Udgivelsen af Tove Ditlevsens glemte breve lugter lidt af personkult og kunstnerisk kapitulation

Den nyligt opdagede, følsomme og stærkt selvudleverende brevveksling mellem Tove Ditlevsen og Mogens Knudsen er interessant læsning for Tove-aficionadoen. Men er det grund nok til at udgive noget, som er så privat, når man ikke for alvor lærer noget nyt om Ditlevsen?

»Jeg hører til den forholdsvis snævre skare af inkarnerede kendere, der logrede som en inkontinent hundehvalp, da de læste forlagets sensationelle pressemeddelelse. Nyt fra Tove. 43 år efter hun lånte en venindes lejlighed, tømte et pilleglas og sov ind. Elskede, elskede Tove. Det var næsten, så jeg poppede en flaske,« skriver Katherine Diez. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jette Ladegaard

»Kære Mogens. Jeg ved godt, at dette strengt taget ikke er noget at bebyrde dig med, men på en måde er du jo alligevel interesseret i, at der kommer ro og orden i min tilværelse. Ellers er jeg ude af stand til at samle mig om det væsentligste her i livet. Kærlig hilsen, Tove.«

Sådan kunne forholdet – ja, eller det professionelle og dog så tætte venskab – mellem Tove Ditlevsen og hendes forlægger på Gyldendal, Mogens Knudsen, meget koncist lyde, hvis man destillerede essensen af alle de mange breve, hun sendte ham mellem 1969 og 1975. Gyldendals tidligere litterære direktør Johannes­­ Riis fandt dem i sommer i et støvet, gammelt pengeskab på første sal i Klareboderne, og brevene er nu, mange år efter Tove Ditlevsens død for egen hånd, blevet udgivet og offentliggjort i en lille bog, som lige akkurat har min pegefingers tykkelse – den selvsamme pegefinger, som, da jeg var 10-11 år gammel, gled ned over siderne i romanen »Barndommens gade«, hvor Tove Ditlevsen ganske uglamourøst skildrede sin barske arbejderklasseopvækst i Vesterbros baggårdsslum.

Toves renæssance

Sagt med andre ord: Jeg hører til den forholdsvis – forholdsvis, fordi hun i allerhøjeste grad fik sin velfortjente medierenæssance i 2017, hvor hun ville være fyldt 100 år – snævre skare af inkarnerede kendere, der logrede som en inkontinent hundehvalp, da de læste forlagets sensationelle pressemeddelelse. Nyt fra Tove, 43 år efter at hun lånte en venindes lejlighed, tømte et pilleglas og sov ind. Elskede, elskede Tove. Jeg var lige ved at poppe en flaske.

Men. For et »men« må der falde:

Denne samling af breve, disse ekstremt følelsesfulde, selvudleverende breve, som blev skrevet og sendt til Mogens Knudsen i al fortrolighed fra blandt andet den psykiatriske afdeling på Sct. Hans, hvor hun opholdt sig ad flere omgange ... Hvad rager de egentlig os? Hvad rager det os at snage i denne private korrespondance om royalties, skat, regninger og Victor Andreasens – chefredaktør på Ekstra Bladet og – med Toves egne ord – hendes »dumme svin« af en mand – umulige krav til hende.

Foto: Gyldendal..

At hun satte sig mellem to stole, når det kom til at krænge ud af privatlivets lidelser, kommer næppe bag på hverken semi- eller fuldblods Tove Ditlevsen-aficionadoer, der vælger at læse »Kærlig hilsen, Tove – breve til en forlægger«.

Vi ved godt, at hun, mens hun med den ene hånd af karsken bælg og med kækt overskud besvarede brevkassespørgsmål fra fortvivlede læsere, der elskede hende for hendes bramfrihed, med den anden hånd kæmpede med at holde styr på usunde ægteskaber (fire), dårlig økonomi, moderrolle, misbrug og mangel på anerkendelse fra parnasset, modernisterne; den nye klub af »rigtige digtere og forfattere«, hun så gerne ville være en del af, men for hvem hun var – eller i hvert fald følte sig – aldeles for gammeldags.

Hun ville bare ikke indrømme det. Det ved vi godt. Hun ville elskes. Hun ville skrive; det var det væsentligste i livet, og hun ville elskes for det. Men sjældent fik hun ro og orden til det. Mogens Knudsen, som selv var en rolig mand uden fjender i en stilling, hvor han nemt kunne få dem, fik sin opgave for med at skabe den for hende.

Det er rørende at blive bekendt med intensiteten i Ditlevsen og Knudsens professionelle venskab; rørende at bevidne gennem dokumentariske indstik i form af Toves egen, sirlige, sårbare, røde kuglepensskrift, at selv om brevvekslingen bekræfter parolen It’s feast or famine in showbizz – og bogbranchen er showbizz – så fandtes – og forhåbentlig findes – der stadig rigtige, kærlige mennesker i den.

Denne bog må være en velsignet gave til alle forfattere, der står i den famlende, hjemløse situation at udgive på et forlag. Men hvad alle os andre angår: Hun holdt jo aldrig tilbage med afprivatiseringen. Skandaleromanen »Gift«, som med lige dele fandenivoldskhed og skrøbelighed blev en publikumssucces uden lige, hældte ud af sandhedsserummet. Det gjorde også hendes sidste roman, »Vilhelms værelse«.

Så strengt taget, kære Gyldendal, hvorfor udgive denne bog? Man fristes til at stille Toves eget spørgsmål til Mogens Knudsen i forbindelse med skrivningen af Vilhelms værelse: »Jeg gad egentlig vide, hvor mange hastebøger der skrives p.g.a. skattevæsnet?« Bare parafraseret og lidt mere retorisk: »Jeg gad egentlig vide, hvor mange persondyrkende bøger, der skrives på grund af kapitalistiske interesser?«

Jeg undrer mig over denne form for kunstnerisk kapitulation. Tove Ditlevsen står så lysende ærligt i forvejen.

»Kærlig hilsen, Tove«
Forfatter: Tove Ditlevsen. Sider: 113. Pris: 150 kroner. Forlag: Gyldendal