Blackstone skiller sig af med sin danske frontfigur

Den internationale kapitalforvalter Blackstone opsluger formelt sit danske administrationselskab 360 North og fjerner samtidig Nils Jansson som direktør i selskaberne. Fremover skal han i stedet være tilknyttet som konsulent.

Nils Jansson, der tidligere var investeringschef 360 North, forlader nu ejendomsselskabet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den internationale kapitalforvalter Blackstone har købt det danske ejendomsadministrationsselskab, 360 North og fjernet selskabets direktør Nils Jansson.

I en pressemeddelelse oplyser Blackstone fredag, at man har købt 360 North, som man formelt har samarbejdet med i flere år i forbindelse med en lang række opsigtsvækkende ejendomskøb i og omkring København.

I forbindelse med opkøbet stopper Nils Jansson som direktør i sit familieselskab, fremgår det af CVR-registeret.

I pressemeddelelsen roser Blackstone Nils Jansson og hele 360 North for arbejdet med at opkøbe og renovere ejendomme i København.

Men ifølge Berlingskes oplysninger har Blackstone uofficielt været af den opfattelse, at Nils Jansson ikke har været den rette mand som leder af den daglige drift i en stadig større forretning. I stedet har han udsigt til at få en rolle som konsulent. Og i forbindelse med opkøbet er Nils Jansson ligeledes blevet købt ud af virksomheden, fremgår det.

Nils Jansson har ikke ønsket at kommentere udviklingen over for Berlingske.

»One happy family«

Bruddet mellem de to parter markerer en umiddelbar afslutning på et partnerskab, der har vakt opsigt i og omkring ejendomsbranchen.

Nils Jansson, en hurtigsnakkende holbækgenser med store armbevægelser, blev kendt under den seneste finanskrise, hvor han gik konkurs med et brag og var med til at trække tæppet væk under færørske Eik Bank. Han blev sidenhen udpeget som én af en mindre gruppe boligspekulanter, der med overbehæftede ejendomme og risikable lån var med til at forværre og forlænge finanskrisen herhjemme.

Og på den anden side Blackstone: En global kapitalforvalter, der med en samlet ejendomsportefølje med en anslået værdi af 650 milliarder kroner, er blandt de største af sin slags i verden. For få år siden meldte Blackstone sin ankomst på det danske ejendomsmarked, hvor man på noget nær rekordtid er blevet en markant spiller i hovedstaden, hvor flere end 170 ejendomme i dag ejes af den amerikanske kapitalforvalter.

Så sent som i november oplyste Blackstone til Berlingske, at man var »meget tilfreds« med partnerskabet med Nils Jansson. Det skete i forbindelse med en artikel, hvor Nils Janssons tidligere samarbejdspartnere beskyldte ham for at have løbet med Blackstone-kontrakten og dermed en indbringende millionforretning.

Nils Jansson har selv sagt om Blackstone-samarbejdet, at de var »one happy family«.

Blackstones overtagelse kommer på ryggen af en række artikler om Nils Jansson.

Berlingske har de senere måneder kunne fortælle, at Nils Jansson har brugt en udskældt børnefinte til at beskytte sig mod gamle kreditorer, ligesom lejere har berettet om aggressiv fremfærd i forbindelse med, at 360 North har overtaget ejendommene.

Det er ligeledes kommet frem, at Nils Janssons gamle forretningspartnere har beskyldt ham for at have misbrugt sit firmakort til private indkøb –eksempelvis 65.000 kr. på luksusvarer i Chanel. En påstand, Nils Jansson har afvist pure.

Af fredagens pressemeddelse fremgår det ikke, om rækken af sager har spillet en rolle i Nils Jansson fratrædelse.

Blackstone ønsker ikke at udtale sig yderligere om omstændighederne bag overtagelsen.

Få overblik over sagen her.