21-årig milliardær-kendis vælter Mark Zuckerberg af tronen

Den amerikanske reality-kendis Kylie Jenner kan nu som bare 21-årig kalde sig den yngste dollarmilliardær på Forbes' liste over rigeste personer i verden. Dermed slår hun Facebooks Mark Zuckerberg, der rundede sin første milliard som 23-årig.

Som blot 21-årig har den amerikanske Kylie Jenner allerede opnået status som den yngste milliardær på Forbes' liste over rigeste mennesker i verden. Kylie Jenner kan takke sin makeupforretning, der sidste år indtjente 360 mio. dollar i salg. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS/Ritzau Scanpix

Den amerikanske kendis Kylie Jenner – kendt for sine eskapader med familien Kardashian-Jenner på reality-TV – er blevet kåret som verdens yngste milliardær som 21-årig. Dermed kan hun med tryghed placere sig solidt på det amerikanske magasin Forbes' årlige liste over de rigeste og mest indflydelsesrige milliardærer i verden.

Det skriver The Guardian.

Med sin makeupforretning, Kylie Cosmetics, der primært markedsfører sig selv samt foretager salg af produkter gennem Kylie Jenners forskellige konti på sociale medier, har den unge TV-stjerne allerede indtjent 360 mio. dollar i salg i 2018. Og dermed kan hun placere sig selv i top på listen over de rigeste milliardærer under 30 år.

»Jeg havde ikke forventet noget. Jeg har ikke forudset fremtiden. Men anerkendelsen føles virkeligt god. Det er et rart klap på skulderen,« siger Kylie Jenner til Forbes.

Amazon stadig kongen

Mindre godt går det for andre kendte milliardærer på listen. Ifølge BBC News er Facebooks Mark Zuckerberg således røget ned ad den prestigefyldte liste, og hans samlede formue er ligeledes faldet med 8,7 mia. dollar sammenlignet med forrige år. Dermed ligger den unge entreprenør nu på en ottendeplads på listen med en samlet formue på 62,3 mia. dollar.

Ifølge BBC News har Mark Zuckerbergs personlige aktier i Facebook tillige mistet en tredjedel af deres markedsværdi, efter at Facebook har måttet forsvare sig i de verserende skandalesager omkring brud på digital sikkerhed og brugernes privatliv.

Med Kylie Jenners plads på listen slår hun ifølge The Guardian dermed Mark Zuckerberg af tronen som en af de hidtil yngste milliardærer på listen – en position, han i 2008 kunne hædre sig selv med, da han det år opnåede 1,5 mia. dollar i nettoformue. Mark Zuckerberg rundede millionerne som 23-årig i 2004, da han droppede ud af sit studie på Harvard for udelukkende at koncentrere sin tid på at opbygge Facebook.

Derimod beholder Amazons stifter og adm. direktør, Jeff Bezos, stadig sin topplacering på listen, og han kan bryste sig af en samlet formue på 131 mia. dollar, hvilket er 19 mia. dollar mere end i 2018. Derudover stiger aktierne for Amazon fortsat, skriver BBC News. Selv om antallet af milliardærer er gået en smule tilbage i 2019 sammenlignet med året før, tegner fremtiden sig dermed lys for verdens rigeste.

»Selv i stærk modvind finder ressourcestærke og ubøjelige entreprenører nye måder at blive rige på,« siger Luisa Kroll, redaktør for globale formuer på Forbes, om milliardærernes placering og udsigter for 2019.

Danskere solidt placeret

Danske milliardærer er også at finde på Forbes' liste. Ti danske entreprenører og iværksættere er at finde på den europæiske udgave af Forbes' »30 under 30«, der er en liste over de 300 mest indflydelsesrige unge, der stormer frem inden for hvert af deres respektive ti områder.

Her findes blandt andre den 27-årige Mads Fibiger, der har haft held med firmaet Organic Basics. Organic Basics skaber bæredygtigt undertøj, der dræber bakterier og reducerer svedlugt.

På listen kan man også spotte den 25-årige Camilla Hesselund Lastein, der står bag den abonnementsbaserede bog-app Lix, hvor man kan downloade og læse studiebøger. Projektet har i alt indsamlet 7,5 mio. dollar sammen med en række investorer, herunder Anders Holch Povlsen fra Bestseller-koncernen. En koncern, der er placeret som nummer tre på Berlingskes egen liste over de 100 rigeste familier i Danmark. Anders Holch Povlsen er placeret som nr. 252 på listen over verdens rigeste.

Andre kendte danskere er også at finde her, såsom Lars Larsen fra Jysk, Coloplasts Niels Peter Louis-Hansen og Lego-familien, Kirk Kristiansen.