Kære advokat
Tillad en trofast Berlingske-abonnent at stille følgende spørgsmål, som jeg meget håber at få svar på.
Min kæreste og jeg boede i mange år papirløst sammen. Vi oprettede for en del år siden et gensidigt notartestamente, hvor vi i tilfælde af den enes død arvede hinanden med to tredjedele, mens den sidste tredjedel gik til afdødes mor/forældre. Sidste år blev vi gift, og vi har forstået, at ægtefæller arver hinanden 100 procent, hvis der ikke er blevet oprettet en ægtepagt.
Vi er dog kommet i tvivl om, hvad der sker, hvis en af os dør. Har det gamle testamente forret, så den længstlevende kun arver den afdøde med to tredjedele, eller vejer ægteskabet juridisk set tungest, så vi arver hinanden 100 procent? Vi ønsker at arve hinanden 100 procent, så hvis det gamle testamente overtrumfer ægteskabs-indgåelsen, skal vi jo op til notaren og have tilbagekaldt testamentet.
Jeg har hørt en advokat udtale, at et notartestamente overtrumfer et ægteskab. Omvendt forstod jeg på Allan Ohms indlæg i Business Brevkassen 15. oktober 2022 det modsatte – nemlig at et testamente bortfalder, hvis parterne efterfølgende indgår ægteskab. Så vi er forvirrede og vil være taknemmelige for en afklaring.
Et enkelt supplerende spørgsmål: Hvis min ægtefælle og jeg dør samtidig – for eksempel i en trafikulykke – fordeles vores midler vel efter arveloven? Og hvis man ikke ønsker dette, så skal man vel oprette et nyt testamente og få det notarpåtegnet?
Med venlig hilsen
J.M.
Arvelovens regler fører rigtig nok til, at barnløse ægtefæller arver hinanden 100 procent. Men et gyldigt testamente går forud for arvelovens regler. Det betyder, at hvis arvelovens regler er overholdt, så gælder testamentet som udgangspunkt, men jura indeholder aldrig kun en bred motorvej af selvfølgeligheder. Der er mange små stikveje, som fører væk fra motorvejen.
Jeg lægger til grund, at jeres testamente opfylder arvelovens regler, og at testamentet ikke indeholder noget om, hvad der skal gælde, hvis I senere skulle indgå ægteskab. Og derfor skal der fortolkes. Det er aldrig nogen beroligende øvelse, men den må vi bruge her.
Jeg har tidligere omtalt det såkaldt udvidede samlevertestamente, der giver ugifte mulighed for at opnå stilling, som svarer til den retsstilling, som ægtefæller med fuldstændigt særeje har i det omfang, det udvidede samlevertestamente går ud på, at arvelovens regler om ægtefællers arveretlige stilling i videst mulige omfang skal finde anvendelse.
Et sådant samlevertestamente stiller de samlevende på samme måde, som var de ægtefæller med fuldstændigt særeje. Det kan i et samlevertestamente bestemmes, at (nogle af) testamentets bestemmelser skal gælde også efter ægteskab.
Det fremgår ikke, om jeres testamente er et udvidet samlevertestamente, men eftersom I ikke har valgt at fordele arven, som var I ægtefæller med fuldstændigt særeje – men i stedet med to tredjedele arv til hinanden – så vil jeg ud fra almindelig testamentsfortolkning mene, at jeres testamente vil blive opretholdt, selvom I har indgået ægteskab. Det er derfor min anbefaling, at I ændrer testamentet.
Du spørger så om, hvad der sker, hvis I dør samtidig. Efter arveloven er det et krav for at arve, at arvingen overlever afdøde. Børn, der er undfanget inden dødsfaldet og fødes levende, har også arveret efter afdøde.
Man bruger det i sundhedsloven fastsatte lægelige dødsfaldskriterium, dvs. hjerte- eller hjernedød. Samtidig død skal forstås skarpt. Kan det godtgøres, at for eksempel manden overlevede hustruen, så vil manden tage arv efter hustruen, selv om manden kun overlevede hustruen med et minut. I praksis er der tale om et bevisspørgsmål.
Falder både manden og kvinden ned med et fly, og findes ingen af dem i live, vil det i praksis være umuligt at afgøre, om den ene døde før den anden. Her bestemmer arveloven, at når det ikke vides, hvem der døde først, så tager de afdøde ikke arv efter hinanden.
Spørgsmålet, om en ægtefælle overlevede den anden ægtefælle, har været bedømt af domstolene i en arvesag, der var udløber af en makaber drabssag. Trods den makabre baggrund illustrerer sagen meget godt, hvordan samtidige dødsfald håndteres.
Ifølge egen forklaring skød sønnen sin mor ude i køkkenet, gik derefter ind i et værelse og skød stedfaren i hovedet og slog ham endelig to gange i hovedet med en mukkert. Ifølge obducenten og Retslægerådet var døden for begge indtruffet øjeblikkeligt. Sønnen blev i straffesagen kendt straffri på grund af sindssygdom og blev frakendt arveretten efter sin mor.
Arveretligt var det nu interessant, om moren var død før stedfaren. Hvis dette var tilfældet, ville stedfaren tage arv efter moren. Var det ikke tilfældet, ville morens arvinger (med undtagelse af drabsmanden) kunne dele arven. Morens arvinger gjorde gældende, at man ikke kunne fæstne lid til den sindssyge drabsmands forklaring, og at ligsynslovens kriterier (dødspletter, dødsstivhed mv.) skulle anvendes frem for det lægelige dødskriterium (hjerte- eller hjernedød).
Morens arvinger gjorde også gældende, at den minimale tidsforskel mellem dødens indtræden ved den samme ulykkelige hændelse måtte medføre, at døden måtte anses for indtruffet samtidig. Stedfarens arvinger gjorde gældende, at der ikke var grund til at tilsidesætte drabsmandens forklaring, der havde været uændret under hele forløbet, og at obducent og retslægeråd havde udtalt, at døden var indtrådt øjeblikkeligt. Såvel byret som landsret gav stedfarens arvinger medhold, og stedfaren var derfor arving i boet efter moren.
I det ikke helt utænkelige scenario, at en bil med et ægtepar bliver ramt af en lastbil, og den ene ægtefælle dør med det samme, og den anden dør dagen efter, vil familieforholdene i mangel af testamente have afgørende betydning for, hvor arven ender. Hvis der i ægteskabet er delingsformue (formuefællesskab) – eller skilsmissesæreje – og der ikke er oprettet testamente, vil det med udelukkende fællesbørn være underordnet, om den ene eller den anden af ægtefællerne dør først. Fællesbørnene vil arve ligeligt.
Anderledes ser det ud, når der er særbørn. Har ægtefællerne for eksempel hver et særbarn, men ingen fællesbørn, vil førstafdødes særbarn arve en fjerdedel af ægtefællernes formue, mens længstlevendes særbarn vil arve tre fjerdedele. Forskellen skyldes, at længstlevende tager halvdelen som boslod og arver halvdelen af førstafdødes boslod, dvs. tre fjerdedele. Og det er disse tre fjerdedele, som længstlevendes særbarn arver. Som det ses, får det stor betydning, hvem der dør først. Det er derfor endnu en god begrundelse for med dine, mine og vores børn i et testamente at forholde sig til, hvad der skal ske, efter at døden er indtruffet.
I mange testamenter er der taget højde for arvens fordeling ved samtidig død. På grund af den til tider uoverskuelige arvedeling, når ikke alle arvinger er fællesbørn, bør alle, der ikke udelukkende har fællesbørn som arvinger, i et testamente have en bestemmelse om arvens fordeling, både når døden sker forskudt, og når den er samtidig eller næsten samtidig.
Det typiske er at bestemme, at arven ved samtidig død skal fordeles på samme måde, som når længstlevende afgår ved døden. Omvendt ses det også, at der indsættes en bestemmelse om, hvad der er samtidig død, for eksempel dødsfald, der begge har sammenhæng med samme ulykke. Den enkeltes behov kan kun afdækkes ved en grundig drøftelse med en rådgiver.
Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H),
mediator og bobestyrer
www.forumadvokater.dk
Log ind eller opret en profil
Så er du nemt videre og kan deltage - det kræver ikke abonnement.
Se mere
