Brevkassen: Hvad skal jeg betale i skat af mine Novo Nordisk-aktier?

I denne uges brevkasse beskriver advokat Erik Øvlisen de muligheder, man som investor har for at reducere den beskatning, man skal betale ved salg af aktier. En læser har nemlig mange Novo Nordisk-aktier, som hun overvejer at sælge efter den seneste tids kursstigninger.

Det har været gyldne tider for aktionærer i Novo Nordisk. Derfor har en læser overvejelser om, hvorvidt hun skal sælge sine aktier. Men giver det mening at købe op før salg for at reducere gennemsnitsprisen? Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse

Jeg har gennem flere år købt aktier i Novo Nordisk til moderate priser.

Nu er prisen for en aktie steget betydeligt, og jeg går i overvejelser om at sælge hele min aktiepost.

Skattevæsenet beregner min fortjeneste ved salget ved at benytte gennemsnitkursen for mine aktiekøb og dagens salgspris, og jeg skal så betale 42 procent af fortjenesten.

Hvis jeg nu køber nogle aktier til den højere kurs, kan jeg forhøje den gennemsnitlige køberkurs og dermed mindske fortjenesten og skattebetalingen.

Er dette en fremgangsmåde, jeg kan benytte?

Venlig hilsen

K.K.

Beskatningen af gevinst (og tab) på personers børsnoterede aktier er indrettet således, at den sker efter FIFO-princippet (First In First Out) og gennemsnitsmetoden. Med FIFO-princippet sælges den ældste aktie først, og gennemsnitsmetoden medfører at enhver avanceopgørelse tager udgangspunkt i den gennemsnitlige anskaffelsessum umiddelbart før hvert salg. Gennemsnitsmetoden sikrede også, at det var fuldstændig uoverskueligt at opgøre anskaffelsessummen, såfremt der havde været en bare moderat handel med den pågældende aktie over en årrække.

Heldigvis har Skat siden 2010 haft et system, hvor både køb og salg indberettes, og det har siden 2010 været muligt at indberette ældre køb. Så i de fleste tilfælde er der styr på den gennemsnitlige anskaffelsessum, selv om jeg i dødsboer oplever, at systemet ikke er blevet fodret med de nødvendige købsoplysninger.

Som du ganske rigtigt har spottet, så vil køb af »dyre« aktier via gennemsnitsmetoden medføre, at fortjenesten af de »billige« aktier bliver mindre. Prisen bliver bare, at der på de »dyre« aktier vil være en større skattemæssig fortjeneste. Hvis aktierne eksempelvis sælges til samme kurs som de blev købt, vil der være en skattemæssig fortjeneste. Det er konsekvensen af at gennemsnitsmetoden overførte en del af de »dyre« aktiers anskaffelsessum til de »billige« aktier. Der er intet i vejen for at du benytter fremgangsmåden. Så længe de senest købte aktier har en højere kurs, end de aktier du havde i behold før købet, vil køb af nye aktier til højere værdi give dig en lavere skat.

Til sidst en advarsel: Når aktiemarkedet vender, så kan det være fristende at sælge med tab, der kan fradrages, og så umiddelbart efter købe til den lave kurs. Altså stort set det modsatte af at købe aktier lige inden man sælger. Når man sælger for at konstatere et tab og følger op af at købe de samme aktier igen, så skal der gå et stykke tid mellem salg og køb. Skat vil ikke acceptere salget, medmindre der er gået så lang en periode, at der har været en reel risiko for at kursen kan ændre sig.

Med venlig hilsen

Erik Øvlisen, advokat (H)

www.forumadvokater.dk