Kære Brevkasse
Tak for jeres omtale af fremtidsfuldmagter og også andre fuldmagter. Nu er mit spørgsmål: Kan jeg nøjes med at oprette en fuldmagt på www.borger.dk, eller skal jeg have en fremtidsfuldmagt ved siden af?
Med venlig hilsen
H.O.J.
Jeg forstår din forvirring og takker for spørgsmålet. Der er meget stor forskel på de to fuldmagtstyper.
Meget kontakt med det offentlige foregår i dag digitalt. Det kan derfor i flere tilfælde være praktisk at give en handlingsfuldmagt eller læseadgang til offentlige selvbetjeningsløsninger. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor du ønsker, at dine pårørende eller plejepersonale skal have mulighed for at se dine laboratoriesvar på sundhed.dk eller læse med i din digitale postkasse.
Når fuldmagten er oprettet, kan fuldmagtshaver nu logge på den givne selvbetjeningsløsning med sit eget NemID og handle på dine vegne. Det betyder, at den person, du giver fuldmagt til, kan agere eller se informationer på dine vegne med sit eget NemID/MitID i en bestemt digital selvbetjeningsløsning. Du mister ikke selv adgang til at logge på selvbetjeningsløsningerne, selvom du afgiver en fuldmagt.
Den fællesoffentlige »Digital Fuldmagt« er en selvbetjeningsløsning, hvor du ét samlet sted kan give fuldmagt til, at en anden kan handle for dig.
For at bruge Digital Fuldmagt skal du være:
Over 15 år
Ved din fornufts fulde brug
Det er ikke muligt at bruge løsningen i tilfælde, hvor du:
Ikke er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Det betyder, at du skal være i stand til at forstå og overskue konsekvenserne af at oprette en fuldmagt.
Ikke kan underskrive med enten NemID eller fysisk signatur.
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft engang i fremtiden, hvis du bliver syg eller svækket og mister evnen til selv at tage vare på dine økonomiske eller personlige forhold med et indhold, du selv definerer (inden for lovens muligheder). Selvom du opretter fremtidsfuldmagten i dag, vil den først kunne sættes i kraft og virke, hvis du ikke længere kan varetage dine forhold på de områder, som er omfattet af fremtidsfuldmagten. Det kan ske, hvis du en dag bliver syg, mentalt svækket eller lignende.
En fremtidsfuldmagt er et frivilligt og privat alternativ til en almindelig fuldmagt og til et værgemål.
Jeg har tidligere i brevkassen omtalt brug af NemID og MitID. Mange læsere har undret sig over, at det – for eksempel som fremtidsfuldmægtig – ikke er tilladt at benytte fuldmagtsgivers NemID/MitID. Det er som noget nyt i dag muligt for personer med fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft og dækker personlige og økonomiske forhold, eller generalfuldmagt at oprettet en fuldmagt til digital selvbetjening via den fællesoffentlige Digital Fuldmagt.
Med en fuldmagt til digital selvbetjening kan du nu få adgang til de cirka 40 selvbetjeningsløsninger, som er tilgængelige via Digital Fuldmagt i dag. Det betyder i praksis, at du for eksempel som pårørende kan logge på med dit eget NemID/MitID og handle på fuldmagtsgivers vegne via Digital Fuldmagt.
Som fuldmægtig i en fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft, kan du altså nu få oprettet en digital fuldmagt for fuldmagtsgiveren. Så kan du via dit personlige NemID/MitID få adgang til fuldmagtsgivers Digital Fuldmagt på områder, der i henhold til fremtidsfuldmagten har relevans. Men »nøglen« er, hvis du skal handle for en anden, der ikke selv kan, i fremtidsfuldmagten.
NemID/MitID er borgerens personlige underskrift, når de handler digitalt. Derfor er NemID/MitID borgerens personlige identifikationsmiddel, hvorfor for eksempel en fremtidsfuldmægtig, en værge, borgerens børn eller nabo ikke må bruge dit NemID/MitID. Årsagen til dette er, at når du bruger dit identifikationsmiddel, kan det altid ses, hvem det er, der logger på digitalt hos for eksempel borger.dk eller netbank. Hvis en anden person kunne få adgang til at logge ind med dit identifikationsmiddel, er det ikke længere klart for modtageren, hvem der agerer.
En fremtidsfuldmægtig/generalfuldmægtig med en fremtids- eller generalfuldmagt, der er sat i kraft, kan oprette en sådan digital fuldmagt. I de tilfælde hvor fremtidsfuldmægtigen kun har en delvis ikraftsat fremtidsfuldmagt, er det ikke nu muligt at få digital fuldmagtsadgang.
Det nye er, at der nu er skabt mulighed for, at en fremtidsfuldmægtig kan få den moderne og lette adgang til at bruge Digital Fuldmagt med eget NemID/MitID. Dette kræver dog hjemmel i fremtidsfuldmagten (eller i en generalfuldmagt eller i et værgemål).
Jeg har spurgt Digitaliseringsstyrelsen, hvorfor det ikke er sådan, at når en fremtidsfuldmagt sættes i kraft, så åbnes automatisk for Digital Fuldmagt. Jeg har fået til svar, at Digital Fuldmagt er en løsning, som hele tiden er under forbedring og udvikling, hvor Digitaliseringsstyrelsen hele tiden ser ind i mulige tilslutninger samt udviklingspotentiale. Dette er absolut en spændende overvejelse, og ville tale rigtig fint ind i det arbejde, som vi laver. Mange tak for dette input«, så det kan måske komme fremadrettet.
Lige nu er det vigtigt at holde tungen lige i munden: »Digital Fuldmagt« er noget andet end »Fremtidsfuldmagt«. Som tidligere omtalt i brevkassen, er der oprettet flere end 100.000 fremtidsfuldmagter, og det er, fordi systemet med »private værgemål« tiltaler mange. Jeg har også peget på, at der er mange mangler ved Lov om Fremtidsfuldmagter, så vi er mange praktikere, der ser frem til forbedringer, og vi venter med spænding på den evaluering af loven, der skal ske i indeværende år, og før loven til 1. september har fem års børnefødselsdag.
Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H)
www.forumadvokater.dk