, en central fortrydelse og om en påstand, der blafrer i vinden. Og så frikender hun mere eller mindre ejerfamilien for ansvar.

Læs hele interviewet af Daniel Tidemann her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

Dow Jones: -0,09 procent

S&P 500: +0,85 procent

Nasdaq: +1,53 procent

Asien – indeks tirsdag klokken 07.00:

Japan Nikkei: -0,20 procent

Hongkong Hang Seng: +0,54 procent

Kina CSI Shanghai: -0,30 procent

Tak, fordi du læste med!