Kære brevkasse
Min mor har i sit testamente testamenteret et sommerhus til min far. Mine forældre har fuldstændigt særeje. Husets matrikelnummer er skrevet i testamentet. Sommerhuset nævnt i testamentet blev solgt for et par år siden, hvor min mor købte og opførte et nyt sommerhus. Testamentet blev ikke rettet, og min mors første sommerhus (nævnt i testamentet) blev solgt, så det er med andre ord ikke en del af boet efter min mor. Der er tre arvinger i boet – min far, min bror og jeg, der er datter.
Min bror og jeg er begge klar over, at det var min mors ønske, at vores far skulle arve sommerhuset, både det første og det nye. Min bror mener, at han er berettiget til at overtage sommerhuset. Jeg mener, at min far har ret til det. Min far er ulykkelig over det, men vil gerne have sommerhuset.
Med venlig hilsen
C.J.
Det er svært at give et præcist svar ud fra de oplysninger, du giver. Jeg medtager dit spørgsmål i brevkassen, fordi det viser vigtigheden af omhyggelighed ved udarbejdelse af testamente og tillige at huske på at ændre testamentet, når det i testamentet bestemte ikke længere giver mening.
Det fremgår af arvelovens paragraf 90, at en ægtefælle ved testamente kan råde over enkelte aktiver inden for dennes fuldstændige særeje. Jeg forstår din e-mail sådan, at din mor har bestemt, at din far skal arve sommerhuset, men det fremgår ikke, om det er tænkt sådan, at din far alene skal arve sommerhuset og ikke andet, eller om det er tænkt sådan, at din far skal arve sommerhuset og i øvrigt arve yderligere.
Udgangspunktet må være, at når sommerhuset ikke længere ejes af afdøde, så er der intet sommerhus at arve. Den substitutionsret, der følger med særeje – at særejemidler, som omplaceres, fortsat er særeje – mener jeg ikke redder ham. Hvis det første sommerhus for eksempel har en værdi på en million kroner, og det nu ejede sommerhus har en værdi på tre millioner kroner, hvad så? Er der så testeret over tre millioner kroner? Nej.
Samtidig gælder regler om tvangsarv til ægtefællen, og disse regler skal naturligvis overholdes. Hvis testamentet ikke indeholder andre relevante oplysninger herom, vil jeg fortolke det sådan, at din far skal arve halvdelen af særejet, og I to søskende arver resten til lige deling.
Det følger af arvelovens paragraf 50 og paragraf 59, at en arvelader i testamentet kan bestemme, at en arving har ret til at udtage for eksempel en fast ejendom. Hvis værdien af sommerhuset er højere end din fars arv, kan han udtage sommerhuset mod at betale forskelsbeløbet. Ud fra dine oplysninger mener jeg, at der vil være grund til at fortolke testamentet på denne måde. Svaret vil afhænge af et mere detaljeret kendskab til boets beholdning, historikken med videre.
Lad mig i denne sammenhæng – også af hensyn til andre læsere – nævne, at arveloven giver mulighed for at fordele sædvanligt indbo uden oprettelse af et egentligt testamente (indbotestamente), jævnfør arvelovens paragraf 66 stk. 1, der lyder:
»Testamentarisk bestemmelse om, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter, kan oprettes skriftligt af testator ved en dateret og underskrevet erklæring«.
Det er også muligt i et indbotestafilemente at tilgodese personer, der ikke i forvejen er arvinger efter loven eller testamente, uanset at dette vil medføre en kvantitativ omfordeling af arven efter arveladeren. Pengelegater er ikke omfattet af bestemmelsen.
Her er der også grund til at tænde en advarselslampe, for hvad er »sædvanligt indbo«? Det lyder enklere, end det er, hvis sagen sættes på spidsen. Spørgsmålet må afgøres konkret, blandt andet under hensyntagen til arvemassens størrelse og boets forhold.
Udgangspunktet er, at genstande, der har været anvendt som indbo, er omfattet af udtrykket sædvanligt indbo, også selv om for eksempel ægte tæpper eller malerier har en ikke ubetydelig økonomisk værdi. Mere kostbare samlinger af for eksempel sølvgenstande, ægte tæpper eller malerier falder dog udenfor. Bedømmelsen af, hvad der er omfattet af reglen, er relativ.
Endvidere vil det være naturligt, at kravene til erklæringen kan variere afhængig af, hvilke genstande der er tale om. Der stilles større krav til en liste, der for eksempel fordeler relativt bekosteligt indbo, end der gør til en liste, som alene tager stilling til for eksempel fordelingen af fotografier i et familiealbum. Cykel og knallert er formentlig omfattet, mens en bil eller en arbejds-pc næppe er det. En fast ejendom er med sikkerhed ikke omfattet.
Hvis du ikke synes, at du bliver meget klogere af dette forsøg på at beskrive »sædvanligt indbo«, er det ikke ond vilje, men en synliggørelse af, at jura er det muliges kunst og ikke en eksakt videnskab.
Kravet om, at testator skal underskrive og datere dispositionen, er en gyldighedsbetingelse. Sedler sat på indbo vil være en formgyldig testamentarisk bestemmelse, hvis sedlen er underskrevet og dateret af arveladeren. Det samme gælder tilkendegivelser i et brev dateret og underskrevet af arveladeren om, at modtageren af brevet eller andre inden for arvelodden skal have fortrinsret til at udtage nærmere identificerede, sædvanlige indbogenstande og personlige effekter.
Selvom arvelovens paragraf 66 altså gør det muligt at spare et testamente, er der grund til at advare om, at der i det mindste skal udvises omhyggelighed – navnlig ved større aktiver bør det overvejes, om testamente er nødvendigt. Et testamente vil i alle tilfælde være det sikreste.
Til sidst vil jeg gentage et velment råd om at være opmærksom på, at et testamente sjældent er så enkelt, at det bare drejer sig om at trykke nogle krydser, navne og cpr-numre ind i en skabelon. Det vanskelige er ikke at læse indholdet af skabelonen, men at forstå, hvad det betyder, og hvad der muligvis mangler i skabelonen.
Jeg møder ofte for stor tiltro til juraens magiske evner og for lidt viden om, at jura er firkantet og kringlet og let fører dig på afveje lige så store, som du kan opleve ved brug af en ældre gps-vejviser.
Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H)
www.forumadvokater.dk
