Kultaktie i frit fald
GameStop-aktien har været på himmelflugt i 2024, efter at influencer-investoren »Roaring Kitty« er vendt tilbage på sociale medier. Men udviklingen er tilsyneladende ved at vende.

GameStop-aktien har været på himmelflugt i 2024, efter at influencer-investoren »Roaring Kitty« er vendt tilbage på sociale medier. Men udviklingen er tilsyneladende ved at vende.

GameStop-aktien falder 12 procent mandag og forlænger fredagens fadæse, hvor den faldt hele 40 procent.
Det skriver CNBC.
Videospilsvirksomheden udgav fredag sin indtjeningsrapport, som viste et fald i salget med 29 procent i første kvartal. Samtidig annoncerede GameStop, at de vil sælge yderligere 75 millioner aktier.
Aktien er ellers fløjet i vejret den seneste tid, efter at influencer-investoren Keith Gill – kendt som Roaring Kitty – er vendt tilbage til de sociale medier.
Dog er aktien stadig oppe med 37 procent for hele 2024, skriver Reuters.
I 2021 fik internetfænomenet sammen med andre brugere på sociale medier flere selskabers aktier til stige, heriblandt GameStop, biografkæden AMC og boligforretningen Bed, Bath & Beyond.
Disse selskaber havde alle én ting til fælles: De klarede sig skidt økonomisk. Men da Keith Gill fik brugere på forskellige onlinefora til at handle med aktierne, fløj de til vejrs. Den slags aktier blev døbt »meme-aktier«.

Keith Gill og alle dem, han har fået til at handle aktierne, ændrede blandt andet GameStops vej mod konkurs i en nærmest David mod Goliat-lignende kamp.
På den ene side stod private enkeltinvestorer, der spekulerede i at købe aktien, mens den var lav, skabe omtale på de sociale medier og så sælge aktien igen, når den var banket i vejret på grund af mediehype.
Over for dem stod to kapitalfonde, som havde shortet GameStop-aktien. Det betyder, at de havde satset på, at virksomheden ville klare sig skidt eller gå konkurs.
Tilbage i maj gjorde Roaring Kitty comeback på de sociale medier med et opslag, der opfordrede hans følgere til at købe sig ind i GameStop, og hermed var aktien på himmelflugt igen.
Men efter Keith Gills seneste video på YouTube i fredags ser det ud til, at udviklingen begynder at vende.
Videoen på det sociale medie udløste nemlig ikke ny investorbegejstring for videospilsvirksomheden ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Andre såkaldte meme-aktier faldt også mandag. AMC Entertainment faldt eksempelvis syv procent, mens hovedtelefonvirksomheden Koss tabte fire procent.