EU forventer at informere Kina om, at det vil indføre told på import af elbiler på onsdag, fordi kinesisk statsstøtte til dets producenter er konkurrenceforvridende, når de billige biler sælges på det europæiske marked.
Det skriver The Guardian.
Men samtidig konkurrerer europæiske regeringer indædt om en andel af de investeringer og job, de nye kinesiske konkurrenter bringer, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Økonomisk støtte, skattelettelser og lempet regulering
Ungarn, som producerede omkring en halv million køretøjer i 2023, sikrede den første europæiske fabriksinvestering af en kinesisk bilproducent, som sidste år blev annonceret af den kinesiske elbilgigant BYD.
Det østeuropæiske land forhandler desuden med kinesiske Great Wall Motor, som vil opføre sin første europæiske fabrik i landet. Ifølge flere lokale medier tilbyder Ungarn økonomisk støtte, skattelettelser og lempet regulering i målrettede zoner for at tiltrække udenlandske investeringer.
Også Spanien, som er det land i Europa, der fremstiller næstflest biler efter Tyskland, har sikret sig en investering fra kinesiske Chery, som starter en produktion i fjerde kvartal i år på et tidligere Nissan-anlæg i Barcelona.
Ifølge en anonym kilde, Reuters har talt med, planlægger Chery endnu en fabrik i Europa og har formentlig haft drøftelser med den italienske regering.
To andre kilder med kendskab til sagen fortæller, at den kinesiske producent SAIC sigter mod at bygge to europæiske fabrikker med Tyskland, Italien og Ungarn som mulige placeringer.
Handelskrig på vej
Som nævnt forventes EUs toldtariffer på kinesiske producenter at blive præsenteret på onsdag, når en undersøgelse af kinesisk statsstøtte af elbilsektoren offentliggøres.
Den ventes at konkludere, at den massive statsstøtte har skabt en konkurrencefordel for de kinesiske producenter.
Enhver beslutning om at anvende toldtariffer permanent skal støttes af medlemslandene i november. Det vil sige 13 måneder efter offentliggørelsen af undersøgelsen.
Hvis EU informerer Kina om, at de vil pålægge de kinesiske producenter toldtariffer, vil Kina have fire uger til at fremlægge beviser for at modbevise det.
Ifølge eksperter, som The Guardian har talt med, vil Beijing i tilfælde af sanktioner gøre gengæld med tiltag, der kan ramme europæisk eksport fra ost til cognac.
Til mediet Politico har en anonym kilde med kendskab til Kinas strategi i starten af juni sagt, at hvis EU gør alvor af toldtarifferne, vil Kina »indlede« med at gøre gengæld på luftfart og landbrug.
Med andre ord kan det altså igangsætte en handelskrig.